Jacobus de Dacia, Jacobus de Dacia (Jakob den Danske), ca. 1483-.1567, missionær. Død i Tarequato, Michoacan, Mexico. J. må være identisk med den tredje ellers ukendte søn af det danske kongepar der i Hamelmanns Oldenburgische Chronik benævnes Jakob. Han indtrådte under ukendte omstændigheder i forældrenes yndlingsorden, de observantiske franciskanere. Han er sikkert identisk med den broder Jacobus Johannis der affattede 2/3 af Gråbrødrenes Uddrivelseskrønike. og ifølge hvilken han indtil 1530 var vicegardian i klostret i Malmø og ca. 1532 socius (sekretær) hos provincialministeren Rasmus Clausen Ulf. Han kæmpede da ivrigt for sin orden og den katolske kirke mod protestantismens fremtrængen. Efter reformationens forbud mod tiggerordner 1537 måtte han forlade Danmark, men havde 1539 under navnet Jacobus Gottorpius embedet som provincialminister for landflygtige danske franciskanere i Mecklenburg. Efter at have overladt fuldmagter til medbroderen Lütke Namensen fra Flensborg, rejste han sydpå og sejlede 1542 fra Sevilla til Vera Cruz i Mexico hvorved han blev den første kendte dansk-amerikaner efter Columbus' opdagelse af Amerika. Som fremtrædende teolog og sjælesørger fik han hurtigt en ret betydelig stilling i det missionsarbejde der på få årtier gjorde størstedelen af Mexicos indianere kristne. Han virkede især blandt taraskerne i Michoacan hvis sprog han lærte, og hvor han grundlagde flere kirker, klostre og byer. Han skrev sig da med det spanske navn Fray Jacobo de Dacia.

Hans ejendommeligste indsats bestod i en fremsynet kamp for at kristnede indianere burde have fuld ligeberettigelse med europæere, således at også de kunne blive præster og dermed ledere i kirken. I dette forsøg på at hindre intern kirkelig racediskrimination mødte han dog uovervindelig modstand hos sine medbrødre der efter en teologisk disputats derom 1553 fik ham idømt en kirkebod. Ved sin død var han guardian og højt elsket af de lokale indianere der stadig ærer ham som en helgen. I datidens krøniker kaldes han Jacobo Daciano, og hans afstamning fra det danske kongehus nævnes, men ikke forældrenes navne. –

Familie

Forældre: kong Hans (1455–1513) og Christine (1461–1521).

Ikonografi

Mal. (Den apostolske delegation for Skandinavien, Vedbæk).

Bibliografi

F. Gonzaga: De origine religionis franciscanæ. Rom 1587 1286. Diego Munoz: Descripcion de la provincia de los apostolos S. Pedro y S. Pablo, udg. A. Lopez i Archivo ibero-americano IX, Madrid 1922 395–97. P. D. Steidl i Hist. t. 9. r. VI, 1929 273–77. J. Nybo Rasmussen og J. Pinborg sst. 12. r. I, 1963 193–223. Hermann Hamelmann: Geschichtl. Werke, udg. G. Rüthning III, Münster 1940 176. J. C. Seoane i Missionalia hispanica XIV, Madrid 1957 156f. J. Nybo Rasmussen i Franziskanische Studien XLV, Werl 1963 314–37. Samme i Catholica, 1963 109–27 og 1965 134f. Samme i Archivum franciscanum historicum LVIII, Quaracchi 1965 48–88. Samme i Danmarksposten LIV, 1973 nr. 3–4 3–5. Samme: Bruder Jakob der Däne, Wiesbaden 1974. Peter P. Rohde i Almanak I, 1966 nr. 4 33–41. José Romero Vargas: Fray Jacobo Daciano, Zacapu, Mexico, 1966.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig