J. Th. Hansen, Joseph Theodor Hansen, 4.1.1848-20.10.1912, arkitekturmaler. Født i Randers, død sst., begravet i Kbh. (Ass.). H. kom i malerlære i Randers hos onkelen, malermester Lindstrøm, og rejste som svend til Kbh. hvor han fik ansættelse på Ipsens terracottafabrik. Samtidig gik han på teknisk skole og besøgte akademiet 1869-76. 1881 rejste han som akademiets stipendiat først til Paris hvor han en tid besøgte Leon Bonnats skole, og siden til Italien og Grækenland. 1904 modtog han det Anckerske legat. Han udstillede på Charlottenborgs forårsudstilling 1873-1903, i Paris 1889, Chicago 1893 og 1895, på Kunstnernes efterårsudstilling 1909, og dec. s.å. afholdt Foreningen for national kunst en retrospektiv udstilling af hans billeder som på den tid havde vundet stor yndest. H. tilbragte en stor del af sit liv i udlandet, navnlig i Italien, og herfra har han hentet mange motiver til sine arkitekturbilleder. Han malede særlig interiører fra slotte og gamle kirker og klostre, men også gadepartier og åbne pladser, og de arkitektoniske detaljer er så fint opfattede og så korrekt gengivne og perspektivet så omhyggeligt gennemført at hans malerier ved siden af deres kunstneriske egenskaber har værdi som pålidelige arkitektoniske afbildninger. De har, trods deres lille format og rigdom på detaljer, som oftest en monumental holdning, og farverne er trods den nøgterne opfattelse harmonisk afstemte. Af hans billeder købte kunstmuseet Sal i Palazzo Borghese, Rom, 1886 og Det indre af baptisteriet i Marcuskirken, Venezia, 1885. 1909 fik han årsmedaljen for Sala delle Quattro Porte fra Dogepaladset i Venedig. H. er desuden repræsenteret på museerne i Odense, Kolding og Maribo. – En tid eksperimenterede han med emaljemaleri i samarbejde med hofjuvelér A. Dragsted. Fra 1896 var han beskæftiget som tegner ved 3. udgave af Traps Danmark, til hvilken han leverede ialt ca. 1000 illustrationer.

Familie

Forældre: skrædder Thomas H. (1816-77, gift 2. gang Ane Marie Frandsdatter) og Esther David Josephsen (ca. 1808-49). Gift 20.4.1873 i Kbh. (Holmens) med Anna Marie Kirstine Thygesen, født 22.5.1852 i Kbh. (Frue), død 26.12.1875 sst. (Frue), d. af arbejdsmand Jens Thygesen Teglhus (1819-62) og Ane Margrethe Borgersdatter (1830-64).

Ikonografi

Træsnit af H. P. Hansen, 1884. Mal. af M. Therkildsen. Statuette af Thod Edelmann, 1906. To avistegn. 1908, den ene af Henrik Emil Melchior. Buste af H. Chr. Petersen udst. 1912. Foto.

Bibliografi

Erik Schiødte i III. tid. 16.2.1902. Gustav Bauditz sst. 3.11.1912. Berl. tid. 21.10.1912.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig