J.L.A. Kolderup-Rosenvinge

J.L.A. Kolderup-Rosenvinge, Janus Lauritz Andreas Kolderup-Rosenvinge, 10.5.1792-5.8.1850, jurist. Født i Kbh. (Frue), død i Nantes, begravet i Kbh. (Ass.). K. blev student 1809 (privat) og juridisk kandidat 1813. S.å. modtog han universitetets guldmedalje for en retshistorisk afhandling om fortolkningen af Christian V's danske Lov ved hjælp af ældre love. 1815 fik han licentiatgraden for en afhandling om anvendelsen af eden som bevis efter de gamle danske love og 1817 doktorgraden for en fortsættelse af denne afhandling om partsed med mededsmænd. 1818 blev K., der siden 1815 havde været adjunkt, ekstraord. professor ved Kbh.s univ. og 1830 ord. professor. 1822 udnævntes han til ekstraord. assessor i højesteret, 1828 til meddirektør for og lærer i kirkeret ved pastoralseminariet og 1834–48 var han medlem af direktionen for de lærde skoler og universitetet. – K.s væsentligste indsats faldt inden for studiet af den danske retshistorie. Det endnu meget begrænsede antal universitetslærere gjorde dog ikke en egentlig specialisering mulig, og K. måtte derfor docere flere forskellige fag. Ved gennemførelsen af en ny studieordning for det juridiske studium 1821 var professorerne blevet opfordret til at lægge trykte fremstillinger til grund for forelæsningerne, idet det dog blev overladt til dem selv at afgøre, om de selv ville forfatte de nødvendige lærebøger. En af dem der som den første tog denne udfordring op var K., der i en række kortfattede lærebøger, såkaldte grundrids, leverede grundlaget for sin undervisning. Den første var hans fremstilling af den danske retshistorie, Grundrids af den danske Lovhistorie. Til brug ved Forelæsninger I-II, 1822–23. Værket var den første systematiske fremstilling af den danske retshistorie og inddrog ikke blot som hos Peder Kofod Ancher retskildernes historie, den såkaldte ydre retshistorie, men også en gennemgang af de enkelte retsinstitutters historie, den indre retshistorie. Bogen blev oversat til tysk 1825 og udkom i ny udgave 1832 (3. opl. 1860), nu som dansk retshistorie, hvorved K. ville understrege at retshistorien ikke blot beskæftigede sig med love, men at den uskrevne ret spillede en vigtig rolle i ældre tid.

Foruden af retshistorien forfattede K. også lærebøger i andre fag, politiretten (1825), folkeretten (1829), kirkeretten (1838–40) og den juridiske encyclopædi (1849). Hans hovedindsats var imidlertid fortsættelsen af studiet af den danske retshistorie der var indledt af Kofod Ancher og videreført af J. F. W. Schlegel. K.s retshistoriske forfatterskab omfatter foruden hans fremstilling af retshistorien en lang række mindre afhandlinger i juridiske og de nye historiske fagtidsskrifter m.fl.st. samt to store kildeudgivelser. 1821–46 udgav han Samling af gamle danske Love I-V der først i nyere tid er blevet erstattet af nye udgaver af de fleste af lovene. 1842–48 kom Udvalg af gamle danske Domme, afsagte paa Kongens Retterting og paa Landsting der gav mulighed for i langt højere grad end tidligere at udnytte ældre domspraksis i retshistorien, selv om arkiverne langtfra var blevet udtømt i så henseende.

K. var den første universitetslærer af en generation af jurister for hvem A. S. Ørsted i højere grad end universitetets professorer stod som det videnskabelige forbillede. K. havde fulgt Ørsteds juridiske manuduktion og bevarede et livsvarigt venskab med ham. Interessen for retshistorien er dog næppe vakt af Ørsted, da retshistorien var en af de få juridiske discipliner som Ørsted stod i et mere distanceret forhold til. Samtidige breve og K.s efterladte korrespondance med Søren Kierkegaard viser K. som en politisk konservativ natur, der ligesom Ørsted og Kierkegaard så med betydelig skepsis på statsomvæltningen 1848. K. var et alsidigt menneske hvis interesser foruden juraen omfattede historie, musik og litteratur. Hovedindsatsen var imidlertid retshistorien hvor K. gennem sine kildeudgivelser og større og mindre værker skabte forudsætningerne for, at der ved fremstillingen af gældende ret kunne drages nytte af kendskabet til den tidligere retsudvikling. – Medlem af Videnskabernes selskab 1824 og i øvrigt medlem eller æresmedlem af eller sekretær i en mængde videnskabelige selskaber og stiftelser. – Konferensråd 1848.