Ib Andersen (balletdanser)

Ib Andersen, Ib Steen Andersen, 14.12.1954, solodanser og balletmester. Født i Islev (Rødovre). Talentet var oplagt fra starten. A. som hører til den sidste gruppe af dansere der blev færdiguddannet af den russisk-engelske pædagog Vera Volkova, kom på Det kongelige teaters balletskole 1962 og var endnu aspirant da han 7.4.1973 fik en bemærkelsesværdig debut i Rudi van Dantzigs Monument for a Dead Boy. Foruden sikre danserevner viste han her et ungt og følsomt sind der næste år spilledes igennem i større format da han fik det afgørende gennembrud som Romeo i John Neumeiers Romeo og Julie med Mette-Ida Kirk som partner. A. blev medlem af Den kongelige ballet 1973 og solodanser 1975. Hans tekniske talent placerede ham med det samme i førstegeleddet hvor han gennemdansede en lang række klassiske partier fra prinsen i Svanesøen og Nøddeknækkeren over Etudes til en række Bournonville-soli og roller hvor hans lethed, flugt i linjerne og en udpræget danseglæde var væsentlige aktiver. I Bournonville-festivalen 1979 brillerede han med sin teknik og føjede en drenget charme og et lysende smil til rollen som Carelis i Kermessen i Brügge. 1981 blev James i Sylfiden hans hidtil største dramatiske sejr i det klassiske repertoire mens han 1978 i Glen Tetleys Le Sacre du Printemps med en dirrende sårbarhed skabte en meget smuk og meget stærk figur som ynglingen der skal ofres. I foråret 1980 forlod A. Den kongelige ballet for at blive 'principal dancer' ved New York City Ballet hvor han blev den sidste mandlige danser som under G. Balanchines vejledning gik til tops i kompagniet. Han videreuddannede sin teknik og blev international i sin fremtoning uden at sætte til hvad et dansk publikum havde holdt af. På få år gennemdansede han et umådeligt stort og imponerende repertoire hvoraf nogle af de væsentligste roller har været i Jerome Robbins Dances at a Gathering og sammes En Fauns Eftermiddag og Opus 19. Peter Martins har brugt ham i sine balletter blandt andet Concerto for two solopianos, 1982. Men først og fremmest har han selvfølgelig danset Balanchine som skabte partier til ham i Ballade, 1980 og Davidsbundlertånze, 1980. Han har foruden meget andet danset i Balanchines Coppelia, og som en ung gud er han trådt ind i den berømte Apollon (første gang 1980). I mesterens sidste større ballet Mozartiana, 1981 var det mandlige hovedparti skabt til A. og byggede på hans lette, elegante, på én gang virtuose, ubesværede og stilfulde dans. 1994-96 var A. balletmester ved Pittsburgh Ballet, Pennsylvania; fra 2001 har han været balletmester ved Arizona Ballet. A. har iscenesat balletter af Balanchine og Bournonville, han har desuden virket som koreograf, bl.a. af 1-2-3-1-2, 1987 og Holberg Suite, 1993. – Nijinskij Prisen 1979.