J.P. Bang

J.P. Bang, Jacob Peter Bang, 13.1.1865-12.8.1936, teolog. Født i Rønne, død i Hellerup, begravet sst. B. blev student 1882 fra Viborg, cand.teol. 1888. N.å. fik han univ.s guldmedalje og foretog 1890–91 en studierejse til Italien og Tyskland. 1894 blev han lic.(dr.)teol. Om Trosartiklens Begreb. En Undersøgelse af den synkretistiske Strids Problem. De følgende år virkede han som privatdocent, som censor ved lærereksamen og som lærer ved Statens lærerhøjskole. 1904 opnåede han ansættelse som midlertidig lærer i nytestamentlig eksegese ved universitetet indtil han ved P. Madsens afgang 1910 blev professor i teologi med dogmatik og nytestamentlig eksegese som hovedfag. Allerede 1924 tog han sin afsked på grund af sygdom, men han genvandt for en tid kræfterne og fik et litterært frugtbart otium. -Under indflydelse af den konservative grundtvigianer J. H. Monrad blev B. som ung kandidat betaget af Grundtvig og den grundtvigske anskuelse, samtidig med at han som universitetslærer følte sig forpligtet over for væsentlige momenter i den såkaldt liberale teologi, herunder retten til at forholde sig historisk til Bibelen og kritisk til den traditionelle lutherske teologi. Begge disse hovedmotiver i B.s arbejde bragte ham mange skuffelser. Det grundtvigske var ikke i kurs ved universitetet, og den frie forskning blev betragtet med mistro i kirkelige kredse. B.s moderate liberalisme og teologisk besindige men kirkepolitisk radikale grundtvigianisme bragte ham gang på gang ind i modsætninger hvor han følte sig misforstået eller overset. Hans forfatterskab er omfangsrigt og mangeartet. Sin måske dygtigste indsats gjorde han som redaktør af Dansk Kirketidende, 1903–1916, hvor han kirkepolitisk forsvarede de grundtvigske frihedstanker og søgte at fremme forståelsen for et kritisk teologisk arbejde. Han var med til at introducere den ritschlske teologi: A. Ritschls Teologi, 1893, men vendte sig mod en yderliggående liberalisme i Om Kristendommens Væsen, 1902 (mod A. Harnacks Das Wesen des Christentums). Midlet herimod så han i den grundtvigske henvisning til trosbekendelsen som han også i Paulus og Troens Ord, 1900 uden større held havde søgt at gøre gældende. Hans moderate liberalisme mærkes i Om Forsoningen i Kristus, 1914 hvor han vendte sig mod den såkaldt "objektive" forsoningslære og i hans store dogmatik Troen og Livet I–III, 1917–20 (senere udg. forkortet som Den kristne Tro, 1922). Større vægt end disse arbejder der fremkom på et tidspunkt da nye strømninger gjorde sig gældende fik nogle historiske studier fra pensionstiden Grundtvigs Arv, 1925, Gylling-præsten Otto Møller, 1931, og Grundtvig og England, 1932. En særlig interesse viede B. religionspsykologien. Hans Det religiøse Sjæleliv I-III, 1911–26, er et pionerarbejde men forældedes hurtigt da B. stillede sig helt afvisende og uforstående over for Sigmund Freud. Han reagerede ligeledes negativt over for Tidehvervsbevægelsen i en række artikler i "Menighedsbladet". B.s holdning var stærkt bestemt af det nationale modsætningsforhold til Tyskland. I dagspresse og småskrifter bekæmpede han fanatisk alt tysk, en indstilling der også bestemte hans teologiske orientering. R. 1921.