J. C. Døcker, Johannes Carl Døcker, 11.2.1860-24.8.1938, politiker. Født på Ravndrupgård, Gislev sg., Fyn, død i Kbh., begravet i Rørbæk ved Hobro. Efter 4. klasses hovedeksamen 1876 fra Schnee-kloths skole lærte D. landvæsen, var til 1885 forvalter på Cathrinebjerg ved Strib og fra 1886 ejer af Rørbæk Hovgård ved Hobro som han selv drev til 1908 og solgte 1916 hvorefter han til 1932 boede i Hobro; s.å. flyttede han til Kbh. D. var en praktisk, dygtig og moderne indstillet landmand. 1892 var han med til at stifte Rørbæk Andelsmejeri og Banken for Hobro og Omegn og var i mange år formand for bankens repræsentantskab. Som beskyttelses- og højremand fik han ingen politiske tillidshverv i den udprægede venstreegn han boede i, men 1899 blev han medlem af landbrugstoldkommissionen og opstilledes ved folketingsvalgene 1901 og 1903 som højres kandidat i Hjørring, 1906 i Frederikshavn. Ved landstingsvalget s.å. valgtes han i 7. landstingskreds (Ålborg og Hjørring amter), 1918-36 tingvalgt medlem. Af partiet har D.s arbejdskraft været stærkt anvendt. Han var 1923-34 dets hovedkasserer og 1928-36 næstformand for landstingsgruppen, 1907-09 og 1914-20 landstingssekretær, 1913-21 medlem af og sekretær i landstingets finansudvalg, 1932-36 medlem af rigsretten. Vigtigst er hans gerning som statsrevisor 1911-34; han var formand for statsrevisorerne og dermed for statsregnskabsrådet. D. har en betydelig del af æren for den omordning af statens regnskabsvæsen der indførtes ved lov af 31.3.1926. Vanskelige opgaver påhvilede ham i landbokommissionen 1911-20 hvor han gik mod lensafløsnings- og jordlovene 1919 og i Den overordentlige kommission 1916-21; medlem af dennes afviklingsudvalg og af jordlovsudvalget, 1915-25 af jernbanerådet. Sammen med E. Piper og C. Tvede var D. bærende i udviklingen fra højre til Det konservative folkeparti der passede hans forsonlige natur bedre; han stemte for grundloven af 1915 og salget af de vestindiske øer 1917. I sine sidste år på rigsdagen fik han et godt forhold til J. Christmas Møller, og var i alle forhold præget af soliditet og loyalitet, en betydelig arbejdskraft, også i agitationen. En høj og markant skikkelse, vellidt også i andre partier.

Familie

Forældre: proprietær Julius Theodor D. (1814-75) og Jacobine Marie Mackeprang (1817-69). Gift 2.4.1886 i Kbh. (Helligg.) med Caroline Amalie Ørnstrup, født 9.6.1855 i Kbh. (Slotsk.), død 22.9.1908 i Rørbæk, d. af hofapoteker Lauritz Ø. (1819-63) og Emilie Kirstine Marie Muus (1826-1901).

Udnævnelser

K.2 1934.

Ikonografi

Afbildet på O. Matthiesens mal. 1923 af den grundlovgivende rigsdag 1915 (folketinget). Foto.

Bibliografi

Edv. og Emil Mackeprang: Stamtavle over den da. familie Mackeprang, 1929. Alfr. Bindslev: Konservatismens hist. I–II. 1936-38. Berl. tid. 25.8.1938. Nationaltid. s.d. Politiken s.d. Jørgen Hatting: Fra Piper til Christmas Møller, 1966 = Det konservative folkepartis hist. 1. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig