I. M. Friis, Ingo Marius Friis, 7.3.1838-5.6.1912, landmand. Født på Blåholm ved Odense, død på Frbg., begravet sst. F. gik i Odense latinskole, lærte derefter landvæsen og var forvalter på Hardenberg, på gårde i Slesvig og 1863-71 hos Tage Reedtz-Thott, Gaunø; i denne periode foretog han en rejse for at studere mejeribrug i Holland, Belgien, Tyskland og Frankrig. 1871-97 var han forpagter af hovedgården Lindersvold ved Fakse under Gaunø; her begyndte han sit betydningsfulde arbejde for kvægbrugets udvikling. Han var lydhør over for konsulent P. Jessens tanke om at danne sammenslutninger for at fremme et rationelt udvalg af avlsdyr. Allerede 1880 havde han udarbejdet planen om dannelsen af kvægavlsforeninger; 1884 oprettedes Foreningen til kvægavlens forbedring i Roholte sogn der var den første i sin art. Landboforeningerne i Præstø amt overdrog F. at give udkast til love for kvægavls- og tyreforeninger, og disse udkast har været grundlæggende ikke blot for lovene i de fleste kvægavlsforeninger omkring i landet, men også for hesteavlsforeningerne. På sin overbevisende og indtrængende måde måde virkede F. i tale og skrift for kvægavlens fremme, og han er med rette kaldt "Tyreforeningernes Fader". Snart var Sjælland omspændt med et net af tyreforeninger (1905 219 foreninger), og bevægelsen bredte sig til de andre landsdele. 1891 fik F. stiftet forbundet af sjællandske kvægavlsforeninger. Fra 1886 var han formand og konsulent for Præstø amts kvægavlsforening. I Kvægbrugets Udvikling i Præstø Amt i Aarene 1886-97, 1898 gør han rede for kvægavlsforeningernes betydning, i "Landmandsblade" 1884 giver han oplysning om oprettelsen af den første tyreforening. Fra 1887 til sin død var han formand for statstyreskuekommissionen på Sjælland, ledede på udmærket måde de store statstyreskuer i Roskilde og stræbte bestandig efter, at skuerne blev nyttige læresteder både for udstillerne og det besøgende publikum. Han var en indsigtsfuld mand, der røgtede sine offentlige hverv samvittighedsfuldt og med udpræget følelse af ansvar. Ved sin hjælpsomhed, elskværdige optræden, varme interesse og sit samfundsnyttige arbejde blev han en af det sjællandske landbrugs mest ansete og afholdte mænd. Han var meget musikalsk og havde levende interesse for historie.

Familie

Forældre: proprietær Niels F. (1794-1872) og Mouritze Nicoline Faber (1796-1886). Gift 20.12.1866 i Odense med Eleonora Christine Trolle, født 8.5.1831 på Lykkesholm, død 26.12.1918 på Frbg. (gift 1. gang 1853 med løjtnant ved 4. jægerkorps Michael Petersen, 1827-90, ægteskabet opløst 1865), d. af forpagter på Lykkesholm, senere ejer af Marienlund ved Odense, landvæsenskommissær, kammerråd Christian T. (1797-1856) og Ulrikke Eleonora Colding (1803-68).

Udnævnelser

R. 1894. DM. 1904.

Bibliografi

Johs. Wolf: Anders Coldings slægt fra Skrave, 3.udg. 1929. Aftenposten 19.6.1904 og 9.3.1908. Jubilæumsbogen, udg. De samv. landboforen. i Sjællands stift, 1905 44f. Ugeskr. for landmænd, 1908 136f; sst. 1912 343f. Tidsskr. for landøkonomi, 1912 502f. M. P. Friis i Sorø amtstid. 16.2.1935. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig