J.C. Schythe, Jørgen Christian Schythe, 6.2.1814-30.1.1877, geolog, chilensisk guvernør. Født i Kbh. (Frue), død i Valparaiso, begravet sst. S. blev student 1830, privat dimitteret, cand. polyt. 1834 og holdt derefter i vintrene 1835–39 og 1841–42 på foranstaltning af Selskabet for naturlærens udbredelse offentlige naturvidenskabelige forelæsninger rundt i provinsbyerne. Sommeren 1836 holdt han private forelæsninger for prins Frederik (VII) og foretog 1838, ifølge kgl. resolution, en rejse til Disko og Vaigattet i Vestgrønland for der at undersøge mulighederne for en lønnende kulbrydning; herom foreligger indberetning til rentekammeret (manuskript). 1839–40 berejste han sammen med Japetus Steenstrup en del af Island (afhandlinger herom i H. Krøyers Naturhist. Tidsskr. III, 1840–41) og besøgte atter 1846 dette land for, ifølge kgl. befaling, at studere Heklas udbrud (Hekla og dens sidste Udbrud den 2. Sept. 1845, 1847). For landhusholdningsselskabet berejste han 1842 Skanderborg amt og udgav 1843 beskrivelsen over dette amt. Hans virksomhed i de nærmest følgende år var hovedsagelig af skønlitterær art: således var han 1843–44 redaktør af Georg Carstensens Ny Portefeuille (hvor han 1839 havde offentliggjort Blade af min Dagbog paa en Rejse i Nord-Grønland i Sommeren 1838), og 1845–49 udgav han under mærket "Asmodi" eller "A*****" forskellige novelletter og skitser hvoraf kan nævnes Ungdoms-Minder, 1845 (2. udg. 1848) og Den politiske Skomager, et Genrebillede fra Aaret 1848, 1849. I maj 1850 forlod han Danmark for stedse, drog til Chile hvor han 1852 udnævntes til professor i fysik og naturvidenskab ved det litterære kollegium i Conception, men kun for snart efter, 1853, at blive chilensisk guvernør over territoriet Magellanes (Ildlandet) hvad han ansås for særlig egnet til på grund af sit kendskab til arktiske egne. Med en kort afbrydelse 1857–58 forblev han i ro i denne stilling til han 1865 tog sin afsked hvorefter han levede i Santiago til han 1870 blev bestyrer af den chilensiske nationalbanks filial i Chillan. Af helbredshensyn opgav han denne stilling 1874 og levede derefter til sin død i Valparaiso. – Virkelig kammerassessor 1846.

Familie

Forældre: købmand i Kbh., tidligere handelsassistent i Julianehåb Eilert Schytte (1780–1817) og Annette Christine Been (1779–1847). Gift N. N.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Alb. Schüthe og Alb. Fabritius: Geschlechterbuch der Familie Schüthe (Schytte – Schythe) I, Wilhelmsburg 1935 43f. Olaf Schythe i Geografisk t. I, 1877 202. Axel Garboe: Geologiens hist. i Danm. II, 1961 140–46 152–54.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig