J.B. Basedow

J.B. Basedow, Johann Bernhard Basedow, 11.9.1724-26.7.1790, pædagog. Født i Hamburg (Nic), død i Magdeburg, begravet sst. (Helligånds menighedens gamle kgd.). B. der stammede fra en gammel Lübeck-familie var opvokset i et lidet harmonisk hjem. Faderen var ikke uden dannelse og flittig og stræbsom, men hans hidsighed og strenghed øgedes ved moderens sygelige tungsind og periodiske raserianfald. Faderen havde bestemt B. til teolog, og otte år gammel kom han i Johannesskolen hvor han dog ikke fandt sig hjemme. 1740 flygtede han fra Hamburg og kom efter forskellige eventyr i huset hos en læge i Flensborg hvorfra han efter et års tids forløb vendte tilbage til skolen. Han gennemgik 1743–46 gymnasiet i Hamburg og var derefter to år ved universitetet i Leipzig, men han erhvervede sig aldrig en virkelig grundig viden på noget som helst område, en mangel han i øvrigt selv åbent erkendte. Allerede i sin skoletid gjorde han sig imidlertid bemærket ved sit hurtige nemme og ved den dristighed hvormed han gav sig i kast med ethvert spørgsmål der i øjeblikket interesserede ham. Han havde en sjælden evne til at imponere og overbevise, en evne der i høj grad beroede på hans medfødte veltalenhed. I sin universitetstid knyttede han forbindelse med den kreds af forfattere som skrev i tidsskriftet Bremer Beyträge, og han synes allerede i denne tid at være kommet til klarhed over at hans livsopgave var at virke som opdrager. Fra Leipzig drog han 1748 til universitetet i Kiel for at fortsætte sine studier, og mens han var der, blev han 1749 antaget som huslærer af hofråd Josias von Qualen til Borghorst ved Eckernførde. Hans elev var en livlig og velbegavet dreng, og B. havde i de godt tre år hans virksomhed på Borghorst varede fuld frihed til at benytte de undervisningsmetoder han selv anså for de bedste. Han gik med begejstring til sit arbejde, og det blev indledningen til den pædagogiske virksomhed som har gjort ham berømt. B.s metode gik i alt væsentligt ud på at lade eleven legende tilegne sig kundskaber; undervisningen foregik for en stor del under fri færden i mark, have og avlsbygninger hvor drengen gjorde sine iagttagelser som læreren knyttede sin belæring til. Spredt og springende, men tillige livfuld og interessevækkende var denne undervisning, og den skaffede hurtigt B. ry som en højtbegavet og original lærer. 1752 vandt han ved en dissertation over sin metode (De philosophiae studio, 1753) magistergraden ved universitetet i Kiel, og kort efter udgav han en brochure med titlen Kurze Nachricht, in wie ferne die Lehrart des Privat-Unterrichts welche in meiner Disputation unter dem Titel: Inusitata etc. vorgeschlagen worden, wirklich ausgeubet sey, und was sie gewirket habe. Fra den holstenske landadels herresæder nåede B.s ry til regeringen i Kbh. På Fr. Klopstocks anbefaling fik A. G. Moltke ham i begyndelsen af 1753 ansat som professor ved akademiet i Sorø, og her opholdt han sig i otte år. Han skulle undervise i moralfilosofi og det tyske sprog, og hans evne til at vække interesse og imponere gjorde sig straks gældende; de unge akademister følte sig i høj grad tiltalte af den unge professors livlige og kraftige veltalenhed og flokkedes til hans forelæsninger med en iver som vakte de andre læreres skinsyge. – B. udgav under sit ophold i Sorø sin Practische Philosophie für alle Stände, I–II 1758, og begyndte på et værk om den teoretiske filosofi der dog ikke blev fuldendt. Grunden hertil var at B. ved sin opførsel og ved de meninger han – undertiden på ret udæskende måde – fremsatte, efterhånden skaffede sig indflydelsesrige modstandere. 1757 var det efter hans eget ønske blevet overdraget ham at holde forelæsninger over teologi. Han lod sin indledningsforelæsning trykke, og heri udtalte han meninger som afveg stærkt fra de kirkeligortodokse. Han anser spørgsmål som Treenigheden, helvedstraffens evighed og skriftens inspiration som stridsspørgsmål, enhver må tage personlig stilling til; dog erklærer han at han tror på Jesu guddommelighed, og at han vil bekæmpe tidens "Freigeisterei" (deisme, naturalisme). Han viser sig i det hele som en individualistisk og kritisk præget oplysningsskribent der ud fra datidens moderne grundsætninger ville bekæmpe ateismen for moralens skyld. 1760 fik akademiet en ny overhofmester i grev Frederik Danneskiold-Samsøe, og denne strengt ortodokse mand følte sig i høj grad oprørt ved tanken om at en mand med B.s meninger fik lov at virke ved en opdragelsesanstalt for unge mennesker og lagde ham alle mulige hindringer i vejen. Undervisningen i teologi blev frataget B., og da han desuagtet vedblivende søgte at bibringe eleverne sine religiøse meninger blev han 1761 forflyttet til Altona som professor ved gymnasiet der. Hans arbejde i Altona indskrænkede sig til nogle få ugentlige timers undervisning, men den virksomme mand kunne naturligvis ikke holde sig i ro, og ved sine stridsskrifter mod den ortodokse kirkelære var han snart i strid med hele det hamburgske præsteskab. Også i Kbh. vakte hans skribentvirksomhed opsigt og uvilje, og 1768 fik han sin afsked men beholdt sin gage. B.s virksomhed foregik fra nu af i Tyskland. Her havde Rousseaus Emile, som i øvrigt overalt i Europa, vendt interessen bort fra de teologiske spørgsmål og samlet den om opdragelsesspørgsmålet. Og B. blev nu de nye opdragelses- og skoletankers herold. Han havde her fundet eller rettere genfundet det virkeområde hvor hans særlige evner formåede at bringe ham frem i første række. Han udgav 1770–74 sit Elementarwerk og 1773 sin Methodenbuch og grundlagde 1774 sit Philantropinum i Dessau. Trods alle mangler fik disse værker og denne skole den allerstørste betydning, og B. blev gennem dem banebryder for nye og forbedrede opdragelsesmetoder. I dansk åndslivs historie har B. sin plads i den kreds af tyskfødte og tysktalende mænd som med den ældre Bernstorff som midtpunkt og med digteren Klopstock som det betydeligste medlem spillede en så fremtrædende rolle i Frederik Vs regeringstid. Sin største betydning for Danmark har B. dog fået ved den virksomhed han udfoldede efter at hans Danmarksophold var afsluttet. Den interesse for opdragelses- og skolespørgsmål som han og hans medarbejdere forstod at fremkalde greb i ganske særlig grad sindene her i Danmark, og hele den ivrige pædagogiske drøftelse som går forud for skoleloven af 1814 skyldes for en stor del det røre som B., "Pædagogikkens Mirabeau", havde vakt. Danmarks betydning for B. var langt mere direkte. Han var i Sorø fra sit 29. til sit 37. år, modtog her indtryk som blev bestemmende for mangt og meget i hans senere liv, og han vandt her en forståelse og støtte som han vanskeligt kunne have undværet. Han omtaler jævnlig sin Sorøtid med anerkendelse af dens betydning for hans udvikling og priser med uskrømtet taknemmelighed "mein geliebtes dänisches Vaterland".