Jacob Andersen, Jacob Nørgaard Kronborg Andersen, 23.8.1872-7.3.1947, postembedsmand, politiker. Født i Løgstør, død i Århus (Skt. Lukas), urne på Århus nordre kgd. A. indtrådte 1889 i postvæsenet, blev 1900 postekspedient, 1911 fuldmægtig i overpostdirektoratet for østifterne, 1916 vicepostinspektør og 1919 postinspektør i 1. postinspektorat. Ved genforeningen 1920 blev han overpostinspektør i det for de sønderjyske landsdele nyoprettede 5. inspektorat med bopæl i Haderslev, fra 1924 ved distrikternes indskrænkning til fire overpostinspektør i 3. distrikt, Århus. A. tog i tiden fra begyndelsen af 90'erne til 1911 ivrig del i den da nye faglige bevægelse inden for etaten, var 1899–1908 redaktør af Dansk Postblad, 1908–11 formand for Dansk postforening og var en af dem der kraftigst rejste kravet om bedre uddannelse af etatens unge, statsansættelse af disse og bedre lønninger. 1916–20 var han forstander for postkursus, og han var medlem af kommissionen for fagprøverne, 1915–16 medlem afkommissionen til omordning af poststyrelsen. Han havde væsentlig andel i oprettelsen af Dansk postmuseum, og var medlem af bestyrelsen for Dansk post- og telegrafmuseum samt inspektør ved samme. – A. var redaktør for Danmark af Nordisk Posttidsskrift. Han var i flere år sekretær i Told- og trafiketaternes centralorganisation og dens formand 1912–14, var 1907–08 medlem af etaternes lønningsudvalg og 1912–14 udgiver og redaktør af Civiletaternes Maanedsblad. Ved siden af sit store faglige arbejde var A. også politisk aktiv, således 1905 medunderskriver for dannelsen af Det radikale venstre hvis folketingskandidat han var 1909–13, dog uden at blive valgt. 1912 blev han medlem af Gentofte kommunalbestyrelse. Desuden udfoldede han en livlig skribentvirksomhed og skrev bl.a. Det kgl. danske Postvæsens Historie, 1905 (i Dansk Portrætgalleri I), Adskillelsen fra og Genforeningen med Sønderjylland, 1924 (i Det danske Postvæsen 1624–1924) samt tre bind erindringer, desuden har han skrevet en meget lang række artikler i fagblade.

Familie

Forældre: herredsfuldmægtig, exam. jur., senere ejer af Kølbygård, Hundstrup sg., Thy, Hans Andreas Rudolf A. (1832–94) og Marie Birgitte Elisabeth Nørgaard (1843–1914). Gift 11.4.1906 i Kbh. (Andr.) med Wanda Hansteen, født 13.5.1884 i Kbh. (Matth.), død 8.12.1944 i Århus (Vor Frue), d. af assistent hos Kongens foged Frits H. (1840–1907) og Anna Marie Truelsen (1852–1918).

Udnævnelser

K.2 1942.

Ikonografi

Tegn. af Henrich Hansen. Foto.

Bibliografi

J. A.: Fra bondens Thy til kongens by, 1926; Fra hovedstaden til den nye grænse, s.å.; Omkring genforeningen, 1929. – G. i Årbog for det da. post- og telegrafvæsen 1912, 1911 9–16. Z. sst. 1921, 1920 3–7. T V. Johansen sst. 1939, 1938 366–73 og 1942, 1941 193–95.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig