J.J. Pindborg

J.J. Pindborg, Jens Jørgen Pindborg, 17.8.1921-6.8.1995, tandlæge. Født i Kbh. (Anna k.). P. blev student fra Østersøgades gymnasium 1940 og allerede tre år senere klinisk assistent ved Danmarks tandlægehøjskole efter samme år at have taget tandlægeeksamen dér. Knyttet til tandfyldningsafdelingen fandtes et yderst beskedent histologisk laboratorium hvor P. de følgende år skulle blive den stærkt inspirerende forsker og leder. Samtidig med at passe arbejdet på tandfyldningsafdelingen udførte P. på Medicinalco en række dyreeksperimentelle undersøgelser over rottetænders pigmentering relateret til blodleverfunktion, mens den histologiske bearbejdelse foretoges på tandlægehøjskolen. Laboratoriet omdannedes fra 1949 til en histologisk afdeling ved (nu) Kbh.s tandlægehøjskole hvor P. havde fået et udvidet samvirke med den kirurgiske afdelings dynamiske chef E. Husted. Fra 1948 stod det klart for P. at han ville dybdeforske i den orale histologi samtidig med udvidelse af klinisk virke inden for oral medicin. Fra 1947 stammer emnet for et af P.s hovedarbejdsområder: tobakken og dens betydning ikke blot for gingivitis men (fra 1962) også for begyndende kræftformer i mundhulen: den orale leukoplaki. Samtidig var P. reservetandlæge i søværnet (1946-59), hvorved han 1949 kunne publicere mundslimhindebetændelses (gingivitis) hyppighed og årstidsrelation hos godt 10 000 indkaldte orlogsgaster 1946-49. Allerede 1950 forsvarede han sin disputats Den kroniske fluor- og cadmiumforgiftnings indflydelse på den hvide rottes incisiver med særligt henblik på emaljeorganet. To år før havde han udgivet sin første lærebog De hårde tandvævs normalhistologi og patologi, 1948. Han arbejdede videre særlig med histologisk basisforskning vedrørende tænder og mundslimhinde, ofte i relation til sygdomme hvor medicinerne havde manglet indsigt i sådanne komplikationer og samhørsforhold, og publicerede sammen med medarbejdere en lang række artikler om tandsvulster, mundhulekræft og om orale lidelser ved medicinske sygdomme. 1953 blev P. skolens første laborator i tjenestemandsstilling. Han skabte voksende forståelse både nationalt og internationalt for kliniske sygdommes mundhulelæsioner, og han fik hermed tandlæger og læger til at arbejde sammen om den orale medicin eller som P. selv definerer begrebet: almensygdommenes orale manifestationer. 1949-50 var P. konstitueret professor i propædeutisk odontologi, fra 1953 chef for Rigshospitalets tandklinik og endelig fra 1959 professor i odontologisk (senere oral) histopatologi ved tandlægehøjskolen. Han varetog professoratet frem til 1991. Endvidere foretog P. betydningsfulde epidemiologiske studier af leukoplakier og prækankrosers fordeling i de mange lande (Indien, Fiji, Indonesien, Australien, Uganda, Java) hvor han i disse år var gæsteforelæser eller konsulent. 1958 og 1961 var P. visiting professor i oral pathology ved University of Illinois, USA. I samarbejde med den amerikanske professor R. J. Gorlin udgav P. 1964 Syndromes of the head and neck (2. udg. 1976 sammen med M. M. Cohen jr.) som viser den bredere kliniske udvikling inden for faget oral medicin. I disse år kom de væsentlige bidrag til forståelse af svulster og cyster fra tandvævet, 1955 således beskrivelsen af den forkalkende epiteliale odontogene tumor ("P.-tumoren" – uddybet 1974 i studier over 23 tilfælde, sammen med S. Kroils). – 1966 blev P. chef for WHOs reference centre for tandsvulster og året efter for de orale prækankroser. Endvidere ledede han WHO's arbejdsgruppe, der undersøgte mundhuleforandringer i forbindelse med aids.

P. gjorde en stor indsats for opbygningen af Rigshospitalets tandklinik. 1963 indkorporeres Militærhospitalets tandklinik, og 1975 oprettes en fællesafdeling på Rigshospitalet for tandlægehøjskolen og hospitalet. P. blev ambulatoriets leder og måtte i lange tider arbejde under elendige forhold i kælderlokaler, men opnåede fra 1980 bedre arbejdsforhold. 1944-48 var P. medlem af bestyrelsen for Foreningen for yngre læger og tandlæger (formand 1946-48), Nordisk odontologisk forening (1952-61, formand 1958-61), Kbh.s tandlægeforening (næstformand 1959-61) og Dansk tandlægeforenings hovedbestyrelse 1964-65.

1955 blev P. ekstraordinært medlem af Medicinsk selskab. Fra 1961 var han faglig medredaktør af Tandlægebladet, fra 1962 som hovedredaktør og fra 1974 som ansvarshavende, desuden var han en af bladets flittigste tidsskriftreferenter og boganmeldere. Fra 1963-68 prægede hans editorials: "Redaktøren mener" bladet med betragtninger og kommentarer over det pågældende nummers faglige artikler. P. var en kyndig bogsamler og udgav Leo-fortegnelse over odontologisk litteratur, 1957 (sammen med C. Rasmussen), Tandlægen i kunsten, 1959 (sammen med L. Marvitz, udenlandsk udg. 1960 og 1962), Strejftog i tidlig indisk boghistorie, 1967, foruden flere odontologisk-historiske artikler i danske og amerikanske videnskabshistoriske tidsskrifter. Ud fra sin intense problemoptagethed skrev P. en række debatgivende dagbladsartikler samtidig med udgivelsen af en lang række lærebøger: Tandorganets histologi, 1956 (2. udg. 1959), De hårde tandvævs patologi, 1957, De hårde tandvævs sygdomme, 1965, Atlas of diseases of the oral mucosa, 1968 (3. udg. 1980, foruden tyske, italienske og spanske udg.), Atlas i elementær oral histopatologi, 1969 samt 1980 Oral cancer and precancer, et standardværk på 177 sider. 1970 kom en Nordisk odontologisk ordbog (sammen med H. Björn og F. Prætorius Clausen) og han medvirkede ved M. Kristensens Klinisk ordbog (fra 5. udg. 1958 til 12. udg. 1980).

P. beskæftigede sig også med tandlægernes efteruddannelse. Fra 1950 var han inspirator og arrangør af foreningens årlige januarkurser samt en elegant og instruktiv forelæser i kredsforeninger og selskaber. I 1970erne kom yderligere en for dansk forskning meget betydningsfuld indsats, hans medlemskab (1972-77) af Statens lægevidenskabelige forskningsråd (1974-76 som næstformand, 1976-77 formand), og 1976-77 af Planlægningsrådet for forskningen. Ikke blot ydede P. en kæmpeindsats både arbejdsmæssigt og videnskabsfremmende i disse år, men han tog sig tid til også at nedfælde sine tanker om forskningsrådets bevillinger til social medicin (1977) og om rådets bevillingsprioritering (1978) – oversigter der vakte opsigt og polemik, klart og direkte som de var formulerede. I samme dekade ydede P. tillige en række lærebogsartikler i publikationer, udgivet af kolleger. P. var gæsteforelæser over det meste af verden: som eneste danske tandlæge blev han indtil videre seks gange udnævnt til æresdoktor (Karolinska institutet 1973, Lund 1974, Oslo 1976, Witwatersrand 1976, Glasgow 1979 og Helsinki 1981) og æresmedlemskaber af videnskabelige selskaber verden over er blevet ham til del. 1969-78 var han dansk leder af Indo-Danish oral Cancer Control Project i Indien (Trivandum) og 1973 og 1978 konsulent ved orale pre-cancer-undersøgelser i Thailand og Burma. Siden 1980 har det oprindelig beskedne laboratorium haft navn af Institut for patologi og medicin, og P.s vidsyn og energi fik ved hans virke på tandlægehøjskolen og på Rigshospitalet specialet oral medicin fuldt erkendt og udbygget både nationalt og internationalt. Hans inspirerende idérigdom og hans formidlende evner var drivkraften.