Jørgen Philipsen, f. 21.6.1903, landbrugskonsulent. Født i Ragebøl, Dybbøl sg. P. blev uddannet ved praktisk landbrug og tog efter et landbrugsskoleophold på landbohøjskolen, hvorfra han blev dimitteret som landbrugskandidat 1932. Han blev først ansat som assistent i husdyrbrug ved De samvirkende landboforeninger i Fyens stift, og fra 1935 virkede han som husdyrbrugskonsulent for Sønderjysk fællesledelse af kvægavl samt Fælleslandboforeningen for Nordslesvig og Fællesledelsen for avlen af hollandsk malkekvæg. Hans indsats i denne stilling i forbindelse med hans alsidige kendskab til dansk kvægavl bevirkede, at han 1940 blev udpeget til den ansete stilling som konsulent i kvægavl for De samvirkende sjællandske landboforeninger hvor han virkede til 1973. Udover arbejdet med dyrskuer og avlsbesætninger samt afkomsundersøgelser for de anvendte tyre varetog han hvervet som sekretær for Forbundet af Sjællandske kvægavlsforeninger og fra 1955 for Sammenslutningen af kvægavlsforeninger for de østlige øer. Han var medarbejder ved Den ny landmandsbog og ved "Kvæget". – Foruden sit travle faglige virke har P. været stærkt optaget af det nationale arbejde i Sønderjylland. Han var således fra 1945 formand for Sønderjysk forening i Roskilde, ligesom han i en årrække var formand for Sammenslutningen af sønderjyske foreninger i Københavns amt og medlem af hovedbestyrelsen for Grænseforeningen.

Familie

Forældre: gårdforpagter, senere gårdejer Hans Frederik P. (1872-1962) og Christine Køcks (1872-1964). Gift 10.5. 1935 i Dybbøl k. med Gerda Marie Jeppesen, født 29.9.1904 i Thisted, død 8.1.1976 i Roskilde, d. af lagerarbejder Chresten Madsen J. (1863-1932) og Christiane Larsen (1868-1958).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

K. M. Andersen i Ugeskr. for landmænd CVIII, 1963 379.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig