Jørgen Staffeldt, 30.12.1912-25.12.1944, forlagsdirektør. Efter realeksamen 1930 blev Jørgen Staffeldt bankuddannet, først i Privatbanken, siden i Bikuben hvor han var ansat indtil 1942, senest i forvaltningsafdelingen. 1937–38 læste han på Handelshøjskolen og tog HD-eksamen i regnskabsvæsen 1938.

Politisk tilsluttede Jørgen Staffeldt sig Dansk samling og overtog i okt. 1942 en stilling som direktør for partiets forlag Samleren. Gennem denne politiske tilknytning blev han tidligt engageret i illegalt arbejde på linje med sin bror hvis boglade blev et vigtigt illegalt kontaktsted.

Det illegale arbejde begyndte med udbredelse af illegal litteratur, men fik hurtigt et videre sigte. Da Danmarks frihedsråd i sept. 1943 havde sit konstituerende møde blev Jørgen Staffeldt af partiets leder, Arne Sørensen, anmodet om at repræsentere partiet på dette møde som Arne Sørensens mest betroede medarbejder. Samtidig var Jørgen Staffeldt blevet involveret i sabotageorganisationen Holger Danskes arbejde, og da organisationens leder, Jens Lillelund, i efteråret 1943 måtte flygte til Sverige, påtog Jørgen Staffeldt sig sammen med sin bror en rekonstruktion af organisationen og opretholdt organisationens forbindelse til frihedsrådet. I febr. 1944 blev han imidlertid arresteret efter stikkerangivelse, og i august blev han efter dom ved tysk krigsret ført først til Frøslevlejren, men allerede i sept. til koncentrationslejren Porta Westfalica via Neuengamme. Her døde han 1. juledag 1944 af tuberkulose.

Broderen Mogens Staffeldt, født 4.5.1915, død 20.7.1986, tog 1932 realeksamen fra Ordrup gymnasium og kom s.å. i boghandlerlære hos G.E.C. Gad. I årene 1936–38 var han medhjælper hos Andr. Fr. Høst & Søn og fra 1938 fuldmægtig i Thaning & Appels boglade på Købmagergade. 1942 grundlagde han Nordisk Boghandel der først havde domicil i Jernbanegade, derefter på Kgs. Nytorv, senere i Store Kongensgade og til sidst på Østergade. Standen fik hurtigt blik for Mogens Staffeldts organisatoriske evner og 1962 blev han formand for Københavns boghandlerforening og året efter næstformand i Den danske boghandlerforening. Som leder af en stor international boghandel blev Mogens Staffeldt 1976 udnævnt til kgl. hofleverandør.

Ligesom broderen kom han hurtigt ind i modstandsarbejdet. Han var selv medlem af Holger Danskes sabotagegruppe og af hærens efterretningstjeneste og Nordisk Boghandel blev kontaktsted for sabotagegrupper, efterretningstjenesten og for faldskærmsfolk. 1944 blev Mogens Staffeldt arresteret af Gestapo og via Vestre fængsel og Horserød sendt til Frøslev. S.å. blev han løsladt og fungerede til besættelsens ophør som betroet medarbejder hos Ebbe Munck i Stockholm.

Familie

Jørgen Staffeldt blev født i Hellerup, døde i Porta Westfalica, blev overført til Danmark 1947 og begravet i Mindelunden i Ryvangen.

Forældre: overretssagfører Carl Bernhard Staffeldt (1875–1945) og Laura Johanne Rindom (1878–1966). Gift 26.10.1937 med Jessie Gerda Brinkmann, født 4.1.1916 i Kbh. (gift 2. gang 1976 med læge Einar Keller-Sørensen, født 1907), d. af grosserer Wilhelm B. og Henny Margrethe Andersen.

Ikonografi

Tegn. af Jørn Glob ca. 1950 (Fr.borg).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig