J.H.O. Djurhuus

J.H.O. Djurhuus, Jens Hendrik Oliver Djurhuus, 26.2.1881-31.8.1948, forfatter. Født i Åarstova, Tórshavn, død sst., begravet sst. D. fik i sin skoletid i Færøernes mellem- og realskole undervisning i græsk og latin af sognepræsten Emil Bruun og fulgte senere med præstefolkene til Bornholm hvor han blev elev ved latinskolen i Rønne; student 1900. Ved universitetet i Kbh. hvor han tog filosofikum 1901 studerede han først medicin og siden filologi, men bestemte sig for studiet af retsvidenskab og blev cand. jur. 1911. Herefter arbejdede han som fuldmægtig i forskellige advokatvirksomheder, drev 1915–18 egen praksis som overretssagfører i Kbh. og var 1918–21 assistent i Kbh.s byret hos dommer Viggo Thorup. Fra 1922 virkede han som overretssagfører i sit hjemland.D.s første digtsamling Yrkingar udgaves 1914 af Den færøske studenterforening i København; 1923 udkom 2. forøgede udg., 1938 Nyggjar yrkingar, 1941 Carmina og 1944 Moriendo, begge disse sidste i Torshavn. Et fyldigt udvalg af D.s digte udkom sst. 1961. Af oversættelser fra græsk, foretaget af D. og udkommet i bogform kan nævnes Platon-dialogerne Verjurøða Sokratessar – Kriton – Faidon, 1931 og Symposion-Gorgias, 1938, samt Ilionskvæðið eftir Homeros (Iliaden), 1967. Talrige tolkninger af digte i verdensklasse, således bl.a. af Ewald, Brorson, Heine, Poe, Keller, Goethe, Dante og Sapfo indgår i D.s digtsamlinger. Nogle af D.s digte foreligger i dansk overs, ved Poul P. M. Pedersen i antologierne Røster fra Nordatlanten, 1942 og Mellem bjærg og brænding, 1956.D.s digtning har tilknytning til et på alle områder skelsættende tidsafsnit af Færøernes historie. Den opblomstring af erhvervslivet, især fiskeriet, der tog sin begyndelse efter den kgl. danske enehandels ophævelse 1856 stod stadig i fuldt flor. Frihandelens indførelse havde bragt Færøerne ud af en mangehundredårig isolation; men samtidig var det sproglige grundlag som øernes ældgamle bondealmuekultur byggede på, og som bl. a. havde skabt den yppige kvaddans-tradition ved at gå sin opløsning imøde idet det gamle holdningsfulde færøske tungemål mere og mere forvandledes til et stilløst kaudervælsk af københavnsk og færøsk. Den vågnende bevidsthed om den fare der således truede modersmålet skabte den nationale bevægelse der opstod i kredsen af færøske (og danske) intellektuelle, og i årene omkring 1900 bredte sig ud til hele folket og antog politisk karakter.På litteraturens område affødte denne patriotiske reaktion i første omgang en springflod af begejstrede fædrelandshymner, fortrinsvis naturskildrende. Selv om der mellem disse frembringelser er prisværdige og delvis også poetisk marvfulde ting kan blot et fåtal af dem siges at hæve sig op over det jævnt traditionelle og gøre krav på mere end lokal interesse. Med D. frigør færøsk digtning sig imidlertid på en afgørende måde fra det snævert tids- og stavnsbundne. Hans poesi har modtaget impulser fra vidt forskellige hold i europæisk litteratur fra Aischylos til Froding, og i modsætning til hjemstavnsdigtningen domineres den ikke af nogen tendens. Vel var D. på sin vis en stor patriot; men den folkeligt livgivende rugevarme der er så karakteristisk for tidens mere læge poetiske ytringer vil man forgæves søge spor af i D.s poesier. De henvender sig til et tænkt auditorium af kendere og elskere af ordets kunst.D.s sprogøre og formelle evne var meget højt udviklet. Ikke blot var han en oversætter og fortolker af rang; men han hører også til de få lyriske kunstnere der kan bringe det ganske korte digt til at svulme som en blomst eller til at dirre som en streng eller en stålfjeder, og han kan gennem sine ords og rytmers magi skabe udtryk for sammensatte og dybe stemninger. Helt undgår D. ikke altid den teatralske positur, og i enkelte af sine senere digte taler han i åndsaristokratiske gåder. Men den bitterhed der i stadig stærkere grad kom til at præge denne digters forhold til sin samtids borgerskab og embedsstand som i den ubarmhjertigt respektløse og vittige advokat så et forargelsens tegn og en trussel for velanstændigheden har ikke sat sig betydeligere spor i hans digteriske produktion. – D.s betydning for det færøske folk består dels deri at han gennem sine magtfulde digte har vist hvor ypperligt det færøske sprog lader sig anvende i bunden form, dels deri at han på modersmålets grund åbnede en dør ud til den store klassiske digtning.

D.s første digtsamling Yrkingar udgaves 1914 af Den færøske studenterforening i København; 1923 udkom 2. forøgede udg., 1938 Nyggjar yrkingar, 1941 Carmina og 1944 Moriendo, begge disse sidste i Torshavn. Et fyldigt udvalg af D.s digte udkom sst. 1961. Af oversættelser fra græsk, foretaget af D. og udkommet i bogform kan nævnes Platon-dialogerne Verjurøða Sokratessar – Kriton – Faidon, 1931 og Symposion-Gorgias, 1938, samt Ilionskvæðið eftir Homeros (Iliaden), 1967. Talrige tolkninger af digte i verdensklasse, således bl.a. af Ewald, Brorson, Heine, Poe, Keller, Goethe, Dante og Sapfo indgår i D.s digtsamlinger. Nogle af D.s digte foreligger i dansk overs, ved Poul P. M. Pedersen i antologierne Røster fra Nordatlanten, 1942 og Mellem bjærg og brænding, 1956.

D.s digtning har tilknytning til et på alle områder skelsættende tidsafsnit af Færøernes historie. Den opblomstring af erhvervslivet, især fiskeriet, der tog sin begyndelse efter den kgl. danske enehandels ophævelse 1856 stod stadig i fuldt flor. Frihandelens indførelse havde bragt Færøerne ud af en mangehundredårig isolation; men samtidig var det sproglige grundlag som øernes ældgamle bondealmuekultur byggede på, og som bl. a. havde skabt den yppige kvaddans-tradition ved at gå sin opløsning imøde idet det gamle holdningsfulde færøske tungemål mere og mere forvandledes til et stilløst kaudervælsk af københavnsk og færøsk. Den vågnende bevidsthed om den fare der således truede modersmålet skabte den nationale bevægelse der opstod i kredsen af færøske (og danske) intellektuelle, og i årene omkring 1900 bredte sig ud til hele folket og antog politisk karakter.

På litteraturens område affødte denne patriotiske reaktion i første omgang en springflod af begejstrede fædrelandshymner, fortrinsvis naturskildrende. Selv om der mellem disse frembringelser er prisværdige og delvis også poetisk marvfulde ting kan blot et fåtal af dem siges at hæve sig op over det jævnt traditionelle og gøre krav på mere end lokal interesse. Med D. frigør færøsk digtning sig imidlertid på en afgørende måde fra det snævert tids- og stavnsbundne. Hans poesi har modtaget impulser fra vidt forskellige hold i europæisk litteratur fra Aischylos til Froding, og i modsætning til hjemstavnsdigtningen domineres den ikke af nogen tendens. Vel var D. på sin vis en stor patriot; men den folkeligt livgivende rugevarme der er så karakteristisk for tidens mere læge poetiske ytringer vil man forgæves søge spor af i D.s poesier. De henvender sig til et tænkt auditorium af kendere og elskere af ordets kunst.

D.s sprogøre og formelle evne var meget højt udviklet. Ikke blot var han en oversætter og fortolker af rang; men han hører også til de få lyriske kunstnere der kan bringe det ganske korte digt til at svulme som en blomst eller til at dirre som en streng eller en stålfjeder, og han kan gennem sine ords og rytmers magi skabe udtryk for sammensatte og dybe stemninger. Helt undgår D. ikke altid den teatralske positur, og i enkelte af sine senere digte taler han i åndsaristokratiske gåder. Men den bitterhed der i stadig stærkere grad kom til at præge denne digters forhold til sin samtids borgerskab og embedsstand som i den ubarmhjertigt respektløse og vittige advokat så et forargelsens tegn og en trussel for velanstændigheden har ikke sat sig betydeligere spor i hans digteriske produktion. – D.s betydning for det færøske folk består dels deri at han gennem sine magtfulde digte har vist hvor ypperligt det færøske sprog lader sig anvende i bunden form, dels deri at han på modersmålets grund åbnede en dør ud til den store klassiske digtning.