J.A. Mühlensteth, Johannes (Johan) Andreas Mühlensteth, 7.4.1746-11.1.1819, apoteker. Født i Vejle, død i Kbh. (Frue), begravet sst. (Ass.). M. blev student 1761 fra Fredericia, var derefter to år discipel på hofapoteket i Kbh. hvorpå han tog hjem til Vejle hvor han bestyrede apoteket i tre år for moderen; de næste fem år havde han plads på Viborg Svaneapotek indtil han 1773 tog kandidateksamen. 1775 søgte han bevilling på apoteket i Viborg, men den blev afslået. 1781 købte han Svaneapoteket i Kbh. og fik samtidig lov at flytte det fra det gamle Højbrostræde til dets nuværende plads i Østergade, og det nye apotek åbnede han 1782. 1783 holdt han kemiske forelæsninger på universitetet. M. var assessor pharmaciae i Collegium medicum indtil 1803. 1795 købte han to lystejendomme, Store og Lille Tuborg på Strandvejen hvoraf han beboede Store Tuborg til 1801. – Foruden at være en dygtig apoteker interesserede M. sig i høj grad for luftballoner, og han var den første her i landet som i lighed med brødrene J. M. og J. E. Montgolfier udførte forsøg med balloner. 1783 foretog han den første opsendelse af sin luftmaskine der omtaltes i datidens presse.

Familie

Forældre: apoteker Hans Christian M. (1708-61) og Marie Hansen Warmark (1720-83). -15.5.1782 i Kbh. (Frue) med Maria Christina Bruun, født 1.8.1754 i Tårnby, død 5.4.1829 i Kbh. (Frue), d. af amtsforvalter Malthe Christian B. (1723-66) og Else Cathrine Olufsdatter Larsen (1720-1800).

Bibliografi

Berl. tid. 5.1.1784. E. Dam og Aa. Sehæffer: De danske apotekers hist. I, 1925 573-75.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig