J.C. Ryge, Johan Christian Ryge, 8.2.1780-29.6.1842, læge, skuespiller. Født i Kbh. (Trin.), død sst. (Holmens), begravet sst. (Holmens urtegård, 1855 flyttet til Holmens kgd.). "Hvor forunderligt det dog gaar i Verden! Havde nogen i Forvejen sagt mig, at en Stadsfysikus fra Flensborg skulde fremtræde som en ægte Hakon Jarl, Palnatoke, Vilhelm, Michel Angelo, Stærkodder, saa havde jeg troet, at det var Gert Westphaler, der fortalte gale Flensborghistorier". Dette udbrud af Adam Oehlenschläger fortæller i kort begreb modsætningen i R.s besyndelige liv. Han udgik fra et strengt embedsmandshjem, og allerede 1795, da han kun var femten år gammel, blev han student fra Roskilde. Han var et glimrende læsehovede og tog sine forberedende eksaminer med glans, men dilettantspil, deltagelse i kronprinsens livkorps og slaget på reden forstyrrede hans lægevidenskabelige studium som han til faderens harme afbrød for 7.10.1801 at debutere på Odense teater som kaptajn v. Aberwitz i Strelitzerne. Opholdet dér blev kun kort, og øjeblikkelig betydning for hans udvikling fik det ikke; da forestillingerne hvori han medvirkede både som karakterskuespiller og som komiker ophørte af økonomiske grunde, var han en tid lærer i Svendborg indtil en forsoning med faderen kom i stand, mod at R. genoptog studiet, denne gang ved universitetet i Kiel for at undgå fristelserne i hovedstaden. 1805 bestod han den medicinskkirurgiske embedseksamen og n.å. på sin 26-års fødselsdag erhvervede han doktorgraden i Kiel på en latinsk afhandling om sene fødsler (De partu serotino). Efter et studieophold hos Sylvester Saxtorph i Kbh. bestyrede han Kiels fødselsstiftelse og holdt forelæsninger for fødselshjælpersker, hvortil han benyttede sin oversættelse af C. R. W. Wiedemanns lærebog Underviisning for Giordemødre (1805). Skønt han var dansk, var hans indstilling på den tid tysk, hvilket i lærebogen gav sig et karakteristisk udslag da han beklagede "det danske Sprogs Armod". Først nedsatte han sig som praktiserende læge i Kappel, og 1807 udnævntes han til fysicus i Flensborg by og Bredsted amt hvor hans praksis snart blev så stor at den oversteg hans tyrekræfter. Men tilfreds var han ikke, trods lykkeligt ægteskab og børn. Det hændte at folk med undren hørte ham deklamere langs landevejene når han var ude på sygebesøg. Hans sindsstemning var tung eller opfarende, og som oftest var han urimelig mod sine omgivelser. R. ejede ingen forhandlingsevne, men fordrede blind underkastelse. Ligesom han siden kom i strid med alle ved Det kgl. teater, fra direktører til påklædere, således havde hans ubeherskede sind gjort ham til hovedpersonen i en pinlig proces ved Flensborg byret, og under den vendte stadens ansete familier sig fra ham. Han følte jorden brænde under sig. Da mindedes han et avertissement som et års tid forud havde været indrykket i aviserne og hvori teaterdirektionen udsatte præmier for aspiranter der viste sig at være udmærkede fremstillere af værdige fædre og helte. Han greb denne offentlige bekendtgørelse som en redningsplanke: "Hverken Mangel eller Flyvelyst bevæger mig til at forlade min Bane for at vælge en mere glimrende og mere usikker", skrev han til teaterdirektionen, "men en gammel, paa Overbevisningen om med Tiden at kunne vorde en fuldkommen Skuespiller, grundet Tilbøjelighed har modnet min Beslutning". Han var da 33 år.

R.s æstetiske smag tålte ingen sammenligning med hans sceniske geni. Ved prøven for direktionen var det ikke Oehlenschlägers nye dramatiske poesi som drog ham, men roller af A. v. Kotzebue og L. C. Sanders Niels Ebbesen, senere gik han i brechen for opførelsen af sin egen tunge oversættelse af F. Schillers Røverne, hvor han selv spillede Franz Moor. Stolende på sit temperament og sin fantasi havde han som kunstner opdraget sig selv, og han nævner kun den tyske mimiker Patrik Peale (v. Seckendorff) som sit forbillede. Det var først, da han kom til teatret, at han forstod, at han skulle bygge sin fremtid på værker af den nordiske ungdoms digter. Hidtil havde Oehlenschlägers tragedier savnet fremstilleren af de barske vikinger, og først gennem R. blev de gamle helte hævet til det rette kunstneriske format og gjort til levende skikkelser fra Nordens oldtid. Jens Baggesen skrev det karakteristiske at R. var "mindre stærk i de første Elementer af det ordentlige end i den højeste Flugt af det Overordentlige". Han besad i sin personlighed den vælde som gav disse helte den inderste lidenskab. Lyrikken og synerne, det pragtfulde ordvalg var digterens, det vilde, voldsomme temperament var skuespillerens. Derfor kunne P. L. Møller skrive: "Naar Dr. R. spillede i Oehlenschläger, troede man at se Shakespeare". Skal man i kort begreb karakterisere hans tilsynekomst som den var, da han 22.4.1813 debuterede som Palnatoke må man benytte ordet kolossal. R. var kraftigt bygget, han var bredskuldret, maskulin fra isse til fod; hovedet var noget for lille, halsen kort og tyk, øjnene store og fremstående. Billederne af ham fortæller os, at hans udtryk for grublen og smerte, for al vildfaren kraft, har været gribende. Hans tyreblik kunne fylde scenen i et nu. Det kunne flamme i sejrsfølelse og i had, dø i skuffelse, men ikke gløde i elskov. Skønt samtidig med Bertel Thorvaldsen var plastikkens ædle linjer ikke hans område, men derimod det ubændige og gigantiske, "de raa, skarpe Former, som indhyller en dyb, romantisk Aand, Duften af Havtaage, Hedenskab og Offerblod", skrev August Bournonville. Han havde selv som barn spillet den lille Erlings rolle og kunne endnu som gammel huske R.s røst i offerlunden hvor Hakon Jarl efter at have dræbt Erling undsiger sine fjender: "Man forfærdedes ved at tænke paa det Blodbad, der nu forestod". Ekstasen var R.s område, den knusende heltekraft og dertil den rolige myndighed; hans vældige stemme, som man kaldte "Basunbassen i et Orgel", lystrede ham gennem alle stemninger. I sine 29 skue-spillerår levendegjorde han i alt 32 Oehlenschlägerske figurer. Den sidste blev sultanen i Aladdin, 1839. Han legemliggjorde ikke alene grundbilledet, men tegnede med tydelige træk hver enkelt figur. Hakon Jarls fjeldmørke, næsten skumle herskesyge var forskellige fra Palnatokes og Stærkodders danske åbenhed. Størst indtryk efterlod han som Hakon Jarl og Michel Angelo i Correggio – han var selv ved sin vredladne kraft en skuespilkunstens Michel Angelo. Oehlenschläger tog hans navn med til historien, men ingen af efterfølgerne nåede ham i temperamentets dybde og styrke. Også i Shakespeareske roller sejrede han, navnlig som Macbeth (1817). Her fandt han gribende udtryk for herskerærgerrighed og trodsig magtesløshed; svagere virkede han som kong Lear hvis affældighed ikke harmonerede med hans kraft.

Den store tragiker kunne også spille komiske roller, endog i syngespillene, fx Saft i Elskovsdrikken, således af Chr. Winther på hans grav kunne skrive: "Hans Herredom sig strakte lige fra Hakon Jarl og ned til Saft". Det var en robust demonstreret komik som han selv indrømmer i sit anonymt udgivne, pudsige skrift Critisk Sammenligning imellem nogle af det kgl. Theaters Skuespillere og Skuespillerinder, 1832. Men han kunne individualisere: "I Mangfoldighed er R. Mester", skrev han om sig selv, og fru Heiberg (Johanne Luise") bekræftede siden denne dom. Oehlenschläger kaldte hans komiske figurer "pudserlige Efterligninger af virkelige Menneskers Stemmer og Bevægelse". R. havde også for sine værdige fædre et fælles grundbillede: en bred borgermand med dobbelthage og mave, men for øvrigt kunne han snart være velvillig, snart gnaven, godmodig eller myndig, spidsborgelig og påståelig. Med særlig forkærlighed gennemarbejdede han Jeronimus som han ikke mente var en komisk person, og hvem han i mange tilfælde gav ret; hos Ludvig Holberg udførte han i øvrigt store karakterroller hvor han satte sine egne mangler i parodisk belysning: hans magtkære selvtillid blev til den politiske kandestøbers indbildte statsmandskløgt, sin stædige selvretfærdighed omsatte han til Per Degns dumhed – Oehlenschläger beundrede at R. her kunne give sin imposante figur udseende af slatten svaghed – og sine heltetoner karikerede han i Ulysses von Ithacias bombastiske patos som han yderligere latterliggjorde ved rungende norskhed. Som Oldfux i Den Stundesløse gjorde han karakteristisk nok tyskeren til hovedpersonen. Dialekter beherskede han også, hvad der især gavnede hans bondefremstillinger, og jøder som Ephraim Golz i Østergade og Vestergade og Salomon Goldkalb i Kong Salomon og Jørgen Hattemager satte han op i drastiske farver ikke langt fra karikaturen, men dog på gammeltestamentlig grund. Der var dem som mente, at R. ydede sin mest gennemarbejdede kunst i komedien og syngespillet, fordi den var et produkt af gigantisk flid, mens han som tragiker blot rasede, så at ordene, skrev Bournonville, "klang som Sværdslag paa Kobberskjolde". Oehlenschläger kaldte ham "en vild Vulkan", men tilføjede at "den brændte ofte smukt og majestætisk og vakte Forbavselse ved sin stærke Lue midt i den nordiske Sne".

Samtidig med sin store sceniske virksomhed påtog R. sig en meget omfattende embedsgerning. Efter forgæves at have søgt stillingen som teater-læge, udnævntes han 1816 til økonomiinspektør med fribolig (fra 1828) i teatrets gård i Lille Strandstræde; senere blev han medinstruktør og 1832 sceneinstruktør. Med flid dyrkede han også disse bestillinger, men instruktionen havde et uniformeret præg der også gav sig udtryk i skriftet Ideer til en nationel Smag i dansk Klædedragt, 1827. Det praktiske var ham mere magtpåliggende end skønheden. De hundreder af skrivelser der opbevares fra ham giver til overflod billedet af en bureaukratisk og umedgørlig embedsmand. Hans geni kan ikke bedømmes ud fra disse daglige tilkendegivelser, men de fortæller om de store modsætninger der rummedes i hans vældige korpus. Helten boede dør om dør med filisteren, kæmpen med barnet, fantasten med den skarpt iagttagende videnskabsmand. De forløbelser han ofte gjorde sig skyldig i og de mange besynderlige indfald han havde, udsprang af de stemninger, der kunne ledes tilbage til den karakter han netop fremstillede eller havde under udarbejdelse. R. var først og fremmest kunstner af Guds nåde, den største i samtiden og alt det andet han beskæftigede sig med, bør kun opfattes som et supplement til hans gage der som skuespiller kun var en fjerdedel af, hvad han havde fået som stadsfysicus. Med kalotten på hovedet, som vi kender ham fra Emil Bærentzens portræt, lignede han på sine ældre dage en myndig rektor fra en svunden tid, og ligesom skoledrenge rystede teatrets ungdom for ham når han brummende gav sine ordrer, men de få der kendte ham nøje, vidste at der også kunne komme noget blødt og dybt rørende over ham. Sådanne stemninger beherskede hans sjæl når han måtte bøje sig, udsone sig med mennesker han i sin ubændighed var trådt for nær. Da krøb han som et såret dyr ind i sig selv, forskansede sig bag sine metalarbejder og ønskede at teatret var et kastel, i hvilket hele personalet kunne bo afsondret fra verden. Det var ham ligegyldigt, påstod han, om det stykke han prøvede på kom frem på scenen eller ej. "Jeg har i lang Tid i Kostume spillet min Rolle i Ensomhed for mig selv i min Stue; saa godt kommer jeg næppe til at spille den paa Teatret, og jeg ved, at min bedste Nydelse har jeg haft". Da fru Heiberg forbavset spurgte, om han virkelig kunne sætte denne ensomhedsfølelse som det højeste, svarede han ud fra sin livserfaring: "Ja, i de senere Aar formaar jeg det".

R.s berømmelse strakte sig langt uden for landets grænser. 1815 optrådte han som tysktalende gæst på Burgteatret i Wien og på scenerne i Prag og Hamburg; to gange, 1831 og 1835, besøgte, han Paris hvor han førte en i 1979 udgivet dagbog; 1833 var han gæst på Kristiania teater i nogle af sine berømte roller, og overalt blev han hyldet som en af kunstens store. Han optrådte sidste gang 23.5.1842 som Robinson i Den bogstavelige Udtydning. Ved hans pludselige død (han anede den få dage før under F. Lindgreens begravelse) skrev Oehlenschläger at hvad England havde ejet i Garrick, Frankrig i Talma og Tyskland i Schroeder, det mistede Danmark i R. 11.9.1842 fejrede teatret hans minde med opførelsen af et forspil af Oehlenschläger og "Tordenskjold", hvori R. som tjeneren Kold havde haft en af sine mest rørende roller.

Familie

Forældre: kontrollør og revisor, kommerceråd, senere finansdeputeret, konferensråd Immanuel Christian R. (1734–1821) og Anna Cathrine Bruun (1739–90). Gift 1. gang 4.8.1807 i Svendborg med Christiana Friderica Bekker, født 18.6.1784 i Svendborg, død 31.12.1819 i Kbh. (Holmens), d. af herredsfoged, justitsråd Adrian B. (1719–1803, gift 1. gang 1748 med Lykke Christine Borring, 1730–61, gift 2. gang 1767 med Riborg Sophia Erreboe, 1733–75 (gift 1. gang 1750 med forvalter på Hvedholm Søren Læssøe, ca. 1712–65)) og Christine Flindt (1749–1814). Gift 2. gang 1.1.1823 i Kbh. (Slotsk.) med senere garderobeforvarer ved Det kgl. teater Charlotte Betzy Anthon, født 19.1.1794 i Kbh. (Helligg.), død 11.5.1860 sst. (Holmens), d. af bogbindermester Jens A. (ca. 1756–1819) og Karen Kirstine Jørgensen (ca. 1768–1831). – Far til Nathalia R.

Ikonografi

Mal. ca. 1800. Tegn. af T. C. Lubbers, 1818 (Teatermus.), efter denne litografi af Coopmans samt træsnit 1874. Stik i roller af C. V. Bruun 1827 og 1828. Tegn. af Steltzner, 1830 (Kgl. bibl.). Figur i rolle af papmaché 1836 (Teatermus.). Mal. af E. Bærentzen (Det kgl. teater), efter dette pastel af C.

Hansen (Fr.borg), træsnit 1880 efter tegn. af P. C. Skovgaard 1842, af H. P. Hansen 1880 m.fl., flere litografier og stylografi af E. Fortling. Litografi og stik, begge 1842, efter tegn. af S. Schack; afbildet på sammes mal., 1843, af salvingen 1840 (St. mus.). Malet i rolle af J. L. Lund. Litografi 1842 af J. Friedlænder efter tegn. af J. L. Lund. Tegn. af C. Winsløw (Teatermus.) og af N. J. Bredal (sst.). Buste af F. C. Krohn (Teatermus.), af L. Prior, 1869, af Th. Stein, 1876 (glyptoteket; Teatermus.) og af V. Bissen (Det kgl. teater). Træsnit i rolle af J. F. Rosenstand. Litografi af P. Klæstrup. Fremstillet på tegn. af Alfred Schmidt. Mal. af Majsa Bredsdorff udst. 1931. Tegn. af Lisbeth Juel (Teatermus.).

Bibliografi

Breve fra da. skuespillere og skuespillerinder, udg. Rob. Neiiendam II, 1912 116–51 (breve) 223–38 (R.s selvbiografi). Dr. R.s dagbog, udg. Klaus Neiiendam, 1979. – H. V. Christensen: Stamtvl. over familien Ryge, 1915 24. A. Oehlenschläger i Prometheus I, 1832 355; II, 1833 287. H. Paulli: Tale ved R.s jordefærd, 1842. Aug. Bournonville: Mit theaterliv I, 1848 (ny udg. I 1979) 55f. Th. Overskou: Den danske skueplads IV-V, 1862–64. Samme i Dania IX, 1902 201–13 (brev til Nathalia Ryge). Samme: Af mit liv og min tid, ny udg. II, 1962. Edv. Agerholm: Dr. R., 1913. J. C. Normann: Holberg på teatret, 1919. J. Fog i Ugeskr. for læger LXXXIV, 1922 1286–93. Rob. Neiiendam: Mennesker bag masker, 1931.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig