J.B. Daugaard

J.B. Daugaard, Jacob Brøgger Daugaard, 17.9.1796-5.1.1867, biskop. Født i Randers, død i Ribe, begravet sst. Efter tilskyndelse af provst P. J. Kruse der havde lagt mærke til D.s gode hoved blev han sat i Randers latinskole 1810 hvorfra han blev student 1816. Sine sommerferier tilbragte han gerne hos præsten H. H. Hassager i Vejerslev hos hvem han fik udviklet den sans for det holbergske lune der siden blev så karakteristisk for ham. En del af sine studenterår var han en stadig gæst hos sin velynder, historikeren Laurits Engelstoft hvis adoptivsøn, den senere biskop Ch. T. Engelstoft han forberedte til universitetet sammen med baron C. Holsten. 1821 tog D. teologisk embedseksamen, og 1822 blev han adjunkt i Sorø. Den nøje tilknytning D. havde haft til det Engelstoftske hus havde været i høj grad udviklende for ham, endnu mere betydningsfulde blev dog hans lærerår i Sorø. Han levede i venskabelig og frugtbar forbindelse med den række begavede mænd der var knyttet til akademiet, han fik rig lejlighed til på flere områder at uddybe sine egne studier, og han gjorde fortræffelig fyldest som lærer. Han besad en egen evne til at vinde sine disciples hengivenhed, og som inspektionshavende adjunkt på kostskolen tog han sig med en næsten moderlig omsorg af alumnerne. Fra Sorøtiden stammer også det værk som har sikret D.s navn en varig plads. Ved omgangen med Engelstoft havde D. fået interesse for historisk granskning, han nærede planer om at skrive Sorø klosters og bys historie, og 1823 gav han sig, stærkt opmuntret af sin nære ven H. F. J. Estrup, i kast med at besvare Videnskabernes selskabs prisopgave at levere en fuldstændig og nøjagtig Fortegnelse over alle Klostre i Danmark, oplyst ved Hovedbegivenhederne i deres Historie. Trods vanskelige arbejdsvilkår lykkedes det D. efter tre års forløb at få fuldført besvarelsen der 1826 belønnedes med selskabets guldmedalje. I noget ændret og udvidet skikkelse udgav han den 1830 under titel Om de danske Klostre i Middelalderen.

Senere syslede D. med tanken om at levere en ny udgave, men overdrog kort før sin død forfatterretten til Selskabet for Danmarks kirkehistorie for at dette kunne påtage sig udgivelsen. Skønt det er let nok at se manglerne ved D.s klosterhistorie, især den utilstrækkelige benyttelse af utrykt kildemateriale, må det dog siges at den er udarbejdet med ikke ringe dygtighed, og at den udfyldte et stort savn i den historiske litteratur. 1827 blev D. - ved sin velynder Poul C. Stemanns medvirken - kaldet til sognepræst i Thorstrup og Horne ved Varde, 1839 blev han provst for Skads, Vester og Øster Horne herreder, 1845 stiftsprovst i Ribe og sognepræst ved domkirken sst. og endelig 1850, efter begæring af samtlige provster i stifter, biskop over Ribe stift. Uden at høre til de meget fremragende repræsentanter for bispekollegiet udfyldte D. sin plads på en smuk måde. Han var en retskaffen og besindig natur af afgjort konservativ støbning, i høj grad arbejdsom og samvittighedsfuld i sin embedsførelse. Som i tidligere år viste han også som biskop sjældne evner til at omgås de mest forskelligartede mennesker og til at bygge bro mellem modsætninger. Store personlige sorger bar han med en ejendommelig ligevægt, og ved sin blanding af alvor og lune virkede hans personlighed tiltrækkende på alle han kom i berøring med. Efter 1830 var hans kræfter helt beslaglagt af hans embedsvirksomhed, og han har siden da kun forøget litteraturen med enkelte småbidrag. Nævnes bør dog hans mindeskrift om biskop Tage Müller (1849) og en værdifuld afhandling om H. A. Brorson især på grundlag af aktstykker i Ribe bispearkiv (i Theologisk Tidsskrift, 1838, II, 119-48). En datter af D., Christine Margaretha Daugaard, født 30.1.1831, død 18.12.1917, udgav i 1850'erne og -60'erne dels under pseudonymet Erica, dels i eget navn en række digtsamlinger væsentligst af religiøst og fædrelandshistorisk indhold. I 1896 udsendte hun på grundlag af familiepapirer en omfangsrig levnedsskildring af faderen.