J.Th. Gülich, Jacob Guido Theodor Gülich, 29.5.1801-12.4.1877, politiker. Født i Flensborg, død i Bergen på Rugen, begravet sst. G. studerede i Kiel og Heidelberg, tog 1823 juridisk doktorgrad i Göttingen og 1824 juridisk eksamen på Gottorp, blev 1825 underretsadvokat i Flensborg og flyttede 1827 til Slesvig hvor han 1830 blev over- og landsretsadvokat. Han repræsenterede Åbenrå i Slesvigs stænder 1840-48 og tilhørte oprindelig det "unge Holsten" der under påvirkning fra frihedsrøret i Tyskland o. 1830 arbejdede for en fri forfatning, men nærmede sig senere den slesvig-holstenske bevægelse og krævede 1840 en slesvig-holstensk fri forfatning i tidssvarende overensstemmelse med de gamle landsprivilegier. Hans liberale ideer veg mere og mere for det nationalt slesvig-holstenske. 1842 fremførte han et andragende fra skibsredere og skippere i Åbenrå om fjernelse af betegnelsen "Dansk ejendom" fra den slesviske handelsflåde og betegnede disse ord som et trældomsmærke. Derved blev han den direkte anledning til P. Hiort Lorenzens danske tale. 1846 foreslog han protesten mod Christian VIIIs åbne brev om arvefølgen i Slesvig og støttede forslaget om Slesvigs indlemmelse i det tyske forbund. 1848-51 var han en forgrundsfigur i det slesvig-holstenske oprør. Han var medlem af deputationen der marts 1848 sendtes til Kbh. af Slesvig-holstenerne og medlem af 50 mandsudvalget i Frankfurt, 1848 og 1849 medlem af den tyske rigsforsamling, og 1849-51 af den slesvig-holstenske landsforsamling. På grund af hans danskfjendtlige indstilling udelukkede den danske regering ham fra amnesti. 1859-76 var han preussisk kredsretsråd i Bergen på Rügen.

Familie

Forældre: underrets-, senere overretsadvokat Ludvig August G. (ca. 1773-1838) og Hedevig Frederikke Stuhr (ca. 1777-1826). Gift 2.5.1826 i Barmstedt med Julie Giilich, født 12.6.1802 i Altona, død 10.11.1873 i Bergen, d. af senator, senere amtsforvalter i Reinfeld Johan Jacob G. (1767-1851) og Susanne Louise Henriette Hesdorf (død tidligst 1851).

Ikonografi

Litografi ca. 1842 efter tegn. af G. Saloman, efter dette træsnit. Afbildet som "spionen G." på satirisk litografi 1848.

Bibliografi

N. Neergaard: Under junigrundloven I, 1892. Joh. Ottosen: P. Hiort Lorenzens hist. gærning, 1896 95-104. P. Lauridsen: Da Sønderjylland vågnede IV, 1916. Hans Jensen: De danske stænderforsaml.s hist. II, 1934. Kn. Fabricius i Sønderjyllands hist. IV, 1937 190f 262 272.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig