J.A. Kiøge

J.A. Kiøge, Jens Adolph Kiøge, 4.11.1746-4.10.1789, guvernør. Født i Svendborg (Skt. Nikolai), død i Kbh., begravet sst. (Garn.). I sommeren 1766 ansattes K. af Det bargumske Handelssocietet som underassistent i Guinea hvortil han kom s.å. med fregatten Christiansborg. Langsomt men sikkert tjente K. sig op i graderne som koloniembedsmand. 1770 udnævntes han således til faktor. I den følgende periode hvor han gjorde tjeneste ved den østlige del af de danske besiddelser grundlagde han logen Popo ved Anecho på Slavekysten, ca. 100 km øst for Keta; dette skulle blive den østligste af de danske besiddelser. Senere fungerede han som overkøbmand ved hovedfortet Christiansborg, og under krigen med hollænderne forsvarede han tårnet Prøvesten ved byen Orsu; herunder blev han 1777 såret. Men da Holland 1780 tilsluttede sig det væbnede neutralitetsforbund fik det alvorlige konsekvenser for dets besiddelser i Afrika. 1782 angreb og ødelagde englænderne nemlig det tæt ved Christiansborg beliggende hollandske fort Crévecoeur. K., der i december 1780 ved guvernør Johan Conrad v. Hemsens død var blevet interimsguvernør (guvernør fra 1781), udnyttede hollændernes vanskeligheder. Han afslog således i 1782 at forlænge en våbenstilstand med dem og okkuperede bl.a. deres besiddelser i Temma, Tessing og Ponny og tog de "hollandske" negre under den danske konges beskyttelse. I København satte man pris på at Danmark nu (bortset fra det lille engelske fort Prampram) havde en samlet kyststrækning i Vestafrika på næsten 200 km fra Christiansborg ved det nuværende Accra i vest og til Keta på den anden side af Voltafioden i øst.

Efter erobringen af de hollandske besiddelser koncentrerede K. sig om området ved Voltafloden. Her havde Awunastammen gentagne gange angrebet logen Ada. Først etablerede K. et forbund med en række andre stammer, og derpå lagde han 15.10.1783 grundstenen til et nyt fort, Kongensten, som skulle afløse logen Ada. Dernæst indledte han 1784 et større felttog mod Awunanegrene. Dette felttog er udførligt skildret i kirurgen P. E. Iserts breve, og den afrikanske tradition om krigen findes i en bog af C. C. Reindorf fra slutningen af 1800-tallet. Felttoget førte til en sejr for danskerne og de "danske" negre, og man sikrede sig ret til at anlægge et dansk fort til afløsning af logen Keta, 22.6.1784 kunne grundstenen til fortet Prinsensten derfor lægges. Etableringen af dette fort er som påpeget af A. W. Lawrence usædvanlig, idet den skete imod afrikanernes ønske; disse var nemlig interesserede i at handle med alle europæere og ville derfor ikke give nogen enkelt europæisk nation lov til at anlægge en befæstet station der gav den pågældende nation handelsmonopol. Myndighederne i København anerkendte K.s indsats i Voltaregionen ved at give ham titel af oberstløjtnant. Også i de følgende år arbejdede han energisk på at udvide de danske etablissementer; således anlagde han 1787 et lille fort, Augustaborg, ved Tessing ligesom man lagde grundstenen til et andet fort, Isegram eller Isegrå, ved Ponny. K. var imidlertid blevet svagelig; han søgte sin afsked og forlod Guldkysten i april 1788. Han havde dermed uden afbrydelse i næsten 22 år været i Vestafrika, og han nåede at tjene først et handelskompagni, dernæst kongen, derpå et andet handelskompagni og endelig de private købmænd der overtog dette selskab. I de år K. var guvernør blomstrede den danske slavehandel som aldrig før. Dette skal ses i sammenhæng med at den nordamerikanske uafhængighedskrig skabte gode konjunkturer for det neutrale Danmarks kolonihandel. At K. imidlertid også var god til at udnytte situationen ses af det forhold at salget af slaver fra de danske etablissementer endnu i 1787 var på samme niveau som de foregående år skønt fredsslutningen for længst havde ført til en afmatning af dansk kolonihandel. Det er i øvrigt også værd at bemærke at stigningen i slaveomsætningen var størst ved de østlige etablissementer K. gjorde så meget for at udvide. Da K. var kommet hjem til Danmark blev han i januar 1789 ved kgl. resolution afskediget med ventepenge. Hans sidste tid blev imidlertid forbitret af en strid om den formue han havde tjent i kolonierne. Ved en undersøgelse kom man nemlig til det resultat at denne formue var større end det beløb han lovligt kunne have tjent. Pingel, Meyer, Prætorius & Co., der havde overtaget guineahandelen efter Det østersøisk-guineiske Kompagni, nægtede derpå at udbetale ham et større beløb (næsten 40 000 rdl.) som han inden sin afrejse fra Afrika havde indbetalt i Christiansborgs kasse. K. anlagde derfor sag, men endnu i 1789 døde han.

Mens K. var embedsmand og guvernør på Guldkysten udvidedes de danske besiddelser meget betydeligt, og man begyndte nu i stigende grad at tage negerstammerne i ed som den danske konges undersåtter. Hermed var man begyndt at tage skridtet fra lejede handelsstationer til en egentlig kolonial besiddelse. I det hele taget synes K.s politik over for afrikanerne at være lykkedes bedre end for andre danske koloniembedsmænd; K.s politik bestod i en blanding af trusler og rigeligt med bestikkelser, og han viste store evner til at være "afrikansk" med afrikanerne fx når han ved palabre (forhandlinger) bilagde stridigheder med og imellem negrene. Endelig tog den dansk-afrikanske slavehandel et stort opsving i K.s guvernørperiode. I 1785 så englænderne med betydelig ængstelse på omfanget af handelen ved de danske etablissementer. Dette var næppe ubegrundet for under K., som af historikeren Georg Nørregård er blevet karakteriseret som "den virksomste af alle danske i Guinea", kulminerede den dansk-afrikanske slavehandelskoloni på Guldkysten. Med rette fremhævede nekrologerne hans initiativ og virkelyst. Afrikanerne gav ham tilnavnet "den stærke". Isert fremhævede hans tapperhed og indsigtsfuldhed, og H. C. Monrad, der var præst på Guldkysten i begyndelsen af 1800-tallet, fremhævede at mange ældre negre endnu huskede K. med ærbødighed, og at negrene troede af K.s ånd efter hans død var vendt tilbage til sletten ved Voltafloden. Selv om der i K.s administration af forholdet til negerbefolkningen er ting der peger frem mod 1800-tallets kolonialisme består hans hovedindsats dog alligevel i at have bragt dansk handelskolonialisme i Vestafrika til sin kulmination. – Agent 1776. Guldmedaljen pro meritis 1779.