J.F. Hansen (professor i skovbrug)

J.F. Hansen, Johan Frederik Hansen, 3.6.1810-19.2.1873, forstdocent, kreditforeningsdirektør. Født i Kbh. (Helligg.), død på Frbg. (Helligg.), begravet i Kbh. (Ass.). H. fik privatundervisning til eksamen artium, men tog ikke eksamen og påbegyndte i stedet en uddannelse i skovbrug. Efter to års praktik hos skovrider N. B. Ulrich, Bregentved skovdistrikt, blev han 1831 optaget på forstinstituttet i Kiel som var uddannelsessted for forstkandidater såvel for kongeriget som for hertugdømmerne. Instituttet blev nedlagt 1832, men H. bestod dog forstkandidateksamen og fortsatte sin uddannelse på en to og et halvt års studierejse. Ved forstakademiet i Tharand i Sachsen bestod han forsteksamen 1834 og rejste derefter i Tyskland, Østrig, Schweiz, Frankrig og Italien. Studierne afsluttedes med rejser og ophold i sjællandske skove. 1836-42 var han knyttet til statsskovbruget dels som assistent, dels beskæftiget med planlægning og skovtilsyn. De to sidste år var han assistent for overforstmester F. F. v. Krogh. 1832 var skovbrugsundervisningen flyttet fra Kiel til København hvor L. S. Fallesen var lærer i skovbrugsfagene til sin død 1840. 1842 blev H. udnævnt til forstdocent, fra 1848 med titel af professor. Han var enelærer i skovbrugsfagene og sekretær for forsteksaminationskommissionen som forestod undervisningen der foregik dels på universitetet og dels på Polyteknisk læreanstalt hvor de forststuderende fik undervisning i grundfagene sammen med de øvrige studerende. Meget imod kommissionens og H.s vilje blev skovbrugsundervisningen 1863 henlagt til Den kgl. veterinær- og landbohøjskole (oprettet 1858) og 1869 blev skovbrugsstudiet helt underlagt højskolen. H. protesterede, og hans forhold til højskolen blev aldrig godt. 1872 trak han sig tilbage fra sit embede hvori han efterfulgtes af P. E. Müller som allerede tidligere var udset til posten som forstdocent.

H.s forudsætninger for at bestride undervisningen var gode, og han ydede en betydelig indsats for skovbrugsfagenes udvikling. Ligesom Fallesen benyttede han den tyske forstmand J. Chr. Hundeshagens opdeling af skovbrugslæren i produktionslære, dvs. skovdyrkning og -benyttelse, industrilære, dvs. økonomi og planlægning, og politilære, dvs. lovgivning og statistik. Det var især inden for skovøkonomien H. gjorde Det var især inden for skovøkonomien H. gjorde en selvstændig videnskabelig indsats. Hans grundidé var "at det ved skovbruget som ved enhver anden industri må være opgaven ej blot at frembringe produktet med så få omkostninger som muligt, men også at frembringe netop det produkt som der haves brug for", således som han har udtrykt det i Et Afsnit af Læren om Skovbrugets Økonomi (udg. posthumt 1877). Det mål han her sætter forener datidens to herskende opfattelser vedr. skovøkonomiske spørgsmål: 1. at skaffe maksimal renteindtægt, og 2. at frembringe den største mængde af det mest værdifulde træ, i begge tilfælde på et givet areal. Som grundlag for sine skovøkonomiske beregninger opstillede han selv tilvækst- og udbytteoversigter og kom herved til en hugstalder for bøg, hvis hovedprodukt dengang var brænde, på 70-80 år eller langt mindre end man brugte. Allerede på landmandsforsamlingen 1852 havde han behandlet dette problem i et foredrag: "Er der tilstrækkelig grund til i almindelighed at holde på den længere omdrift i bøgehøjskov?" I sine biografiske notitser til H.s skovøkonomi karakteriserede P. E. Muller ham således: "Hansen var i almindelighed en afholdt lærer i sit fag; dog vandt han mindre sine tilhørere gennem sin fremstilling af læregenstandene end ved sin personlighed der navnlig kom klart frem på ekskursionerne. En ægte hjertelighed parret med et elskværdigt lune ... . I anledning af 100-året for fremkomsten af H.s skovøkonomi skrev lektor Finn Helles, lærer i skovpolitik ved landbohøjskolen: "Professor Hansens indsats betegner et meget tidligt højdepunkt inden for skovøkonomisk teori, også efter international målestok" (Ugeskrift for agronomer m.fl., 1977 724). Gagen som forstdocent var ikke høj og H. søgte indtægter ved anden virksomhed. 1847-50 forestod han reguleringen af de store vandløb i Kbh.s amt, og 1845-51 var han formand for tiendekommissionen sst. Fra sine studier i Tyskland kendte han kreditforeninger og deres virksomhed, og efter at der herhjemme 1850 var tilvejebragt et lovgivningsmæssigt grundlag var H. en af hovedmændene bag stiftelsen af Kreditforeningen af Grundejere i de danske Østifter 1851, og han blev straks formand for foreningens direktion. Da han trak sig tilbage fra skovbrugsundervisningen havde han tænkt at hellige alle sine kræfter til dette arbejde, men han døde kort efter. Kreditforeningssystemets solide udvikling i Danmark skyldes for en stor del H.s kloge ledelse af Østifternes Kreditforening 1851-73. Foreningen har hædret ham ved at lade Th. Stein udføre en marmorbuste af ham. Den står i forhallen til kreditforeningen Danmarks hus på Jarmers plads i Kbh.