I.W. Tegner (ingeniør)

I.W. Tegner, Isaac Wilhelm Tegner, 20.5.1832-16.10.1909, ingeniør, generaldirektør for DSB. Født i Helsingør, død i Hellerup, begravet i Helsingør. T. blev 1850 elev på den kgl. militære højskole og efter oprykningseksamen 1853 udnævnt til sekondløjtnant à la suite i ingeniørkorpset. 1855 afgik han til tjeneste ved korpset. Kort efter forflyttedes han til kongerigets vejtjeneste, der hørte under ingeniørkorpset med tjeneste i Vestjylland. 1861 blev han premierløjtnant, og s.å. ansattes han som afdelingsingeniør ved kontrollen med de jyske jernbaner. Ved lov af 4.3.1857 var der givet koncession til et engelsk selskab på anlægget af den såkaldte jyske tværbane, Århus-Viborg-Randers, men ved lov af 10.5.1861 overtog staten selv fuldførelsen af denne bane. Under krigen 1864 deltog T. som ingeniørofficer i skansearbejdet. 1865 fik han afsked fra krigstjenesten og blev 1867 overingeniør for anlægget af de jysk-fynske baner som dette år overtoges af staten.

Under T.s virksomhed som sådan fandt den egentlige udvikling af jernbaner i Danmark sted, og den blev derfor i høj grad præget af ham; sporlængden øgedes fra 500 til 2200 km, og de tilkomne var så godt som alle bygget af ham. Til hans mest bekendte broarbejder hører jernbanebroen mellem Ålborg og Nørre Sundby, hvor funderingsarbejderne frembød særlige vanskeligheder, og Masnedsundbroen. Det var T. der først af alle stillede sig og løste den opgave at føre jernbanevogne over vandet fra landsdel til landsdel. Det er således ham der har bygget dampfærgelejerne ved Store- og Lillebælt, ved Øresund, ved Limfjorden og ved Gedser. 1871–74 var han medlem af bestyrelsen for havneanlægget ved Esbjerg; 1878 blev han medlem af den nedsatte kommission angående Kbh.s banegårds udvidelse og 1886 afkommissionen angående jernbaneforholdene i og ved Kbh. 1888 blev han endvidere medlem af den nedsatte kommission angående anlæg af frihavn og frilager ved Kbh. Efter Niels Holsts uventede død udnævntes T. 1889 til generaldirektør for statsbanedriften idet han dog vedblev at fungere som overingeniør. T.s evner kom i denne stilling til deres fulde ret, og der foregik i hans tid en kraftig udvikling af statsbanernes virksomhed. Lokomotiv- og vogntallet blev omtrent fordoblet, det gennemsnitlige togantal steg på alle strækninger, og tarifreformen af 1897 med indførelse af billige takster var hans fortjeneste ligesom tilslutningen til det internationale jernbaneforbund vedrørende godsbefordringen. T. var en fremragende administrator af den gamle skole, myndig og patriarkalsk over for personalet, men med blikket åbent for det væsentlige i alle sager, og navnlig med en klar opfattelse af hvor dansk jernbanevæsen skulle sætte ind for at kunne hævde sig. I en udtalelse fra 1899, som er gengivet i Rigsdagstidende, pegede T. på disse problemer, særlig bygningen af en række dobbeltspor, udvidedes af Kbh.s hovedbanegård og bygning af faste broer mellem Masnedø og Falster og over Lillebælt, og advarede mod bygningen af de mange privatbaner. Rigsdagen der hidtil i alt væsentligt havde fulgt T., således ved lovene af 1892 og 1898 om statsbanedriftens ordning, fandt disse planer der i alt ville koste 75 mill. kr. for storslåede og lod sig ikke afholde fra bygningen af de private baner hvoraf alene loven af 27.5.1908 gav 51.

Med de fyldte 70 år trak T. sig 1902 tilbage men beholdt overingeniørembedet til 1906. Hans anseelse inden for faglige kredse var meget stor; et naturligt udslag heraf var at han 1892 valgtes til Dansk ingeniørforenings første formand. Han var klar og konsekvent i sit arbejde og kunne være ubøjelig over for såvel rigsdagen som personalet. Over for dagspressen var han ikke meget indladende. Tilsammen gav dette anledning til at der taltes om hans hårde styre, men det var med urette selv om man måske nok kunne betegne hans styre som håndfast; han var både personalet og hele det danske jernbanevæsen en god mand hvis betydning for dansk jernbanevæsens udvikling og høje standard vanskeligt kan værdsættes højt nok. – Justitsråd 1869; frasagde sig titlen 1893.