Jacob Dahl, 5.6.1878-5.6.1944, præst, forfatter. Født i Vågur, Suðuroy, død i Tórshavn, begravet sst. D. tog lærereksamen fra Færøernes lærerskole 1896, var vikar ved samme og Tórshavns realskole 1896-97, blev student 1899 fra undervisningsanstalten Lyceum i Kbh. og cand. teol. 1905. Han var derefter lærer ved Karise højskole 1907-08, ved Færøernes seminarium og Færøernes mellem- og realskole 1908-12, var sognepræst for Sydstrømø præstegæld fra 1912 og provst for Færøernes provsti fra 1918. Han var kongevalgt medlem af Færøernes lagting 1918-23 hvor han sluttede sig til Selvstyrepartiet, var medlem af bestyrelsen for Føroya Fólkaháskúla fra 1909, formand for sømandshjemmet i Tórshavn siden dets oprettelse 1923 og for lagtingets kommission for udgivelse af færøske skolebøger fra 1920. Han var redaktør af Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne 1914-19 og redigerede Færøsk Kirketidende fra 1925. Han var medlem af bestyrelsen for Føroya Málfelag fra 1933, var formand for lagtingsfonden Føroyskt Kirkjumál fra 1934 og ligeledes formand for KFUM i Tórshavn fra 1938. Han var æresmedlem af Føroyingafelag i Kbh. og af Hitt føroyska studentafelag sst., og 1943 blev han æresborger i sin hjembygd. - Med få undtagelser er D.s forfatterskab udelukkende religiøst, det gælder både oversættelser og originale værker: Føroysk Mállære, 1908, Thomas Tarnovius: Ferøers Beskrivelser, við einum fororði af J. D., 1908, Sálmarnir úr Gamla Testaménti, 1921, Orðtøk Sálomos og Prædikarin, 1926, Evangeliið eftir Matteus, 1923, Evangeliið eftir Markus, 1924, Evangeliið eftir Lukas, 1926, Ápostlasøgan og hini almennu brævini, 1928, Paulusar bræv, Hebrearabrævið og Jóhannesar opinbering, 1931, Luthers litla Katekismus, 1922, Selma Lagerlöf: Halgisøgur, 1921, Balslevs bíbliusøgur, 1924, Føroysk ritual, 1929, Glottar, 1928, Jól og nýggjár, 1928, Í ódn og log, 1929, Í lýsing (ein lestrabók), 1934, Ávegis, 1935, Evangeliið eftir Jóhannes, 1936, Nýggja Testaménti, 1937 (udg. af Det danske bibelselskab), Altarbókin, 1939, Íjólahalguni, 1940, Sólarris, 1941, Esops dømi, 1942, Krossstíggjur, 1942, Millum ælini, 1943, Stavnhaldið, 1944, Sólin og sóljan, 1948 og Meðan hildiðverð úr heilagt, 1948. Sammen med højskoleforstander Simun af Skarði udgav han 1913 et lille salmehæfte Jólasálmar og morgun- og kvøldsálmar som opnåede tre udgaver. I Sálmabók Føroya fólks, 1960 er hans bidrag 115 originale og oversatte salmer. -Ved sit grundlæggende arbejde har D. skabt et færøsk bibel- og kirkesprog. Han er den første præst på Færøerne som har gennemført gudstjenesten på færøsk alene.

Familie

Forældre: købmand Peter Hans D. (1843- 1931) og Elsebeth Susanne Wilhelm (1845-1913). Gift 16.12.1908 i Kirkjubøur med Cathrine Marie Hansen, født 8.12.1874 i Torshavn, død 18.2.1949 sst., d. af bager, senere musiklærer Georg Casper H. (1844-1924) og Mariane Elisabeth Christiane Jacobsen (1847-75). - Far til Regin D. og Sverri D.

Ikonografi

Buste (Føroya landsbókasavn). Statue i hans hjembygd afsløret på hundredårsdagen for hans fødsel. Foto.

Bibliografi

Chr. Matras: Føroysk bókmentasøga, 1935. H. A. Djurhuus og Jóannes Patursson i Varðin XXIII, Tórshavn 1944 80-93. Lærarafólk i Føroyum 1870-1956, Tórshavn 1957. Sv. Grundtvig: Dansken på Færøerne, udg. H. Bekker-Nielsen, 1978. - Janus Øssursson: Studentabókin, 1960 (manus, i Føroya landsbókasavn).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig