Jørgen Dich

Jørgen Dich, Jørgen Schneekloth Dich, 7.10.1901-16.9.1975, økonom. Født i Kbh. (Johs.), død i Århus, urne i Kbh. (Ass.). D. blev student fra Schneekloths skole 1920 og cand. polit. 1926. 1926-30 underviste han i nationaløkonomi ved Kbh.s universitet. 1930 blev han ansat som statsvidenskabelig konsulent for social- og indenrigsministeriet hvor han udførte et stort arbejde i forbindelse med socialreformen af 1933. 1938 blev han udnævnt til kontorchef i arbejds- og socialministeriet. Under og efter krigen var han den ledende embedsmand bag statens arbejdsmarkeds- og beskæftigelsespolitik. Han var sekretær for regeringens beskæftigelsesudvalg (1948 generalsekretær) og blev 1949 tillige kommitteret for arbejds- og socialministeriet i beskæftigelsesforhold. Efter i 1949-50 midlertidigt at have beklædt et professorat i skandinavisk økonomi og socialpolitik ved Wisconsin university i Madison, USA, blev han 1.9.1950 udnævnt til professor i nationaløkonomi ved Århus universitet. Denne stilling beklædte han indtil sin afgang 1972. Han havde mange tillidsposter ved og uden for universitetet og var bl.a. prorektor 1959-61. D. var både én af den moderne velfærdsstats bygmestre og væsentlige kritikere. Han øvede stor indflydelse på socialreformen af 1933 og de senere ændringer i denne lovgivning. Han var hovedansvarlig for beskæftigelsespolitikken i en lang årrække og ikke mindst under besættelsen hvor han ihærdigt modarbejdede værnemagtens bestræbelser på at bruge dansk arbejdskraft i deres krigsindustri. Mest kendt i offentligheden blev han for sin stærke kritik af styringssystemet i den moderne velfærdsstat. Han introducerer allerede i nogle artikler i 50erne det han kalder gensidigheds- og marginalvælgerproblemet. I partiernes konkurrence om marginalvælgernes stemmer udvikles velfærdsstaten. Herved modvirkes visse af det frie forbrugsvalgs mangler, fx den nærsynethed der kan resultere i en manglende udligning for aktiv og passiv alder. Men samtidig snydes - ikke mindst socialdemokratiets - kernevælgere.

Med sin berømte bestseller Den herskende klasse, 1973, kompletterer D. efter at være pensioneret denne analyse. Uddannelsesområdet, boligpolitikken, ja hele velfærdsstatens politik er nok styret af hensynet til marginalvælgerne, men de er kun et redskab for de teknokrater hvis perfektionisme og såkaldte sociale indstilling går hånd i hånd med deres egne interesser. Sådanne konklusioner efterlader ingen illusioner om at fornuftsræsonnementer har nogen som helst politisk effekt. Ikke desto mindre beskæftigede D. sig hele sit liv med netop at forsøge at påvirke lovgivningen i en mere rationel retning. Han gjorde en stor indsats inden for alderspensioneringsområdet hvor han opstillede principper for det han kaldte den rationelle, horisontale udligning fra aktiv til passiv alder. Inden for uddannelsesområdet påviste han at også den højere uddannelse kan og må vurderes på basis af økonomiske rentabilitetskriterier. Ikke mindst gjorde han en enorm indsats for at udbrede den indsigt at allokeringsvirkningerne af et reguleret boligmarked er asociale, og at et friere boligmarked kombineret med en omfordelingspolitik i virkeligheden er en mere social boligpolitik i ordets bredeste forstand. Inden for sit hovedområde socialpolitikken bekæmpede D. også irrationaliteten og uklarheden. I sit hovedværk Socialpolitikens teori fra 1964 opstiller han nye og mere koncise redskaber for den socialpolitiske analyse. For D. var socialpolitik ikke en beskrivelse af alt godt og socialt der foretages til fordel for de fattige, arbejderklassen osv. Opgaven må være at vurdere virkningerne af, om tildelings og udmålingskriterierne er variable eller ikke-variable, om tilskuddene ydes direkte til individer eller indirekte via samfundsorganer hvis handlinger kan påvirke tilskuddenes fordeling. D. var hele sit liv uhyre produktiv. Foruden de omtalte arbejder kan af større værker nævnes afhandlingen Arbejdsløshedsproblemet i Danmark 1930-38 = Socialmin.s økon.-stat. Undersøgelser, IV, 1939. Hertil kommer en lang række afhandlinger og artikler.