J.M. Preisler, Johan Martin Preisler, 14.3.1715-17.11.1794, kobberstikker. Født i Nürnberg, død i Kbh. (Fred. ty.), begravet i Fred. ty. k. P. tilhørte en vidt forgrenet kunstnerslægt i Nürnberg; ikke mindre end fire af hans søskende var kendte grafikere. Selv undervistes han først i tegning af faderen, og dernæst lærte broderen Georg Martin ham at radere og stikke i kobber. Et stik efter Guido Reni og nogle blade efter antikke o.a. statuer viser, som naturligt er, hvor præget han i sine begynderarbejder var af sine slægtninges unægtelig ret tørre stil. 1739 rejste han i selskab med den schweiziske kobberstikker J. G. Sauter til Paris hvor han blev elev af Laurent Cars, hvis fremragende stik og raderinger efter Antoine Watteau og Nicolas Laneret øjeblikkelig bragte den unge tysker i nær berøring med det bedste i fransk kunst, hvorved han helt blev frigjort for de meget lokalt betonede ungdomsindtryk. Kunstnerisk og teknisk betød også venskabet med de jævnaldrende og senere så berømte kobberstikkere J. G. Wille og G. F. Schmidt uhyre meget. P. erhvervede sig så hurtigt et navn som tegner og grafiker, at han kom til at udføre otte hele plancher samt deltage i graveringen af tre plancher til det store værk La grande galerie de Versailles der udgaves 1752 under J. B. Massés ledelse med hjælp af Frankrigs bedste kobberstikkere. Hos selve J. Ph. le Bas udførte P. 1742 efter Parrocel en rytterkamp der viser en sikker og levende variation af lys og skygge og en tonerigdom der er fjernt fra Nürnberg-tidens ensformige stregføring. Gany-med og Ørnen (1743) efter Pierre forstærker dette indtryk af malerisk lethed og portrættet af kardinal Bouillon, 1744 efter H. Rigaud giver med sin minutiøse behandling en blændende stofkarakteristik.

Ved J. H. E. Bernstorffs mellemskomst lykkedes det 1744 at få P. til Danmark, skønt han samtidig havde fået tilbudt en stilling ved det toscanske hof. 5.7.1745 fik han bestalling som hofkobberstikker efter at have stukket en prøveplade med motiv fra kongens rejse i Norge 1733. Desværre kendes hverken plade eller aftryk. Helfigursportrætterne af Christian VI, 1741og af Charlotte Amalie v. Plessen, 1750, begge efter J. S. Wahl, viser hvor sikkert han beherskede den franske linjestikmanér, i forbindelse med en altid klar formfornemmelse; i gengivelsen af draperi, silke, harnisk etc. er der en hel Drevetsk elegance. Det er dog især ved det gensidigt frugtbare samarbejde med den gnistrende talentfulde C. G. Pilo, at P. ydede sit bedste. P. bragte bud direkte fra kunstens centrum Paris, og Pilos artistiske ubundethed inspirerede ham til en fri grafisk arbejdsmåde. Det drejer sig her om portrætterne af Dronning Louise, 1747, Frederik V, 1748, Christian VII som barn, 1754, dronning Juliane Marie, 1757 og først og fremmest om det charmerende portræt af skuespilleren jomfru Thielo, 1756. I disse blade fjerner P. sig fra den mere traditionelle stofgengivelse og anvender en fri, lysfyldt skravering hvor raderingens ubundne streg i samme blad forener sig med gravstikkens sikre rytme og ofte nålefine arbejde til en let og lysende helhedstone. Der er en nuancering, en blødhed og en charme over disse blade som svarer til den ukonventionelle portrætskildring.

Samtidig med disse indtagende rokokoarbejder, der hører hjemme blandt det bedste inden for dansk grafik, udførte P., utvivlsomt ved hjælp af elever, en række rutinearbejder som er af en tør og mørk, til tider grov karakter: forskellige bestillingsportrætter, stik efter gamle mestres malerier i samlingerne i Dresden, Firenze og Kbh., et meget stort stik (ca. 1762), pillent og upersonligt, efter W. Heimbachs maleri Arvehyldningen og endelig i tiden 1758-68 ti portrætter til J. H. Schlegels værk Geschichte der Könige von Dänemark I-II, 1769-77, et arbejde som var påbegyndt af O. H. de Lode. Disse kongeportrætter karakteriseredes med rette af Wille som middelmådige. Derimod finder vi hans lyse tone og lette sikre streg i nogle få bogvignetter, i de to Inoculations-allegorier (ca. 1762) og i det flotte, men urolige blad udført 1752 efter Pierres bakkanal. 1769 fuldendte P. pragtbladet med J.-F.-J. Salys rytterstatue på Amalienborg plads der er så stort, at det måtte graveres på to kobberplader. Det er overlegent sikkert i sin linjeføring og af en egalitet i lysvirkning som er af stor skønhed. Fra ca. 1767 er to lette raderinger La mauvaise rencontre og L'heureuse rencontre efter hans eget udkast i fransk manér, og i 1770erne møder vi betydelige portrætter, ovalt indrammede brystbilleder der også er udført efter hans egen tegning, fx J. A. Cramer, 1774, B. Münter, 1775, F. G. Resewitz, 1776. Påvirkningen fra J. G. Wille krydses utvivlsomt her med indtryk fra Cochin d. yngres kunst. Fra disse år bør ellers fremhæves det lyse, smukke stik af C. F. Gellert efter A. Graf samt det kraftige, tunge portræt af J. Wiedewelt, 1772 efter P. Als' maleri, et stik af en herhjemme ret enestående monumentalitet. Med disse blade nærmer vi os i slutningen af 1770erne nedgangsperioden i P.s kunst. I stikket af J. Wasserschlebes buste, 1776, udarter gravstikkens sikkerhed til manér, og i Madonna della Sedia (1784) efter Rafael har, ligesom i Otto Thotts portræt, 1783, efter P. Krafft, trods stor manuel dygtighed, en tørhed og hårdhed fortrængt alle mindelser om Pilotidens lyse, inspirerede arbejder. Det forceret spiralformede grav-stikarbejde og det helt mekanisk kalligrafiske system af linjer og punkter bringer mindelser om Willes senere stik og om J. G. Müllers, Bervics og Robert Stranges grafik hvor kobberstikkunsten er ved at stivne i reproduktionsmanér. Selv må P. muligvis have haft en følelse deraf, thi vi kender ingen arbejder fra hans sidste ti år som han tilmed henlevede i små kår. Han gav sig til sidst udelukkende af med sin undervisning ved kunstakademiet, hvor han siden dets oprettelse 1754 havde været professor ved modelskolen. Inden den tid deltog P. i arbejdet ved maler- og tegneakademiet. Efter at Danmark i mere end 50 år havde været uden en grafiker af format, fik man i P. ikke blot en virkelig højt begavet kunstner, men hans franskprægede stil tilførte dansk kunst impulser, hvis resultater i samtid og eftertid bør vurderes højt. – Af P.s noget over 100 arbejder findes de 91 i Den kgl. kobberstiksamling. – Medlem af kunstakademierne i Augsburg og Kbh. (1754).

Familie

Forældre: maler Johann Daniel P. (1666-1737) og Anna Felicitas Riedner (død 1743). Gift 14.6.1748 i Kbh. (Petri) med Anna Sophia Schuckmann, født 4.11.1720 i Güstrow, død 16.9.1800 i Lyngby, d. af sekretær ved kirkevisitationen i Güstrow og Rostock kredse dr.jur. Joachim S. (1658-senest 1747) og Anna Christine Kling (1681-senest 1747). – Far til J. D. P. og J. G. P.

Udnævnelser

Justitsråd 1777.

Ikonografi

Malet som ung. Stik af J. G. Wille, 1743. Mal. af P. Als, 1764 (kunstakad.), efter dette kopi af Hans Hansen, 1821 (Fr.borg). Tegn. af P. Als (kobberstiksaml.) og af J. G. Preisler. Fremstillet på mal. af V. Neiiendam udst. 1916.

Bibliografi

Franz Friedr. Leitschuh: Die Familie Preisler og M. Tuscher, Lpz. 1886 = Beiträge zur Kunstgesch., N. F. III. Aug. Hennings: Essay historique sur les arts en Dannemarc, 1778 73-76. Cornelius Høyer i Minerva, 1795 224-42. Johann Georg Wille: Mémoires et journal, udg. G. Duplessis I-II, Paris 1857. Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé VII, 1906 393. Leo Swane: J. F. Clemens, 1929 85-91. Laur. Nielsen: Rokokoen i da. bogkunst, 1935 16. Sig. Schultz i Danske i Paris, red. Fr. v. Jessen I, 1936 398-403. Chr. Elling i Danm.s malerkunst, red. E. Zahle, 1937 (4. udg. 1956) 86. Fr. Tobiesen i Hist. medd. om Kbh. 3.r.IV, 1940-41 266 279-82 284 286 288 526. J. Sthyr: Dansk grafik 1500-1800, 1943 (fot. optr. 1970).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig