I. Nissen Dall

I. Nissen Dall, Iver Nissen Dall, 24.12.1851-28.7.1907, statskonsulent i mejeribrug. Født på Nålkærgård, Jels sg, død i Fredericia, begravet sst. N. D. blev uddannet ved praktisk landbrug, var elev på Ågård landbrugsskole ved Flensborg, kom på landbohøjskolen hvorfra han tog landbrugseksamen 1874. Han blev stærkt interesseret i mejerivæsen og under Th. R. Segelckes vejledning lærte han mejeri dels på Gjeddesdal ved Tåstrup og dels hos Hanne Nielsen, Havarthigård ved Holte. 1875 blev han mejeriassistent i Salling og var samtidig et par vintre lærer ved Søgård højskole ved Vamdrup. 1877 overtog han svigerfaderens gård på 60 ha i Bastrup ved Vamdrup som han ejede til 1904. Som praktisk landmand var han dygtig og anset, fik lokale tillidshverv og var 1884-86 formand for Kolding omegns landboforening. N. D. oprettede 1883 et fællesmejeri i Vamdrup der 1888 blev andelsmejeri, og snart efter fik han sin hovedvirksomhed i mejeribruget. 1888 var det besluttet at oprette tre stillinger for statskonsulenter i mejeribrug, og som sådan ansattes N. D. 1889 med Fyn og det sydlige Jylland som sit distrikt. I den første generation af mejerikonsulenter blev han den førende. Foruden sin faglige indsigt og interesse havde han personlige egenskaber der gjorde det let for ham at vinde både landmændenes og mejeristernes tillid, og det lå ham særlig på hjerte at skabe et godt samarbejde mellem de to parter, andelsmejeriernes medlemmer og ansatte. Hans væsen var bredt og vennesælt, og han var en dygtig og myndig taler. Særlig interesse havde han for ostefremstillingen, og han var som sekretær den ledende mand ved forsøgsostningerne. 1898 fik han til opgave at sammenarbejde mejeriernes regnskaber til offentliggørelse i Danmarks Mejeri-Drifts-Statistik, og da hertil 1903 føjedes smør-prisstatistikken grundlagdes de danske mejeriforeningers kontor for mejeristatistik med N. D. som leder. Samtidig blev han sekretær for mejeristatistikudvalget. Hans ledende position kom til udtryk, da han tillige var landhusholdningsselskabets konsulent i mejeribrug.

Familie

Forældre: gårdejer Nis Iversen Dall (1825-1902) og Mette Marie Dall (1826-91). Gift 27.10.1877 i Vamdrup med Caroline Hørlyck, født 13.2.1856 i Bastrup, Vamdrup sg., død 29.11.1923 i Fredericia, d. af gårdejer Peter Hansen H. (1821-95) og Karen Hansen (1830-96).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Joh. Kyed m.fl. i Mælkeritid. XX, 1907 621-36. [H. Hertel] i Tidsskr. for landøkonomi, s.å. 489-91. Ugeskr. for landmænd, s.å. 462. G. Elibrecht: Danske mejerier IV, 1918 308f.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig