J. Th. Lundbye

J. Th. Lundbye, Johan Thomas Lundbye, 1.9.1818-25.4.1848, maler. I barnetegningerne viste J. Th. Lundbyes kunstneriske anlæg sig så tydeligt og vedholdende at selv faderens modstand måtte vige; den fjortenårige dreng blev derfor sat til at tegne hos professor J.L. Lund, men fik i øvrigt i årevis den værdifuldeste støtte af den udmærkede museumsmand C.J. Thomsen der tilskyndede ham til dyrmaleriet og "jagede ham til Fællederne, ud af Portene og til Trommesalen, for at tegne Køer og Heste". Også dyrmaleren Chr. Holm gav ham undervisning, men denne førte ham snarere ind i den overfladiske manér som Holms lærer C.D. Gebauer repræsenterede. Hvad han selv formåede, stillet ansigt til ansigt med naturen, viser han allerede i sit første oliebillede, det lille studie efter en liggende ko, malet på hans sekstenårs fødselsdag. Til alt held for ham kom han imidlertid som dreng også i forbindelse med maleren Christen Købke, og det blev beundringen for dennes kunst der gav ham de afgørende impulser og satte ham ind på det studium af farve, lys og form som gav Eckersberg-skolen dens karakteristiske særpræg.

Påvirkningen fra Købke mærkes tydeligt i tidlige portrætter som de to af kunstnerens far og mor, fra 1836 (Statens museum for kunst), men den er navnlig en væsentlig forudsætning for den fremragende landskabskunst som allerede i slutningen af 30erne gav den ganske unge kunstner en så betydningsfuld stilling i dansk kunst; i det fine lille studie af Kalundborg kirke fra sommeren 1837 (Statens museum for kunst) mærkes den klart og direkte, i det hele har den i disse år givet Lundbyes farve en finhed som den ikke altid senere bevarede; et andet eksempel på hvor højt Lundbye på denne tid nåede i koloristisk henseende er studiet af bakkerne ved Bredekilde, ligeledes fra 1837 (privateje). Efter studierne der maledes om sommeren under den umiddelbare inspiration som Lundbye anså for den egentlige betingelse for at skabe god kunst, og efter erindringen der gav ham en skat af indtryk, takket være en fænomenal hukommelse for synsoplevelser, komponerede og gennemførte han hele vinteren de større udstillingsbilleder, således som også vennerne, P.C. Skovgaard, Danqvart Dreyer,Lorenz Frølich gjorde det; lykkedes det ham under dette ofte møjsommelige arbejde ikke helt at bevare studiernes friske skønhed så kommer til gengæld i adskillige af disse gennemførte arbejder hans sjældne sans for linjeføringen, for kompositionens rytme, fuldt til sin ret. Smukke eksempler herpå er Sjællandsk Landskab, i Baggrunden Vejrhøj, 1837 (privateje), Landskab ved Arresø, 1838 (Thorvaldsens museum), Stensætning ved Rakløv paa Refsnæs, 1839 (Thorvaldsens museum). Sjællandsk Landskab med Dragsholm, 1840 (Glyptoteket), Vinterlandskab i nordsjællandsk Karakter, 1841 (Nivågård) og Aaben Egn i det nordlige Sjælland. 1842 (kunstmuseet); endelig det mægtige billede En dansk Kyst. Motivet fra Kitnæs, 1842-43 (kunstmuseet) i hvilket han med anspændelse af al sin evne og vilje nåede at give en virkelig monumental skildring af et typisk dansk landskab. De her givne billedtitler peger på det faktum at Lundbye næsten udelukkende arbejdede med sjællandske motiver, men til gengæld kan det fastslås at han ikke alene er den første - bortset fra de tilløb som Jens Juel i det forrige århundrede havde gjort - der drager øens skønhed frem i kunstens lys, men at han også har gjort det med en følelse for dens karakter som har gjort hans skildringer klassiske. Det er især det nordlige og nordvestlige Sjælland der har givet ham motiver, egnene omkring Kalundborg og Arresø, med kæmpehøjene, klinterne og de vide udsigter. Kæmpehøjen ledte hans tanke tilbage til Danmarks fortid som hans romantiske sind gerne syslede med, næret af samtidens litteratur, Oehlenschläger, Blicher, Ingemann og Grundtvig.

Lundbye var, i modsætning til sine venner Skovgaard og Dreyer, en pennens mand, en stor brevskriver og trofast ved dagbogen, afgjort i besiddelse af litterære evner. Meget selviagttagende førte han i dagbogen regnskab med sine stemninger der svingede stærkt, så stærkt at man fra lægevidenskabelig side har karakteriseret ham som lettere manio-depressiv, hvilket navnlig viste sig i årene efter ca. 1840. Sikkert er det at skønt disse år bragte en rig høst også af udmærkede studier -fx fra 1840 og -41 fra Sørups vang ved Frederiksværk og fra Frederiksborgegnen - og skønt han fik megen opmuntring bl.a. ved N.L. Høyens store interesse for ham, så bragte disse år ham også betydelige vanskeligheder; Hoyen med sin store myndighed drev ham måske for stærkt ind i det systematiske arbejde; tvivl og usikkerhed meldte sig ofte; efter et mislykket frieri bestemte han sig endelig i februar 1845 til at søge et rejsestipendium for i Italien at hente nye indtryk af natur og kunst; 5.6.1845 forlod han København for over Tyskland, Schweiz og dernæst med skib fra Marseille at begive sig til Rom som han nåede 14.7. Her levede han sammen med gamle venner, Th. Læssøe og J.A. Jerichau - gensynet med den sidste, af hvem han i Rom malede et fortrinligt portræt, bragte ham dog personlige skuffelser; efter karnevallet drog han videre sydpå, til Napoli og Pæstum, derpå i april og maj 1846 til Firenze, endelig i juni og juli nordpå idet han med iver studerede museerne i Belgien og Holland; 18.7. var han igen i København. Overalt hvor han kom frem havde han set og studeret med stor energi, men det direkte arbejdsudbytte af rejsen - en mængde tegninger og billeder, bl.a. kunstmuseets En Drift Oxer i den romerske Kampagne - hører ikke til hans betydeligste; aldrig havde han så stærkt som i denne tid mærket at han var bundet til den danske natur, og med iver gav han sig efter hjemkomsten igen til arbejdet.

Allerede før rejsen, fra tiden omkring 1843, fik dyrmaleriet en større plads i hans kunst end tidligere; i dette år havde han sammen med Skovgaard opholdt sig i Vejby i Nordsjælland og fundet motivet til En Kostald i en Bondegaard som blev købt til kunstmuseet (et udmærket forarbejde i samme størrelse i privateje); n.å. havde han ved herregården Vognserup malet gode landskabs- og dyrstudier, bl.a. til det fint komponerede Blegeplads ved Herregaarden Vognserup, 1845 (privateje); nu efter rejsen genoptog han arbejdet ved Vognserup hvor han bl.a. malede forarbejder til det smukt komponerede Malkeplads ved Herregaarden Vognserup, 1847 (kunstmuseet) der viser at han i Holland havde set på Aalbert Cuijps billeder, og til Et Boelsted ved Lodskov, 1846-47 (kunstmuseet; et ypperligt lille studie sammesteds). Mellem de bedste af hans senere billeder må nævnes en række studier fra Kalundborgegnen fra 1847, bl.a. Møllebakken (privateje, forstudie i Ny Carlsberg Glyptotek) og nogle dejligt komponerede studier fra Refsnæskysten (kunstmuseet og Hirschsprungs saml.). Fra et ophold i februar 1848 på gården Godthåb nær Helsingør stammer bl.a. skitsen Ungkvæget vandes (kunstmuseet), en perle i stemning og billedopfattelse. Kort efter rev martsbegivenhederne ham med, og han meldte sig som frivillig; den 25.4. ramtes han ved Bedsted af et vådeskud der øjeblikkelig medførte døden.

Det er med rette blevet fremhævet at Lundbye ikke var nogen sikker kolorist, og at især i hans senere produktion farveopfattelsen ikke sjældent er svag; selv da kan dog hans følelse for dens stemningsværdi skabe noget smukt, fx i kunstmuseets Aftenlandskab med Faar, 1845. Men hans bedste egenskaber er hans fine sans for valørerne, for den karakterfulde form og, hvad der især kommer frem i landskabsstudierne, for den klare opsætning af kompositionens masser i enkle flader. Et smukt eksempel herpå er kunstmuseets Køer vandes ved Gadekær. Brofelde, 1844.

At J. Th. Lundbye trods sin tidlige død har erobret sig så stor plads i den danske almenheds opfattelse skyldes ikke alene hans malerkunst, men i lige så høj grad hans tegninger af hvilke et rigt udvalg findes i kobberstiksamlingen. Han var den fødte tegner der strøede om sig med pennerids, enten direkte efter naturen, ofte småting som planter o.l., eller efter hukommelsen; hvad han således hensatte med legende pen, har ofte en overordentlig ynde der undertiden lovlig meget nærmer sig det rent kalligrafiske. Først og fremmest har hans pen dog givet os et stort tal af ypperlige studietegninger efter dyr og landskaber, i hvilke han trækker et landskabs store linjer op med klare streglag der skiller lys og skygge, giver det plastiske indtryk af form; til de bedste af disse studietegninger hører en række fra Vognserup fra sommeren 1844. Hans store evner som tegner beror ikke alene på hans fine fornemmelse for stregen, men lige så meget på hans sjældne følsomhed for lysets toner. Disse egenskaber har også sat sig spor i hans grafiske arbejde der navnlig omfatter en række raderinger; hans fortrinlige evner som illustrator er mest kendt fra H.V. Kaalunds fabler der udkom 1844 med litografier af Adolph Kittendorff efter Lundbyes tegninger, men stor betydning for udviklingen af det danske træsnit fik også de talrige illustrationer som han tegnede for træskæreren A. Flinch og hans elever til almanakker o.l. publikationer. Foruden kobberstiksamlingen ejer Hirschsprungs samling et meget stort antal tegninger.