Jacopo Fabris, 1689-16.12.1761, teatermaler, teatertekniker. Født i Venezia, muligvis af tyske forældre, død i Kbh. (Trin.), begravet på Trin. kgd. F. arbejdede som så mange af datidens italienske teatermalere i udlandet. 1719-21 finder vi ham som hofmaler i Karlsruhe hos markgreve Carl Wilhelm af Baden-Durlach, og 1724 blev han ansat i den vigtige post som teatermaler ved den navnkundige opera i Hamburg hvor han i de seks år, han virkede her, opnåede at skabe sig et godt navn på sit specielle område. Efter en tid at have virket i Mannheim og London blev den nu efterhånden berømte kunstner 1742 ansat som teatermaler hos Frederik den Store i Berlin hvor han både var med til at indrette det nye operahus på Unter den Linden, til hvilket han også malede dekorationer, og et mindre teater på slottet. 1747 bosatte F. sig i Kbh. Frederik V var nylig kommet på tronen, og der begyndte nu en gylden tid for den dramatiske kunst. Den venetianske kunstner der foruden at være teatermaler også var teatertekniker blev hurtigt en fremtrædende mand. Han fik lejlighed til at indrette tre teatre i Kbh.: en scene for de italienske operister på Charlottenborg, et interimistisk teater for de danske aktører i "Tjærehuset" og endelig Komediehuset på Kongens Nytorv. Til alle disse teatre malede han også dekorationer i en festlig pompøs barokstil der vidner om hans stærke påvirkning fra Alessandro Galli-Bibiena, under hvem han rimeligvis havde arbejdet i Mannheim. -Uden for teaterområdet udfoldede F. en rig virksomhed som "Perspektivskildrer". 1750-51 dekorerede han således havesalen på Fredensborg med ideallandskaber. På Frbg. slot malede han ganske lignende billeder, og på Bregentved findes der ligeledes malerier af denne art der skyldes ham. 21.2.1748 bevilgede kongen "af særdeles Clemence dend udi Vores Tienste antagne Perspektiv Mahler Jacob F." 400 rdl. i årlig løn.

Familie

l. gang med ukendt. Gift 2. gang med Susanna Jeffreys fra England, født ca.1703, begr. 24.10.1786 i Kbh. (Trin.).

Udnævnelser

Virkelig kancelliråd 1750.

Ikonografi

Maleri (St. mus.). Tegning (kobberstiksaml.).

Bibliografi

Emil Gutman: Das grossherzogl. Residenzschloss zu Karlsruhe, Heidelberg 1911 = Zeitschr. für Gesch. der Architektur, Beiheft V. Torben Krogh i indledn. til J. F.: Instruction in der teatralischen Architektur und Mechanique, 1930.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig