J. C. Drewsen, Johan Christian Drewsen, 23.12.1777-25.8.1851, industridrivende, landøkonom, politiker. Født på Strandmøllen, Søllerød sg, død i Kbh., begravet i Søllerød. D. undervistes privat i hjemmet og uddannedes som papirmager på faderens virksomhed. 1801 indtrådte han som løjtnant i landeværnet og 1807 deltog han i forsvaret af hovedstaden, bl.a. i livjægernes udfald 31.8. Han havde sat bo endnu inden han var fyldt 21, og den unge D. levede på Strandmøllen et liv i kulturelle interesser og omgikkes tidens litterære kredse. Strandmøllen overtog D. efter faderens død 1810, og 1823 anskaffede han til driften en stationær dampmaskine, 1829 en engelsk papirmaskine, begge dele som den første i landet. Virksomheden udvidedes stærkt omkring 1830, bl.a. ved optagelsen af betydelige lån. D. leverede fra sin fabrik alt papir til staten og Nationalbanken, ligesom størstedelen af landets produktion af trykpapir udgik fra Strandmøllen. 1835 rådede fabrikken over tre dampmaskiner på hhv. 6, 20 og 40 HK samt to papirmaskiner. Da D. overtog Strandmøllen lå den årlige produktion på ca. 10-15000 ris, 1832 nåede han op på 37-40000 ris og 1844 var produktionen 84000 ris. Antallet af beskæftigede steg fra ca. 50 til omkring 150. D. var den første herhjemme der eksporterede papir og han, der havde 250 kludesamlere beskæftiget ude i landet, indtog en ledende stilling indenfor papirindustrien. 1821 begyndte han som oliemøller og 1827 var han medanlægger af en fajancefabrik. D. øvede en vis indflydelse på regeringens kurs overfor den hjemlige industri, selv om nedsættelsen af olietolden 1830 skete mod hans kraftige protester. Herom udgav han Bidrag til Kundskab om de danske Oliemøllers Forfatning i 1831, 1831. 1844 overdrog han Strandmøllen til sine sønner, Christian D. og Michael D., og han var aktiv ved den sidstes anlæggelse af en papirfabrik i Silkeborg s.å.

Ved siden af sin indsats som fabrikant på Strandmøllen øvede han en betydelig indsats som landmand og landøkonom. Ved hans bryllup 1798 havde hans far foræret ham en bondegård i det nærliggende Smidstrup som han 1804 solgte og købte to gårde i Lundtofte et par kilometer fra Strandmøllen. Her begyndte han vekseldrift og sommerstaldfodring, dyrkning af kartofler, roer, kål, spergel og boghvede. Han anskaffede nye redskaber og anlagde et schæferi med 500 får af spansk og Southdowns race osv. Som landbruger var D. radikal fremskridtsmand ("landøkonomisk republikaner" kaldte han sig selv) og begejstret tilhænger af den tyske landøkonom Albrecht Thaer hvis hovedværk han oversatte som Albrecht Thaers Grundsætninger for Landoeconomien I-IV, 1816-19. D. var 1812 optaget i landhusholdningsselskabet og fik i de følgende år selskabets sølv- og guldmedalje for afhandlinger vedrørende landbruget. 1814 blev han medlem af selskabets skriftkomité, tre år senere af dets første agerdyrkningskomité og 1819-30 var han præsident. Han var medstifter og derefter med- og senere eneredaktør af Landoekonomiske Tidender, 1814-25 hvortil han leverede talrige bidrag, ligesom han skrev i andre tidsskrifter. Med henblik på læsere af almuen skrev han efter landhusholdningsselskabets opfordring populære artikler om emner som ukrudt, sædfølgen, markfred m.m. i almanakkerne for 1816-17, 1820-30, 1832, 1834 og 1835. 1823 fremsatte han i landhusholdningsselskabet og i Nye landøkonomiske Tidender Min Anskuelse af fri Forpagtning og dens nærmeste Følger i hvilken han vendte sig mod den eksisterende landbolovgivning og ønskede mulighed for sammenlægning af jord til større ejendomme for derved at tiltrække den dygtighed og kapital, bondestanden manglede. D.s indlæg gav anledning til en omfattende diskussion mellem tidens landbrugsinteresserede, men blev uden indflydelse på lovgivningen eller dennes administration. Senere udgav D. Landoeconomiske Betragtninger, 1834, Til Underholdning for Menigmand, 1838-41, Om Morbærtræet, 1841 og Anviisning til Silkeavl, 1842 – de to sidste oversat fra tysk.

I det 1834 udgivne skrift Landoeconomiske Betragtninger anerkendte D. i modsætning til, hvad der havde været tilfældet ni år tidligere, bondestanden som landbrugere og ytrede en levende interesse for deres sociale vilkår og videre udvikling. Det var i smuk overensstemmelse hermed at han s.å. valgtes til stænderdeputeret for østifternes 2. valgdistrikt (Kbh.s omegn) for de mindre landejendomsbesiddere. Med liv og lyst gik han op i dette nye hverv og fremtrådte snart som en af de mest udprægede "politikere" blandt det første hold stænderdeputerede. Karakteristisk var det at han indbød til en art vælgermøder for at erfare vælgernes opfattelse, hvad der dog blev forpurret af myndighederne. I Roskilde kastede han sig med oplagthed og engagement ud i det nyetablerede parlamentariske liv (se hans breve til Jonas Collin i Da. Mag. 6.r.II). Han optrådte forståeligt nok som industriens talsmand under behandlingen af toldreformen hvor han advarede mod at gøre det lille Danmark til en "prøveklud" for frihandel. Iøvrigt blev landbospørgsmålene hurtigt D.s særlige felt, og han stillede forslag om afløsning af det hoveri der endnu påhvilede mange fæstere, afskaffelsen af de offentlige frirejser der belastede bønderne, og af vejarbejde in natura der var en byrde ikke mindst for bønderne i D.s valgdistrikt. Derimod var han foreløbig ikke interesseret i husmændenes situation, og han var yderst forsigtig overfor egentlige tilkendegivelser fra landbefolkningens side om afløsning af hoveriet og andre lettelser. Skønt han søgte at stå som en art fører for bønderne i Roskilde stænderforsamling, kunne han privat give udtryk for stor foragt for bøndernes repræsentanter og et forslag om afskaffelse af diæter havde som bimotiv at hindre almindelige bønder i at blive valgt som deputerede. Fra bøndernes side synes han til gengæld ikke at være mødt med ubetinget tillid, således karakteriserede den fynske deputerede Hans Christensen, Vejstrup, ham i et brev fra 1836 som "en narreprins". D. fastholdt imidlertid stænderperioden ud sin stilling som "bondeven" og hyldedes gentagne gange for sin indsats, ligesom han ved nyvalgene 1840-41 valgtes som deputeret i ikke mindre end tre kredse. Iøvrigt markerede han sig i forhandlingerne som en efterkommer af det oplyste borgerskab fra 1700-tallets slutning, fremsatte således 1838 forslag om jøders valgbarhed, og stillede sig kritisk overfor kirken og dens repræsentanter. Han gik imod tankerne om sognebåndsløsning og oplevede derfor – og som liberal – en opposition fra de vaktes og Jac. Chr. Lindbergs side. I 1840ernes begyndelse tog D. stilling som en af de fremmeste på den radikale fløj af den liberale bevægelse og han engagerede sig ligeledes snart som en varm tilhænger af den dansk-nationale sag i Slesvig. 1843 var han medstifter og senere medlem af "Syvstjernen" der arbejdede for danske skoler i Nordslesvig og s.å. var det D. der på Skamlingsbanken overrakte P. Hiort Lorenzen hans sølvdrikkehorn som en hyldest for hans indsats for det danske sprog i Slesvig stænderforsamling. Senere blev han en god støtte for Laurids Skau. D. tog del i det lokale selvstyre og den begyndende organisation af bønderne som medlem af Kbh.s amtsråd og Kbh.s amts landkommunalforening. I Roskilde stænderforsamling stillede D. sammen med Balthazar Christensen 1844 det epokegørende forslag om bondestandens endelige "emancipation", et forslag der gav anledning til en voldsom debat og som blev en spore for bondebevægelsen på øerne. Efter opfordring af Asmund Gleerup blev D. sammen med Balthazar Christensen stifter af bondevennernes selskab 1846 og indtrådte i dettes bestyrelse. Sygdom afholdt ham iøvrigt fra deltagelse i forhandlingerne i stænderne s.å.

D. var og blev imidlertid liberal borger mere end bonderepræsentant, og da bondevennerne 1848 skilte sig ud fra den liberale bevægelse udtrådte han af selskabets bestyrelse. Ved valgene til den grundlovgivende rigsforsamling kom han i direkte modsætning til bondevennerne idet han gik ind for kongevalgt repræsentation. Han forsøgte at organisere en valgagitation der opponerede mod selskabet og dets kandidater, dog uden større effekt, og D. faldt selv i Holbæk amts 2. kreds for Jens Gregersen, Kundby. Han valgtes derefter i Fr.borg amts 2. kreds. D. spillede ingen rolle under forhandlingerne og var nu stærkt svækket af alder og sygdom. Til det første folketing valgtes han i Kbh. amts 2. kreds (Lyngby), og havde sæde i tinget til juli 1850 da han nedlagde sit mandat. D. var genindtrådt i Bondevenneselskabets bestyrelse okt. 1849, men nedlagde sin post i foråret 1851. – D. var som industridrivende og som landøkonom en af de fremtrædende skikkelser i tiden fra 1810 til 1840. Udviklingen i dansk papirfabrikation skyldtes væsentligst ham, ligesom han på landbrugets område introducerede den moderne landbrugsvidenskab samtidig med at han i praksis viste de nye metoders overlegenhed. Som politiker må vurderingen af D. blive mere nuanceret. Hans indsats lå især i de første stænderforsamlinger hvor han var en af de mest udprægede parlamentarikere i moderne forstand. D. besad som politiker stor arbejdskraft, optimisme og bevægelighed, men "har ikke altid været til at stole på" (Hans Jensen i De danske Stænderforsamlingers Historie).

Familie

Forældre: ejer af Strandmøllens papirfabrik Christian D. (1745-1810, gift 1. gang 1769 med Elisabeth Larsen, 1743-73, gift 3. gang 1792 med Anna Christine Dorothea Lassen, 1777-1852) og Anna Wedseltoft (ca. 1743-91). Gift 1. gang 10.11.1798 i Søllerød med Johanne Ophelia Rosing, født 11.6.1778 i Kbh. (Slotsk.), død 1.10.1824 i Fredensborg, d. af skuespiller Michael R. (1756-1818) og skuespiller Johanne Cathrine Olsen (Johanne Rosing, 1756-1853). Gift 2. gang 16.4.1828 i Søllerød med Emmy Richter, født 15.11.1800 i Kbh. (Nic), død 4.5.1880 sst. (Holmens), d. af klædekræmmer, kaptajn Hans R. (1766-1822, gift 2. gang 1813 med Louise Kliim, 1776-1844) og Andrea Wilhelmine Schack (1781-1810). – Far til Christian D. og Michael D. Halvbror til Adolph D.

Udnævnelser

Kammerråd 1817.

Ikonografi

Min. af Hornemann ca. 1810. Mal. af C. A. Jensen ca. 1832, litograferet af C. Henckel 1838 og gengivet i flere træsnit, bl. a. af Charles Girardet, 1843. Mal. af J. Roed, 1843 (St. mus.), replik 1844 (Fr. borg), litograferet 1844 og 1851, stukket 1848 og i flere træsnit, bl.a. af H. P. Hansen. Mal. af J. Roed, 1844 (folketinget), litograferet af P. Gemzøe, 1846, herefter litografi, radering samt vandmærke i papir, modelleret af A. G. Nielsen ca. 1960. Mal. af V. Bendz (Odense bys mus.). Afbildet på Constantin Hansens mal. 1860-64 af den grundlovgivende rigsforsamling (Fr.borg). Buste af Th. Stein, 1867 (Søllerød kgd.).

Bibliografi

Kilder. J. C. D.: Strandmøllen, 1916 (fot. optr. 1970) -Memoirer og breve XXV. Rejsedagbog, udg. Johs. Stein, 1941. Breve til J. F. Schouw i Dansk tidsskr., 1900 556-70. Erindringer og breve i Tilskueren, 1912 I 307-22 463-81; II 556-68. Breve i Danske mag. 6.r.II, 1915 233-87. Breve til J. F. Schouw i Danske politiske breve I-IV, udg. Aage Friis og P. Bagge, 1945-58. Lit. J. A. Hansen: Politiske skildr af afdøde da. mænd I, 1854. C. Nyrop: Medd. fra industriens område, 1876. Hans Jensen: De danske stænderforsaml.s hist. I-II, 1931-34. Samme: Dansk jordpolitik II, 1945. Industriens hist. III, 2. udg. Axel Nielsen, 1944 (fot. optr. 1975) 236-77. Erik Stig Jørgensen i Landbohist. studier, tilegnede Fr. Skrubbeltrang, 1970 199-228. Papirer Breve og optegn, i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig