Jakob (greve)

Jakob, d. 1309, greve af (Nørre)halland . J.s og hans bror Niels' arv efter faderen forholdtes dem længe, men de kan antages at have rådet over en betydelig arv efter moderen der var barnebarn af Jakob Sunesen. Stedfaderen Andreas Pincerna var i Erik Klippings unåde og fængsledes af denne 1267, men det vides ikke om fjendskabet havde med grev Niels' efterladte børn at gøre selv om disse netop på samme tidspunkt befandt sig i en intrikat arvesag med moderens fætre greverne Ludvig og Otto af Ravensberg med hvem de under kongens forsæde måtte indgå et forlig (28.7.1267) der næppe var til deres fordel. Broderen Niels døde 1270(71), og stedfaderen var død 1270. Fædrenearven kom først i J.s besiddelse 1283 da stormændenes indflydelse på rigets politik var vokset med udstedelsen af håndfæstningen 1282, og da kongen stod på tærskelen til sin indtræden i et nordtysk landefreds-forbund som Fik væsentlig betydning for hans udenrigspolitik. Bispen og greverne af Schwerin udstedte 28.8.1283 en erklæring om J.s ret til Halland efter faderen med opfordring til danske prælater og stormænd om at virke for dets udlevering. 8.9. s.å. udstedtes Erik Klippings tilbage-givelsesdokument der henter sin ordlyd dels fra den schwerinske erklæring, dels fra Valdemar Sejrs overdragelsesdokument til grev Niels 1241 (idet Halland oprindelig gaves ham til gengæld for det afkald han havde gjort på godser i Schwerin i forbindelse med Valdemar Sejrs løsladelse af fangenskabet hos grev Henrik af Schwerin).

Grev J.s rådighed over grevskabet var i princippet den friest tænkelige, langt sikrere end den anden hidtil utilfredsstillede kongefrænde hertug Valdemar af Sønderjylland havde da han i samme år fik overladt hertugdømmet. J.s politiske indflydelse i Danmark i Erik Klippings sidste år må have været meget betydelig selv om vi ikke kender den i enkeltheder. Men kongemordet i 1286 blev hans politiske fald i Danmark. Han stod i spidsen for den kreds af stormænd der dømtes for Erik Klippings drab ved dane-hoffets dom i pinsen 1287, efter al sandsynlighed ganske uskyldigt. Forud for dommen havde J. sammen med de øvrige "kongemordere" søgt tilflugt i Norge med hvis regering han også tidligere havde stået på god fod, og han deltog i de norske krige mod Danmark i den unge Erik Menveds første regeringsår. Borgen Hunehals i Halland var sammen med borgen på Hjelm de fredløses faste støttepunkter, men de var tillige pladser hvortil den norske konge inviterede udenlandske købmænd til at sejle i handelsøjemed og på lignende vilkår som dem de havde haft i det danske rige.

Tilsyneladende vanskeliggjordes grev J.s forhold til den norske konge, da denne efter 1300 søgte tilslutning hos den svenske oprørske hertug Erik, til hvem han trolovede sin datter Ingeborg og hvem han mere eller mindre åbent tillod at sætte sig fast i Halland. Det står sikkert i forbindelse hermed at grev J. i 1305 måtte udstede et dokument (8.3.) hvorved han formeligt overdrog sit grevskab til den norske konge til gengæld for de (specificerede) udlæg denne havde gjort for ham i mellemværendet med Danmark.

Den svenske "Erikskrönikan" affattet kort efter 1320 har i sine skildringer af krigsbegivenhederne i og omkring Halland i 1300-tallets første årtier nogle særligt hadefulde udfald imod grev J., hvad der sikkert bør forstås i sammenhæng med et rivaliseringsforhold mellem denne og krønikens ubestridelige helt, hertug Erik af Sverige. J.s nøjagtige dødsdato kendes ikke, men han må være død ca. 1309, sikkert på borgen Bohus som han havde bygget, og som var hans faste tilholdssted i krigsårene. I Danmark mindedes han særligt i Sorø kloster blandt hvis fornemste velgørere han (tilsyneladende uden at være begravet der) regnedes.