Jørgen Torpe

Jørgen Torpe, 5.10.1907-9.6.1979, forstander. Jørgen Torpe tog præliminæreksamen 1924 og lærereksamen fra Vordingborg seminarium 1931. Han gennemgik derefter 1931–32 et kursus på Statens gymnastikinstitut. Efter at have haft forskellige vikariater blev han 1939 ansat som lærer ved Gentofte kommunale skolevæsen, fra 1940 på kommunens hjælpeskole Søgårdsskolen. 1937–40 tog han årskursus i pædagogik og 1940–42 årskursus i psykologi på Danmarks lærerhøjskole.

I årene indtil 1944 udarbejdede han et dansksystem for hjælpeskoler og blev 1944 medlem af undervisningsministeriets udvalg om fremskaffelse af egnet materiale til undervisning i dansk i hjælpeskolen. Fra 1949 skrev han i samarbejde med sin kone og Asger Byrnak fra Søgårdsskolen et læsebogssystem: Så læser vi i musebogen for folkeskolen. 1947 blev han ansat som forstander ved det nyoprettede skolehjem, fortrinsvis for svagt begavede og sent udviklede børn, Kjettrupgård, beliggende mellem Blokhus og Løkken ca. 1 km fra Vesterhavet.

Jørgen Torpe var tilhænger af bevægelsen frihed i skolen der startede sit virke sidst i 20erne, og som havde sit udgangspunkt i ønsket om at reformere den gamle folkeskole og gøre børn og unge frigjort fra de gamle negative autoritetssnærende bånd. En skole der kunne fastholde børnenes spontaneitet og lade al indlæring – også den sociale – foregå via en effektivt tilrettelagt "leg" der skulle hindre hidtidige hæmmede og neurotiske fejludviklinger.

Da Jørgen Torpe modtog den første elev på Kjettrupgård var han ikke i tvivl om at det var neurotiske børn han skulle arbejde med. For disse børn anså Jørgen Torpe frihedspædagogik som særlig hensigtsmæssigt. Senere måtte han erkende at de meget dårlige børn man arbejdede med ikke på fornuftig vis kunne bruge friheden til at forbedre deres egen totale situation, tværtimod. Efter at han i de sidste år på Kjettrupgård havde deltaget i en studiekreds bl.a. om Fritz Redl's bog "Children who hate" blev han klar over at det var et tilsvarende klientel man arbejdede med på skolehjemmet. Det var således ikke neurotiske børn, men følelsesmæssigt skadede meget tidligt karakterændrede børn, hvoriblandt nogle klart tegnede sig med psykopatiske træk.

1956–58 arbejdede han med megen dygtighed og indfølingsevne som pædagogisk inspektør i direktoratet for børne- og ungdomsforsorgen. 1958 ønskede Jørgen Torpe påny at arbejde på en pædagogisk institution og søgte og fik stillingen som forstander på Himmelbjerggården. Her var de hidtidige bevillinger for begrænsede til at han kunne gennemføre sine ideer med den for disse børn nødvendige pædagogik. Forholdet blev løst ved hjemmets godkendelse som behandlingshjem for tidligt karakterændrede børn (fra 1.4.1961 at regne), hvorved der blev mulighed for at få tillagt hjemmet større normeringer og større driftsbevillinger end andre typer hjem. Denne godkendelse må betragtes som en anerkendelse fra de centrale myndigheder af Jørgen Torpes arbejde for denne gruppe børn der havde behov for faste rammer og for nære menneskelige kontakter.

Jørgen Torpe var en flittig skribent, og 1967 udgav han en bog Det er aldrig for sent, om sine erfaringer fra arbejdet med de tidligt skadede. Gennem beskrivelsen af disse søger han at vise at udviklingen derhenimod er som en snigende sygdom hvor det gælder om hurtigt at få diagnosticeret udviklingstendensen i fald det overhovedet skal være muligt at sætte effektivt ind derimod. I sin tid som redaktør af Socialpædagogen (1960–65) og af Børn i tiden (1970–75) skrev han hver 14. dag en artikel om aktuelle børneforsorgsproblemer. Endvidere deltog han i fagligt organisationsarbejde.

Han var medlem af bestyrelsen for Foreningen af skole- og behandlingshjem fra 1962, formand 1963–73. Yderligere var han medlem af Børnesagens fællesråd 1965–75. Endelig var han 1965–75 medlem af det af socialministeren nedsatte børne- og ungdomsforsorgens pædagogiske nævn samt 1966–77 børneforsorgskyndigt medlem af landsretterne.