Jørgen Marsvin (rigsråd)

Jørgen Marsvin, ca. 1529-2.9.1581, rigsråd. Død på Dybaek, begravet i Ostra Vemmenhög k. I sin ungdom gjorde M. gennem en lang årrække tjeneste som hofsinde. 1548 var han med i det store følge der ledsagede prinsesse Anna på hendes brudefærd til Sachsen. 1551 hørte han til Christian IIs opvartende junkere på Kalundborg slot; 1554 fulgte han dronningen til et tysk fyrstebryllup. 1556 var han skænk. Hofsinde kaldes han lige til 1560 da han forlenedes med Tranekær. I syvårskrigen deltog han fra 1564 som ritmester for den jyske fane, en stilling han må have røgtet til kongens tilfredshed; ellers var han næppe 1565 blevet lensmand på det strategisk vigtige Helsingborg slot som han 1567 ombyttede med Landskrona og Lundegård (til 1576). s.å. overtog han kommandoen over den skånske fane, og i begyndelsen af 1568 fik han en større opgave betroet idet han som feltøverste for to faner ryttere og fire fænniker knægte skulle søge at undsætte Daniel Rantzau på dennes berømte vinterfelttog. Han rykkede også ind i Småland og nåede frem til Värnamo hvorfra dog overlegne fjendtlige stridskræfter tvang ham tilbage over grænsen. Efter freden i Stettin optoges han -juni 1572 - i rigsrådet; s.å. var han medlem af en kommission der sendtes til Bornholm for at ordne oens retspleje og afhjælpe indbyggernes klager. 1576 blev han stiftslensmand på Fyn. I det hele var M., der i felten havde vist sig som en brugbar officer, dog sikkert mindre anvendelig i fredens gerning. Bønderne under Odensegård klagede højlydt over hans nærighed med kost og husrum når de skulle køre eller arbejde for ham; dette forhold pådrog ham 1578 en skarp kongelig irettesættelse og har måske medvirket til hans umiddelbart påfølgende forflyttelse til Sölvesborg hvor hans virkefelt blev snævrere. Heller ikke var det nogen fordel at være i familie med ham; hans slægt anklagede ham under en flerårig proces for at have misbrugt sin stilling som værge for fasteren Anne M. Ikke mindst har han gjort sig uheldigt bekendt som en af hovedmændene for de smålige anstrengelser som hans hustrus modrene slægt 1573-75 udfoldede for at få omstødt stiftelsen af Herlufsholm, her fulgte heldet ham dog ikke. Den rigdom han ellers ved sine til dels mindre fine midler forstod at samle sig anvendte han bl.a til opførelsen af en ny, tårnrig hovedbygning på Hollufgård. Sit egentlige hjem havde han dog på Dybæk i Skåne, som han havde arvet efter sin mor.