J.B. Secher, Jacob Bergh Secher, 12.10.1786-16.7.1861, landøkonom. Født på Kærbygård, Kasted sg, død på Vedø, begravet i Koed. S. blev student 1803, privat dimitteret, og studerede en tid jura, men opgav det for at hellige sig landbruget, og fra tid til anden ejede han flere ejendomme, således Marienborg ved Horsens og Katholm i Randers amt. Han skildres som en særdeles dygtig landmand, men under 1820ernes landbrugskrise kom han som så mange af sine standsfæller i vanskeligheder og måtte opgive sin ejendom, Katholm, der overtoges af statsgældsdirektionen. 1825 forpagtede og 1835 købte han gården Vedø ved Kolindsund hvor han levede til sin død. S. valgtes 1841 til stænderdeputeret og mødte ved stænderforsamlingerne i Viborg 1842, 1844 og 1846. Fra 1828 var han tiendekommissær og fra 1844 medlem af Randers amtsråd. – 1818 og 1819 skrev han i Landoeconomiske Tidender (VIII og IX) artikler om gødningens anvendelse og om staldfodring, og 1820 skrev han i Nye landoeconomiske Tidender (II) en afhandling imod rentefodens frigivelse. 1821 udgav han Noget om Aarsagerne til Landmandens nærværende Forfatning, et ved sin kritik af regeringsforanstaltninger frimodigt lille skrift i hvilket han hævder at årsagen til landbrugskrisen for en væsentlig del må søges i skatternes højde, tolden på landbrugets nødvendighedsartikler, den stigende arbejdsløn, de voksende udgifter til fattig- og skolevæsen i forbindelse med uheldige bestemmelser vedrørende ordning af landmændenes gældsforhold. – Krigsassessor 1814.

Familie

Forældre: proprietær Ancher Jørgen S. (1742–1803) og Anne Marie Mørch (1750–99). Gift 11.12.1807 i Ålsø med Inger Kirstine Jørgensen, født 1.11.1788 på Rosenholm, død 3.6.1826 på Vedø, d. af forpagter på Rosenholm, senere ejer af Katholm Jens J. (1754–1830) og Karen Kirstine Sørensdatter Møller (1765–1822).

Ikonografi

Træsnit i form af silhouet 1865.

Bibliografi

Otto Jørgensen: Jens Jørgensen og Karen Kirstine Møller til Katholm og Tyrregården i Følle, 1918 66–70. V. A. Secher: Medd. om slægten Secher (Siker), 2. udg. 1939 233–50.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig