J. Briant, Jonathan Briant, 31.8.1726-1.9.1810, herrnhutisk pioner. Født i Stockholm, død i Herrnhut, begravet sst. B. var af velhavende fransk huguenotslægt. Farfaderen ejede store jernbrug i Iggesund ved Hudiksvall som gik tabt ved russerindfald. Moderen var af finsk officersslægt. Morfaderen havde været i russisk krigsfangenskab i Tobolsk hvor han deltog i Fader Wrechs halleske arbejde. -Stærkt religiøs, delvis sværmerisk påvirkning prægede B.s barndom og ungdom. Han begyndte et teologisk studium, men gik siden over til juraen for under faderens vejledning at kunne gå i svensk statstjeneste. Efter endt studium begyndte han 1742 som volontør i krigsministeriet, men gik samme efterår over i invalide-departementet under Forssell der blev hans vejleder i mystikken hvis asketiske krav bragte ham til "Afgrundens Rand". 1745 trådte han i forbindelse med hermhutersamfundet på stedet og deltog aktivt i dets ungdomsarbejde hvilket blev afgørende for hans fremtidige løbebane. Sommeren 1749 rejste han til Herrnhaag v. Frankfurt a. M., på det tidspunkt brødremenighedens ledende by. Nytårsaften blev han optaget i menigheden hvor alt syntes ham "stort og værdifuldt". Efter foreløbig sekretærplads hos en amtmand i nærheden (i Kaichen) kom han 1750 på menighedens præsteseminar i Barby hvor han s.å. – på menighedens synode – gjorde N. L. Zinzendorfs personlige bekendtskab. 1754–62 var han lærer ved menighedens pædagogium i Uhyst (Spree), Niesky og Gross Hennersdorf. Han sendtes derpå til Kbh. for at overtage societetets mandlige ungdomsarbejde der og samtidig (fra 1764) som missionsagent at være mellemled mellem de danske myndigheder og det herrnhutiske missionsarbejde i Grønland og Vestindien. Han ledede 1767–68 forhandlingerne om den påtænkte anlæggelse af en brødrekoloni i det danske Guinea som dog strandede; ligeledes foretog han i disse år regelmæssige besøgsrejser til brødrekredsene i Sverige og Slesvig. Hans stilling i Kbh. kendetegnes ved hans optagelse i den Stolbergske kreds. -1770 udnævntes B. til leder af arbejdet i hertugdømmernes diaspora med sæde i Flensborg. I denne egenskab fik han 1771 sit livs vigtigste opgave, grundlæggelsen af den ved Struensees mellemkomst af Christian VII koncessionerede herrnhuterkoloni Christiansfeld ved Slesvigs nordgrænse. Vel delte han dette hverv med brødrepræsten Johannes Prætorius; men dennes svagelige helbred og snarlige død lod hovedbyrden hvile på den tolv år ældre, teknisk dygtige og energiske B. der i samme anledning var blevet ordineret til diakon. Han skaffede grundlæggelseskapitalen, hovedsagelig gennem lån og gave fra svigerfaderen, 10000 rdl., altså af dansk oprindelse og fik indkøbt Tyrstrupgård, sørgede for byggematerialer og nedlagde 1.4.1773 grundstenen til den projekterede by der under hans vidsynede byggeledelse hurtigt voksede frem. Han forestod koloniens indretning med alle slags værksteder og fabrikker og fremfor alt med de herrnhutiske menighedsskikke. Som en fremsynet organisator tog han også initiativ til oprettelsen af de siden så berømte kostskoler der ikke var forudset i den kgl. koncession. Han forstod at skabe et for byens trivsel gunstigt forhold til de danske øvrigheder og – ikke mindre vigtigt -til dens danske opland. – 1780 forflyttedes han på ny til Kbh., denne gang som øverste leder af alt herrnhutisk arbejde i de skandinaviske lande. I denne stilling gennemførte han med held vanskelige forhandlinger med de danske autoriteter om Christiansfelds økonomiske privilegier der havde påført nabobyen Haderslev en "ruinerende" konkurrence. I Kbh. fik han 1783 bevilget frihed til at holde offentlige forsamlinger og gennemført bygningen af en større forsamlingssal, 1784, Stormgadesalen, der gennem over et århundrede blev samlingsstedet for frikirkeligt liv i byen. Besøgsrejserne til kredsene i Danmark, Slesvig og Sverige fortsattes. – B.s resultatrige og betydningsfulde gerning i Norden førte til at man 1784 gav ham sæde i menighedens øverste ledelse i Herrnhut hvor han fik overdraget bearbejdelsen af de skandinaviske anliggender, først i det økonomiske, fra 1789 i det gejstlige departement. 1790 var han udsendt som visitatortil Christiansfeld. På synoden 1801 tog han på grund af svigtende helbred afsked. Sine sidste år levede han i Herrnhut. – Et antal litterære arbejder, fortrinsvis oversættelser og salmepoesier, kendes kun efter deres titel. – B. tør anses som Zinzendorfs betydeligste discipel i Norden, lige dygtig som praktisk organisator og åndelig leder.

Familie

Forældre: kgl. krigsråd i det svenske krigsministerium Johan B. (1697–1763, gift 2. gang 1749 med Christina Charlotta Nordenkreutz, 1711–88) og Anna Huusgafvel (død 1747). Gift 1. gang 28.11.1770 i Herrnhut med Maria Isager, født 5.9.1742, død 31.7.1778, d. af købmand i Ringkøbing, senere godsejer på Hindsels Peter I. (1709–78) og Margrethe Noe (1713–93). Gift 2. gang 15.11.1780 i Herrnhut med Charlotte Louise v. Marschall, født 1.11.1753, død 10.1.1807 (gift 1. gang med Heinrich Adolf Ludwig v. Hermsdorf, 11778), d. af Johann Ludwig v. M. (1720–1800) og Helena Charlotta v. Tschirschky (1728–68).

Ikonografi

Silhouet i Herrnhut.

Bibliografi

Jens Holdt i Sønderjyske årbøger, 1940 92–114. Samme i Dansk kirkeliv s.å. 80–95. A. Pontoppidan Thyssen: Vækkelsernes frembrud i Danm. i I. halvdel af 19. årh. IV, 1967. – Selvbiogr. i Herrnhuts arkiv, delvis optrykt i Gemein Nachrichten, 1877 187–205.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig