J.L. Jensen

J.L. Jensen, Jens Ludvig Jensen, 9.1.1836-10.8.1904, landbrugsredaktør, plantepatolog. Født i Vejishus ved Odder, død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). J. tog lærereksamen fra Lyngby seminarium 1855, gennemgik det Monradske lærerkursus 1857–60, var ansat ved Oddense højskole 1860– 63 og derefter lærer i Odense til 1872. Han gav sig af med naturvidenskabelige studier, fik interesse for landbruget og begyndte 1868 udgivelsen af Ugeskrift for Landbostanden der et halvt år efter sammensluttedes med Chr. P. Jacobsens s.å. oprettede Landmands-Blade. J. var medredaktør af dette tidsskrift 1868–80 der opnåede betydelig udbredelse, og de to mænd oprettede 1872 kontoret for fællesindkøb af undersøgt markfrø hvor han var med i den daglige ledelse til 1881. Han arbejdede for fremskaffelsen af sorter der var yderige og modstandsdygtige mod sygdom, og for at finde fremgangsmåder til sygdomsbekæmpelse gennem behandling af udsædsmaterialet. I markfrøkontorets årsberetninger meddelte han resultaterne af omfattende iagttagelser fra det praktiske landbrug, talrige markforsøg og undersøgelser i et laboratorium, han havde indrettet i sit eget hjem. En særlig fortjeneste indlagde han sig ved 1874 at indføre den skotske squareheadhvede som fik stor betydning for den følgende tids hvededyrkning og -forædling i Danmark. J. var en dygtig forretningsmand, og ikke mindst ved fra 1879 at udgive annoncebladet Herregaardenes Adresseavis opnåede han så gode økonomiske kår, at han kunne anvende hovedparten af sit arbejde på landbrugsvidenskabelige undersøgelser som han 1881 organiserede ved oprettelsen af Bureau Ceres der tillige skulle udnytte resultaterne forretningsmæssigt. Trods primitive hjælpemidler formåede J. at gennemføre originale plantepatologiske undersøgelser af stor teoretisk og praktisk betydning. – På grundlag af forsøg der påbegyndtes 1878 studerede han kartoffelskimmelen som fra 1840erne havde optrådt ondartet i Europa. Resultaterne offentliggjordes 1882 i Kartoffelsygen kan overvindes ved en simpel og let udførlig Dyrkningsmaade (engelsk, fransk, tysk og svensk udg. s.å.), hvori det påvises at smitten fra blade til knolde ved knopceller, der falder til jorden, kan hindres ved beskyttelseshypning, og eftersygen kan undgås ved at udskyde optagningen og forinden fjerne toppen. S.å. konstaterede han, at knoldene kan desinficeres ved opvarmning til 40° C. 1882–84 fortsatte han undersøgelserne i Paris, hans bekæmpningsmåde vandt anerkendelse, og 1886 tildeltes der ham en guldmedalje af La société nationale d'agriculture de France. – 1885 begyndte han en række undersøgelser særlig over kornets brandsvampe der fortrinsvis tog sigte på den praktiske bekæmpelse, men samtidig udvidede kendskabet til svampene og deres smitteforhold og bl.a. førte til sondringen mellem nøgen og dækket bygbrand. 1887 offentliggjorde han i markfrøkontorets årsberetning en afhandling Midler mod Brand i Vaarsæden og gav her for første gang anvisning på den betydningsfulde varmtvandsmetode hvor sædekornet nedsænkes i varmt vand der kan dræbe svampekimene uden at skade kornets spiringsevne. På landbrugskongressen i Kbh. 1888 og ved talrige afhandlinger i den danske og udenlandske fagpresse redegjorde han for forsøgene. Den praktiske betydning af J.s undersøgelser var i første omgang beskeden, hvad der til dels hang sammen med den helt overvejende interesse omkring den animalske produktion i de sidste årtier af 1800-tallet. Det hæmmede også udnyttelsen af J.s resultater at en personlig indesluttethed medførte, at han ikke evnede den direkte kontakt til landbruget og til kolleger i forsøgsvirksomheden. Med den stigende vægt på planteavlen efter århundredskiftet anerkendtes J.s indsats indenfor sygdomsbekæmpelsen, og særlig varmt-vandsmetoden gjorde hans navn verdenskendt.