Jørgen Lunge

Jørgen Lunge, til Odden, 11.10.1577-19.8.1619, rigsmarsk. Født på Odden, død på Birkelse, begravet i Ålborg (Frue k.). Efter skolegang hjemme, i Viborg og i Sorø blev L. sendt ud på den traditionelle udenlandsrejse. Han var borte omkr. seks år og studerede sammen med broderen Christoffer og mag. Jens Sørensen Ølgod (Zythagothus) i Genève 1594, Orleans 1595, var i Paris 1596, imm. 1597 i Siena og Padova og var s.å. i Rom, 1598 igen i Padova. Resultatet blev langt bedre end for de fleste af hans samtidige danske adelsstuderende. Han fik "med flid beset landsens skik og politi" (ligprædiken) og blev nærved perfekt i det franske sprog. Dertil kom, at han ifølge N. L. Slange blev "en vel forsøgt krigsmand" under Henrik IV i Frankrig hvor han skal have indlagt sig stor berømmelse. Efter en kort tid hjemme 1600 trak krigerlivet atter i ham: han tjente til 1605 under grev Maurits af Nassau i kamp mod spanierne og steg i graderne til major til fods og hest. På indtrængende bøn fra moderen kom han hjem, blev gift, men fik så lige efter ordre til at hverve et regiment på 2000 mand til Christian IV's kamp mod hansestaden Braunschweig. Kongen opgav dog sin plan, og regimentet blev opløst. Men på hjemvejen blev L. taget til fange af hanseatiske ryttere og måtte selv købe sig fri. Imidlertid var L. meget ærgerrig, og han fik lejlighed til at gøre indtryk på majestæten under Kalmarkrigen. 1611 hvervede han i Nederlandene to kompagnier, hvormed han deltog i kampene ved Älvsborg. Siden kæmpede han under Christian IV selv ved Kalmars belejring og erobring, og snart avancerede han. I foråret 1612 hvervede han flere tropper i Tyskland, så han nu havde et helt regiment under sig; og sammen med Joachim Bülov fik han kommando over det korps der belejrede og erobrede Sveriges smalle port mod vest, den strategisk meget vigtige Älvsborg fæstning med omegn. I juni foretog han desuden et indfald i Västergötland og blev i august kommandant på Älvsborg. Herfra gjorde han flere indfald i Sverige.

L.s giftermål med en datter af rigsråden Steen Brahe i forbindelse med hans dygtigt, snedigt og heldigt ledede operationer under Kalmarkrigen virkede i høj grad fremmende på hans karriere. Mens han 1608-10 havde taget til takke med Vestervig kloster, 1610-13 med Ørum som forleninger, blev han fra 1613 slotsherre på selve Älvsborg og fik desuden nabolenet Bahus under sig. Dermed havde L. overtaget kommandoen over det mest udsatte område i den dansk-svenske magtkamp. Christian IV ville nødigt af med det pantsatte Älvsborg igen, og kunne svenskerne ikke betale de fire terminer af Älvsborgs løsen til tiden, hvilket var højst tvivlsomt, tydede alt på at de ville søge en tilbageerobring ved kup og krig. Stillingen krævede derfor den største årvågenhed og militære kompetence. I december 1616 nåede L. sin karrieres toppunkt. Kongen udnævnte ham til rigsråd, og ved hemmelig afstemning valgte rådskollegeme ham til sit næstfornemste medlem, til rigens marsk. Valget var dog ikke frit, idet Christian IV tydeligt nok selv havde peget på netop L. til stillingen. Den havde i længere tid stået tom, men blev nu besat under indtryk af det spændte forhold til Sverige. Skønt slemt plaget af sygdom fra begyndelsen af 1615 lå den energiske marsk ikke på den lade side i sine få år som rigsråd. Han overværede den nye gottorpske hertugs hyldning og nåede både at føre de vigtige forhandlinger med landdagen i Slesvig og om de store inddæmningsarbejder ved Bredsted der bl.a. af militære grunde optog kongen. I Nordtyskland var han tilmed 1618 indviklet i det diplomatiske spil mellem Hansestæderne, Nederlandene og Danmark om den af Christian ivrigt begærede erhvervelse af koadjutoriet i Bremen ærkestift.

Selv om den nye marsk nød sin konges tillid, blev det dog hurtigt klart, at han stod langt fra dennes syn på udenrigspolitikken. Da Christian IV i februar 1618 utvivlsomt ville have rigsrådets samtykke til en hvervet hær og til en angrebskrig mod Bremen baseret på 24 000 mand tropper, tilmed tildels bekostet af den skattefrie adel, fik L. sammen med kansler Christen Friis og Anders Bille den penible opgave at overrække den rasende konge rådets afvisende svar. L. delte ikke blot rådsflertallets modstand mod Christians aktivistiske Tysklandspolitik, men gjorde også hvad han kunne for at afværge den truende krig mod Sverige i januar 1618 da det så ud til, at svenskerne ikke var i stand til at betale 3. termin af Älvsborgs løsen. L. var desuden på linje med rådet i ønsket om en udsoning med Hansestæderne, utvivlsomt for desto lettere at få den eftertragtede alliance med Nederlandene i stand. I betragtning af kongens selvrådighed var det også i rigsrådets interesse, da L. kort før sin død gjorde sig til talsmand for, at rådet blev holdt bedre orienteret om de stadig farligere udenrigs-politiske forhold. Det ville øge rådets indflydelse på politikkens formulering. Måske for at undgå en for rådet at se uheldig borgerlig tysk okkupation af stillinger i det ekspanderende statsmaskineri arbejdede L. endvidere stærkt for at få den velbegavede danske ungdom, også de fattige skolebørn, til at gå frem "i gudsfrygt og boglige kunster" (ligprædiken). 1619 skænkede han 1 000 rdl. til Ålborg skole. L. førte da udpræget rådspolitik, og måske som straf herfor, måske som følge af sit stadig slettere helbred forflyttedes han i 1618 til sin tidligere forlening Vestervig. Når der de følgende år ikke udnævntes nogen ny marsk efter L.s død 1619, hang det troligt sammen med Christian IVs slette erfaringer med den indflydelsesrige rigsråds antikongelige synspunkter. - L. ejede udover fædrenegården Odden i Vendsyssel bl.a. Stensbæk i Horns herred og Frøslevgård i Morså sønder herred. Han købte 1614 og 1615 Birkelse og Hovgård i Kær herred og havde antagelig arvepart i sædegården Eskær i Horns herred, ligesom i Bodum Bisgård i Refs herred. Hustruen Sophie Brahe, der overlevede ham i 40 år, sad inde med mere end 2000 tdr. hartkorn. I betragtning af L.s og især Sophie Brahes optagethed af godsdrift og godskøb kan det næppe undre, at marsken trods sin krigsglæde ønskede en fredelig udenrigspolitik. En sådan tilgodeså nemlig storgodsejernes øjeblikkelige økonomiske standsinteresser i modsætning til den aggressive kongelige udenrigspolitik i Tyskland og over for Sverige. Den havde L. som rådsflertallet ikke blik for nødvendigheden af, hvis man ville hindre det ekspanderende Sverige i at ændre den nordiske magtbalance og i at skabe forudsætning for den lemlæstelse af Danmark der blev resultatet af rådets modstand mod Christian IVs udenrigspolitik. - De nye Lunger (ɔ: Dyrerne) uddøde på sværdsiden med marskens eneste søn Oves død 1637.