Ingeborg Hammer Jensen, Ingeborg Ellen Hammer Jensen, 20.1.1880-6.4.1955, klassisk filolog. Født i Kbh. (Johs.), død på Bispebjerg hosp. i Kbh., begravet sst. (Bispebjerg kgd.). H.J. blev student fra Zahles skole 1898. Ved Kbh.s universitet studerede hun klassisk filologi, især under J. L. Heiberg (1854-1928). Hun var den eneste af hans elever der fortsatte hans egentlige speciale, idet hendes studier væsentlig koncentrerede sig om den antikke fysik. Hun tog magisterkonferens i klassisk filologi 1905; 1908 blev hun dr.phil. på afhandlingen Den ældsteAtomlære (også i Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning, nr. 77). Heri skildrer hun Demokrits naturlære og påviser at den har påvirket Platon stærkt i dialogen Timaios. Bogen blev på mange punkter kritiseret, og det viste sig at også andre allerede havde fundet denne påvirkning i Timaios, men H.J. har hævdet denne tese med større energi og derved haft indflydelse på den senere forskning. Hun offentliggjorde senere forskellige afhandlinger om græsk naturvidenskab, især om Herons fysik; nævnes må også Die älteste Alchymie (Vidensk. Selsk.s hist.-fil. Medd. IV, 2, 1921). Hendes produktion er båret af grundig og omfattende lærdom.

Familie

Forældre: urtekræmmer, senere klokker og kordegn ved Helligåndskirken i Kbh. Axel Evald Hammer (1854-1938) og Thora Christine Svendsen (1856-1909). Gift 11.10.1905 i Kbh. (Helligg.) med cand.phil., exam.polyt., kommunelærer, senere lektor ved Rysehsteens gymnasium Jens Christian Jensen, født 22.8.1873 i Kbh. (Johs.), død 24.8.1950 i Kbh., s. af kusk Peder J. og Marie Vilhelmine Andersen (født 1852).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Bibliografi i Danmark og antiken, 2. udg. ved Kjeld Elkjær og G. Mondrup, 1968 og i Peter Allan Hansen: A bibliography of Danish contributions to classical scholarship, 1977. – Breve til J. L. Heiberg i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig