J.C.A. Carlsen-Skiødt, Jens Carl Adolph Carlsen-Skiødt, 9.3.1866-15.4.1950, politiker, handelsgartner, forfatter. Født i Odense, død sst., begravet sst. (Ass.). C.-S. voksede op i beskedne kår i Bariøse og følte hele livet nær tilknytning til sin vestfynske barndomsegn. Han uddannede sig som gartner, etablerede sig 1892 og købte 1897 Krogsagergård ved Odense for at omdanne den til gartneri. Med kirkeligt, kommunalt og fagligt arbejde, lokalt som på landsplan, bag sig kom han ind i folketinget og var konservativt medlem af dette 1920-39, valgt i Odense amt. Fra 1919 til sin død var han en meget produktiv forfatter. C.-S.s mange tillidshverv begyndte med medlemskab af sognerådet i Vor Frue landsogn ved Odense 1905 hvis formand han var 1909-21. Han var i mange år en flittig lægprædikant og kom i hovedbestyrelsen for Santalmissionen, Østerlandsmissionen, Kirkeligt Landsforbund, Blå kors og Arbejde adler. 1921-39 var han formand for Almindelig dansk gartnerforening (nu Dansk erhvervsgartnerforening) der hædrede ham med æresmedlemskab og guldmedalje. Det var i hans formandstid man begyndte de store udstillinger i Forum i Kbh., kulminerende med den nordiske havebrugsudstilling 1937. Han var formand for erhvervsrådet for gartneri og havebrug 1933-39. Det var karakteristisk for C.-S.s offentlige virke at han ved flid og grundighed, ro og præcision indgød tillid og udfoldede initiativ på mange felter. Bag hans stilfærdige ydre lå megen målbevidsthed og fastholden ved principper som han ikke gik på akkord med. Sit omfattende forfatterskab begyndte C.-S. med Odense amts sogne-rådsforenings historie. Den fulgtes af en række historiske beskrivelser af sognene på Vestfyn, og 1925 udkom den første af hans folkeligt-skønlitterære bøger Da Skelby Sognekald blev ledigt. I alt skrev han 67 bd. romaner, fortællinger, digte og salmer, 1948 to bd. erindringer og helt fra de unge år til sin død skrev C.-S. dagbøger.

Familie

Forældre: gartneriarbejder, senere husmand Gorm Carlsen (1836-1914) og Dorthea Jensen (1825-1917). Navneforandring 1907. Gift 27.10.1892 i Ørslev ved Odense med Elisa Cathrine Sørensen, født 9.3.1859 i Tybrind, Ørslev sg., død 21.4.1951 i Odense, d. af skovfoged Søren Andersen (1818-97) og Mariane Hansdatter (Hansen) (ca. 1819-96).

Udnævnelser

R. 1919. DM. 1927. K.2 1937.

Ikonografi

Buste (Odense Ass. kgd.). Maleri. Foto.

Bibliografi

Kilder. J. C. A. C.-S.: Blade af mit livs billedbog I-11. 1948.

Lit. G. Fog-Petersen: Vor regering og rigsdag, 1938 305-07. Nekrologer i Fyns stiftstid. 16.4.1950 og af P. Bech i Gartnertid. 26.4.1950. Dagmar C.-S. i Hjemmenes julebog, 1956.

Papirer. Dagbøger i familieeje, vil indgå i landsarkivet for Fyn. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig