J.L. Lund

J.L. Lund, Johan(n) Ludvig (Ludewig) Gebhard Lund, 16.10.1777-3.3.1867, maler. Født i Kiel, død i Kbh. (Holmens), begravet sst. (Holmens). L. kom 1797 på kunstakademiet på J. F. Clemens" anbefaling og blev her elev af N. A. Abildgaard. Efter at have vundet den store sølvmedalje 1799 afbrod han imidlertid og fortsatte med kongelig og privat støtte undervisningen i Dresden hvor han genoplivede sit venskab med C. D. Friedrich. Bortset fra en rejse 1801 til Schweiz og Norditalien hvorfra nogle stort anlagte tegninger er bevaret (kobberstiksamlingen) boede han 1800-02 i Paris hvor han søgte J.-L. Davids atelier. Her udviklede han sine evner som historiemaler og tilegnede sig den modne nyklassicismes heroiske form og karakteristiske tørre streg som det ses af hans tidlige tegninger og raderinger med antikke motiver. Hans hovedværk i denne franskprægede periode var Pyrrhus og Andromache ved Hectors Grav (Statens museum for kunst) som blev malet under hans første ophold i Rom 1802-10 hvor han klarede sig på stipendier fra Fonden ad usus publicos og bestilling af portrætter, en genre han siden da arbejdede i. Et tidligere, Andromache i Afmagt ved Hectors Grav, forsvandt da skibet der medførte det blev opbragt af englænderne 1807. Det blev 1961 skænket den danske stat og ophængt i den danske ambassadørs bolig i Rom. Vi finder ham i den skandinavisk-tyske kreds omkring Bertel Thorvaldsen, Herman Schubart og Friederike Brun, hvis beundrede datter Ida (de Bombelles) han forevigede i et helfigursportræt hvor den unge pige sidder på Palatin med en antik sarkofag og udsigten over Rom som baggrund. Ved Abildgaards død 1809 håbede L. at blive hans efterfølger, rejste 1810 til Kbh. og blev 1814 medlem af akademiet på Habors Tilbagekomst fra Slaget og ansøgte da ligesom C. F. Høyer om det ledige professorat. Akademiet ville imidlertid ikke tage beslutning før efter C. W. Eckersbergs hjemkomst, og L. rejste da atter 1816 til Rom hvor han arbejdede på flere vigtige bestillinger. Således fra Frederik VI Christendommens Indførelse i Danmark, det første af en serie til Christiansborg han arbejdede på gennem flere årtier. Desuden bestilte Constantin Brun 1816 en altertavle Christi Opstandelse til Skt. Petri kirke.

Under sit andet Romophold blev L. optaget i nazarenernes kreds hvad der blev bestemmende for hans videre udvikling. L. havde allerede længe beundret og også kopieret den tidlige renæssances mestre, og nu bliver hans streg blød og der kommer noget sødladent over figurerne som det ses i de mange senere alterbilleder (Bebudelsen i Marie kirke i Helsingør, Kvinderne ved Kristi Grav, 1834, Gilleleje kirke) hvis karakteristiske clair-obscur findes i vort hjemlige religiøse maleri helt frem til Carl Bloch. 1818 blev L. (samtidig med Eckersberg) udnævnt til 2. professor og 1819 vendte han, som Thorvaldsens ledsager, hjem for at begynde sin gerning som varede til 1861. - Selv om historiemaleriet officielt var kunstens højeste ideal blev det dog Eckersbergs dagklare naturalisme som kom til at dominere på akademiet. Ikke desto mindre har L. i høj grad præget en række af tidens bedste landskabsmalere. Hans europæiske skoling slår igennem hos de kunstnere som hyldede nazarenernes idealer, fx Adam Müller, H. Eddelien og især Ditlev Blunck, malere som ligesom L. blev glemt for Høyens nationale stræben, og som man først i de senere år igen har kunnet betragte uhildet. - L. omtales for sine fine menneskelige egenskaber og hjælpsomhed overfor de unge kunstnere, og hans betydning på akademiet kan næppe overvurderes. Hans store brevsamling vidner om hans fortsatte kontakt med udlandet. - Hans berømteste maleri er Det kongelige teaters fortæppe (originalen i Teatermuseet). -Etatsråd 1861.