Jacob Worm

Jacob Worm, Jacob Pedersen Worm, 8.12.1642-.1693, præst, satiriker. Født i Kirke Helsinge, Holbæk amt, død i Tranquebar, begravet sst. W. fik sin første undervisning af sin far og dennes kapellaner; han gik i Slagelse skole 1658-63. Trods vanskelige studieforhold under den svenske besættelse af Sjælland og i tiden derefter var W. så kyndig i de klassiske sprog at han ved immatrikulationen ved universitetet kunne hilse biskop Hans Svane med hyldestdigt på latinske, græske og hebraiske vers. W. var fuld af flid, energi og ambition. Han erhvervede 1664 baccalaurgraden, blev 1666 teologisk kandidat og tog endelig 1667 magistergraden. Forinden havde han holdt sin dimisprædiken, og 1665-68 forelagde han 21 gange trykte øvelsesopgaver, "disputatser", til offentlig drøftelse. Deres emner er foruden teologiske og filosofiske, filologiske og fysiske, herunder specielt om lysets natur. I et par behandler han Descartes' fysiske teorier. Samtidig med denne loyale aktivitet synes W. med en utrykt tekst at have pådraget sig professorernes mishag. Han undskyldte sig i 1681 med at det var sket "af juvenili fervore", dvs. ungdommelig iver, og at han havde udstået sin straf derfor. Imidlertid sendte han to omfattende, utrykte disputatser til Frederik III for hvem han desuden fik lejlighed til at prædike på latin. Kongen fattede interesse for W. og gav ham 1669 ekspektance på det teologiske lektorat i Viborg. Da denne stilling ikke blev ledig måtte W. 1671 nøjes med den beskedne post som rektor ved latinskolen i Slangerup. W. var af sin fars første ægteskab. Da faderen døde 1668 og hans anden hustru, Sille Balkenborg, 1669 ægtede den nye sognepræst i Slangerup, Thomas Kingo, blev denne W.s stedfar og tillige foresatte. Men W. så sig allerede som lektor i teologi og derfor i rang over sognepræsten. Han forventede at Kingo på gaden tog sin præstekalot af for ham. Da det ikke skete skrev W. en bidende vittig Satyre over Kingos Kalot. Kingo svarede groft igen, men W. lukkede munden på ham med trussel om skandalisering: "tier du ej -". Kingo tav -men nogle år senere brugte han de tre digtes versemål, som W. havde fra en verdslig vise, i "Far, verden, far vel". W. fik atter ram på Kingo i en vise hvor han harcelerede over enkemandens forgæves bejlen til Sofie Olufsdatter som sad enke efter Kingos forgænger i embedet. Kingo giftede sig hurtigt med en anden velsitueret enke.

Frederik IIIs død 1670 hindrede nok et hurtigt avancement for W. Denne skrev uden udbytte, i august 1672, et hyldestdigt til Christian V og et andet til den altformående Griffenfeld. Over for sidstnævnte udfoldede W. sin poetiske opfindsomhed. På en persons navnedag kunne man tilsende vedkommende et bindebrev som forpligtede navnets bærer til at løse sig, fx med et gilde. 1.8. var Peder Griffenfelds navnedag for på den dag mindes kirken apostlen Peters fængsling og befrielse ved en engel (Apost. gern. 15,3ff). I digtet fremstår Griffenfeld som den der skal sikre fædrelandets, kirkens og universitetets lykke og frelse. Men Griffenfeld gjorde ikke noget for den ydmyge magister, og antagelig fra 1673 spyr denne verssatirer mod Griffenfeld og hans håndlangere. Tidligst nok i dialogen Gud og Belial hvor en teolog maner til frygt for Gud mens en statsmand, der erklærer sig for ateist, udbyder kirkelige embeder til salg. Baads-mænds Æredigt om den gyldne Vintappersvend spiller på at Griffenfeld havde gjort sin yngre bror, Albert Schumacher (Gyldensparre), til admiralitetsråd. I Studiosus lamentans, det er Studenternes Graad advares "Grif, på høje fjelde" mod den skæbne som ramte Hannibal Sehested og Corfitz Ulfeldt. Biskop Hans Wandal kaldte W. til København og forelagde ham mistanker der udpegede W. som forfatter til dette smædedigt der er fra august-september 1674. Men næste sommer kom En ny Rimekonst som angreb Griffenfeld fordi han havde gjort sin svoger, den kun 28-årige Hans Bagger, til Sjællands biskop. Og Sibylles Spaadom om Nordens Antikrist fra sensommeren 1675 varsler om en nordisk Antikrist som handler med kirkelige midler og favoriserer slægtninge. Da Griffenfeld faldt 11.3.1676 føjede W. til sin profeti et triumferende Postscriptum tragicum hvori han dog henstiller til kongen at vise barmhjertighed med den formastelige. 1677-78 mindes han i to viser den faldne Griffenfeld, en klog mand hvis brøde ikke var så slem: Lykkens Ubestandigheds Spejl og Studiosus lamentans redivivus og continuatus, en genoptagelse af studenterklagen, hvor han anråber kongen om en retfærdig fordeling af præsteembeder: i maj 1677 var W. blevet indsat i et beskedent sognekald i Viborg hvor han snart kom i klammeri med sine gejstlige foresatte.

W. var overbevist om kongemagtens hellighed, men mente samtidig at den enevældige konges beslutninger afhang af hans rådgivere. Allerede 1675 havde han rakt den unge konge en poetisk pegepind, Horologium Regium eller gudfrygtige og retfærdige Kongers Sejrværk, et urværk delt i 12 timer og 48 kvarterer; time for time får regenten og hans tillidsmænd i regering, kirke, ret, hær osv. at vide hvorledes de bør forholde sig. Efter det uheldige felttog i 1678 skrev W. to satirer hvor han angriber de indkaldte nordtyskere som han gør ansvarlig for krigens dårlige forløb. Det var Griffenfelds to banemænd, overjagtmesteren Vincents Hahn som bl.a. ejede Abrahamstrup (Jægerspris), og general Frederik von Arenstorff som havde Svanholm. Over de to herregårde har digteren et luftsyn, Visio Abrahamstrupensis et Svanholmensis som slutter med at en engel åbner kongens øjne for "Hanens" og "Narrendorffs" svigagtigheder. I Kongens vemodige Klagemaal, 1678 lægges anklagerne i munden på denne. – I december 1679 går W. løs på Christian V selv. Det sker med en satire i prosa, anlagt som en disputats De Idolis Jeroboami, om to gudebilleder, i form af guldkalve som kong Jeroboam satte op og sagde til Israel: dette er dine guder. Nu beskyldes Jeroboam, alias Christian V for at have tilegnet sig retten til at besætte kirkeembeder, beslaglagt kirkegods, samt frataget rigets gamle adel dens velerhvervede rettigheder. Enevældens indførelse var altså en forbrydelse! W. sigter desuden åbenlyst på Christian V's forhold til Sophie Amalie Moth.

Nu måtte kongen gribe ind. Oktober 1680 tog generalfiskalen, Christian Pedersen, W. i forhør på bispegården i Viborg. Ransagning blev foretaget i hans hjem uden at noget kompromitterende blev fundet. Men W. havde blottet sig under forhøret og efter nye forhør i København aflagde han 8.1.1681 uforbeholden tilståelse. Han dømtes derefter, først af en gejstlig ret for majestætsforbrydelse til tab af kjole og krave og derefter, 23.2., af en verdslig ret til tab af ære, liv og gods. Før og efter denne dato udgik bønskrivelser af W. og hans hustru der i gribende ord trygler kongen om nåde for ægtemanden. Ved midten af april 1681 blev W. benådet med deportation til Tranquebar. 30.4. afgik han med skibet Phønix. W. skrev bevægende afskedsdigte til sin hustru, de tre sidste ombord og muligvis bragt på et hjemgående skib, mens Phønix lå underdrejet ved Shetlands kyst. Fra Ostindien fik han ikke tilladelse til at skrive hjem. Han har antagelig haft andel i en revolte 1684 mod den brutale guvernør Axel Juel. 1685 fik W. besked om at virke som præst i kolonien. I et forsvarsskrift efter tilståelsen og før dommen havde W. hævdet at "både en poet og præst haver magt til at straffe [dvs. dadle] synd og last, ej alene mundtlig, ... mens [dvs. men] endog skriftlig". W. var begavet, ærgerrig og selvhævdende; hans religiøse overbevisning bestyrker ham i det kritiske kald når han føler sig forbigået eller krænket i sin ære. Hans samfundskritik havde oftest et helt privat grundlag, men hæver sig, især i den latinske disputats om Jeroboams gudebilleder, til ægte almen indignation. Han slutter denne satire med nogle ord som uden tvivl er hans politiske trosbekendelse: "Fyrsten, Herrens salvede, er oftest et overmåde godt og uskyldigt menneske, men trækkes ned (in pejus mutatus) af smigrere og vice-dronninger; derved bliver han en fjende af Gud og ved den fordærvelige korruption til skade for sit rige."

Familie

Forældre: sognepræst Peder Jacobsen W. (død 1668, gift 2. gang 1648 med Sille Lambertsdatter Balkenborg, ca. 1625-70, gift 2. gang 1669 med Thomas Kingo, 1634-1703) og Anna Heichens. Gift 1677 (bevilling 25.9.) med Abild (Abel) Andersdatter Achton, født 1658, død 1710 (gift 2. gang 1694 med sognepræst i Hammel, senere provst i Viborg Mads Rasmussen Thrane, død 1717, gift 2. gang 1714 med Lucie Barfoed, gift 2. gang 1730 med konsumtionsforvalter Niels Jensen Bech), d. af sognepræst i Viborg Anders Christensen A. (1611-77) og Maren Hansdatter.

Ikonografi

Maleri.

Bibliografi

Skrifter, udg. Erik Sønderholm I–III, 1968-71 (m. biografi i III). – Kirkehist. saml. 3. r. V, 1884-86 654-58. -Tøger Reenberg: Poetiske skr. II, 1769 105-34 (Forsaml, på Parnasso; optr. i Dansk barokdigtn., ved Erik Sønderholm I, 1969 453-64). J. F. Fenger: Den Tranke-barske missions hist., 1843 7-13. Vilh. Bang i Hist. ark., 1884 I 241-60 og II 19-40. Rich. Petersen: Thomas Kingo og hans samtid, 1887. J. Paludan: Fransk-engelsk indflydelse på den da. nationallit, 1887 362-70. Fr. Krarup i Museum, 1892 II 266-92 og 1894 I 242-74. Hans Brix: Analyser og problemer I, 1933 194-219; IV, 1938 279-304. Brage Løvind i Fra Viborg amt, 1935 93-118. Vald. Hansen i René Descartes: Om metoden, 1937 XXIII. – Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig