Jørn Rubow, 13.11.1908-7.3.1984, museumsdirektør. Født i Kbh, død i Ordrup, begravet på Gentofte kgd. R. blev student 1926 (H. Adlers fællesskole). For hans kunsthistoriske uddannelse fik talrige studierejser til udlandet en væsentlig betydning. Fra 1927 var han medarbejder ved Statens kunsthistoriske fotografisamling, fra 1928 assistent ved kunstakademiets bibliotek. Han blev 1935 inspektør ved Kunstindustrimuseet og allerede s.å. ved Den kgl. kobberstiksamling på Statens museum for kunst. 1943 blev han Ny Carlsbergfondets sekretær, men vendte 1949 tilbage til Statens museum for kunst som inspektør ved Den kgl. malerisamling. 1952–78 var han museets direktør. Det viste sig at han stod godt rustet til denne krævende post. Det lykkedes ham 1966–70 at gennemføre den vidtgående ombygning af V. Dahlerups bygning. Ved at overbygge gårdene til velbelyste dagslyssale, og ved at inddrage den store krans af sale i stueetagen, der tidligere var forbeholdt Den kgl. afstøbningssamling – hvilket også medførte stærkt forbedrede forhold for Den kgl. kobberstiksamling – blev museets udstillingsareal næsten fordoblet. Ingen af museets tidligere direktører har i højere grad end R. haft opmærksomheden henvendt på kunstværkernes røgt og pleje. I samarbejde med museets konservatorer skete store forbedringer. Indretningen af moderne konserverings- og restaureringsafdelinger havde hans varme interesse. Den side af museet der vender direkte mod publikum varetog han med kyndighed og omhu. Hans forbilledlige ophængninger af dansk og udenlandsk kunst vil længe blive husket. Han udbyggede de forhåndenværende samlinger af udenlandsk og dansk kunst. Fint supplerende erhvervelser skaffede han, bl.a. af hollænderne Meindert Hobbema og Emanuel de Witte, italienerne Gian Antonio Guardi, Pompeo Batoni og Giambattista Tiepolo, nordmanden J. C. Dahl og af dansk guldaldermaleri navnlig hovedværker af Christen Købke. En væsentlig lakune udfyldtes gennem Elise Johansens gave af dansk abstrakt kunst. Med værker af M. Estéve, J. Vil-Ion og H. Laurens blev J. Rumps samling af moderne fransk kunst forøget. R. udsendte 1936 sin bog C. F. Hansens Arkitektur (Kunst i Danmark, ny række XII). I den af E. Zahle redigerede Danmarks Malerkunst, 1937, skrev han om Eckersberg og hans Samtid der viser hans kærlighed til denne periode. Som ung nedfældede han hyppigt sine indtryk og vurderinger af udstillinger og nyudkomne bøger fra Danmark og udlandet i "Tilskueren". Senere skrev han talrige artikler i Kunstmuseets årsskrift. – R. var 1950–65 medlem af bestyrelsen af Liselund, 1956–65 medlem af bestyrelsen for Statens kunstfond, desuden var han medlem af bestyrelsen for Den Hirschsprungske samling, Malerisamlingen på Nivågård, Fåborg museum og Kunstindustrimuseet samt 1964–76 formand for Statens kunstmuseumsnævn.

Familie

Forældre: læge, senere sundhedsminister V. R. (1871–1929) og Caroline C. Roed (1870–1954). Gift 19.4.1934 på Frbg. (b.v.) med Annelise Lykke Krieger Lassen, født 3.12.1906 i Fåborg, d. af brygmester, senere driftsinspektør på Tuborg Frederik Carl Christian Ludvig L. (1872–1954) og Astrid Valborg Preben-Hansen (1872–1960). – Bror til Paul V. R.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Jan Zibrandtsen i Berl. tid. 13.11.1968 og 15.5.1970. Virtus Schade i Weekendavisen 2.2.1973.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig