Jakob Erlandsen

Jakob Erlandsen, d. 18.2.1274, ærkebiskop. Jakob Erlandsen tilhørte ved sin herkomst rigets aristokrati. Faderen var en (i øvrigt ukendt) skånsk stormand og moderen var af Hvideslægten. Både Jakob Erlandsen og hans brødre har været rige og mægtige mænd, Anders Erlandsen blev drost, Niels Erlandsen gælker, medens Jakob Erlandsen fik en fornem gejstlig uddannelse i udlandet, velsagtens i Paris (hvis universitet han siden ønskede at hjælpe danske gejstlige til at studere ved).

Senest 1247 var Jakob Erlandsen Lundekirkens provst, opholdt sig ved pavehoffet og havde titel af pavelig kapellan. Hvorvidt hans uddannelse var teologisk eller juridisk (eventuelt begge dele) ses ikke af titlen magister som han allerede fører 1247 da han udvirker et paveligt mandat til at skaffe sig dels indtægterne af sit kirkelige embede, dels af sit arvegods i Danmark, idet begge forholdes ham "på grund af fjendskaber han har dersteds, skønt han ikke har pådraget sig dem ved egen skyld". Formentlig har Jakob Erlandsen eller snarere hans slægt været indblandet i striden mellem Erik Plovpenning og Abel, i så fald på denne sidstnævntes side. Det er muligt at Jakob Erlandsen under sit ophold ved kurien har virket for Roskildebispen Niels Stigsen i dennes sag mod kong Erik. Efter Niels Stigsens død 1249, og efter Erik Plovpennings død 1250 kunne Jakob Erlandsen tiltræde embedet som Roskildebisp, tilsyneladende efter en splittelse i domkapitlet og efter at være beskikket direkte af paven. Modsætningsforhold til kong Abel i dennes korte regeringstid kan ikke spores. Særlig markant i hans forvaltning af Sjællands stift er Københavns første stadsret (1254) hvori bispen fremtræder som en usædvanligt streng byherre, men allerede april 1254 tiltrådte Jakob Erlandsen embedet som ærkebiskop af Lund. Ærkebiskop Uffe var død i december 1252 og domkapitlets valg faldt på Jakob Erlandsen, men der gik et år med at opnå pavelig bekræftelse på valget, og der var en modstand fra kong Christoffers side at overvinde.

Som ærkebiskop førte Jakob Erlandsen i sine første år en kamp for at ændre den skånske kirkeret og bringe den i nøjere overensstemmelse med international kanonisk ret. Bønderne gjorde modstand mod at der forandredes i deres hævdvundne retsstilling, og de støttedes af kongen. Denne ønskede for enhver pris at forhindre Jakob Erlandsen eller andre af rigets biskopper i at beskære den verdslige magtudøvelse over kirkens ejendomme og tjenere; men dette blev konsekvensen af det moderniseringsforsøg m.h.t. den kirkelige forvaltning og jurisdiktion som Jakob Erlandsen søgte at gennemføre. Over for markante trusler om vold mod rigets biskopper, fik Jakob Erlandsen på et af ham sammenkaldt rigskoncilium i Vejle marts 1256 vedtaget en lov (Vejlekonstitutionen) der indførte automatisk gudstjenesteforbud i stiftet hvis en biskop fængsledes, i hele riget hvis ærkebispen fængsledes, og det kunne formodes med grund at kongen stod bag. Kirkemødet i Vejle var indkaldt til samme dag hvor kong Christoffer ønskede at holde danehof i Nyborg, uden at det med absolut sikkerhed kan afgøres hvilken part der har villet lægge den anden hindringer i vejen. Men Vejlekonstitutionen blev udgangspunkt for en alvorlig retsstrid mellem konge og ærkebiskop som, uden at den førte til nogen afgørelse, varede ved indtil Jakob Erlandsen 5.2.1259 fængsledes af fyrst Henrik af Mecklenburg (formentlig bistået af hertug Albrecht af Braunschweig), givetvis på kong Christoffers foranledning, men således at ikke blot den kirkelige, men også den kongelige part kunne bringe anliggendet ind for pavens domstol. Under forhandlingerne havde det danske rige flere gange været angrebet eller truet udefra (bl.a. ved et norsk angreb i efteråret 1256) og Jakob Erlandsen har formentlig stået i ledtog med angriberne og begunstiget dem inden for Lundekirkens myndighedsområde, men kilderne tillader ikke indsigt i enkelthederne.

Jakob Erlandsen kom fri af fængselet i sommeren 1259, kort efter at Christoffer var død og Danmarks udenrigspolitiske situation vanskeliggjort for enkedronning Margrete og den mindreårige Erik Glipping der kæmpede for at holde stillingen. Frigivelsen skyldtes bl.a. et krav fra pavestolen hvis opfyldelse var en forudsætning for at der kunne føres proces i spørgsmålet. Jakob Erlandsen støttedes oprindelig af flere danske gejstlige, men mange faldt fra under den lange strid. Hans nærmeste kampfæller var biskop Peder Bang af Roskilde og biskop Regner af Odense.

Pavernes politik i Jakob Erlandsens sag fandt meget skiftende udtryk hvad der givetvis skyldtes nødvendigheden af at pavestolen stod sig godt med så vidt muligt alle fyrster i Europa. Selv om verdslig magtanvendelse over for en biskop var en overordentlig alvorlig sag at tolerere havde kurien mange særhensyn at tage; dens magt over den internationale kirke var ingenlunde absolut, og kirkens indpasning i det datidige danske samfund adskilte sig på flere punkter fra hvad der var normen i Europas hovedlande og ikke mindst fra tidens moderne anskuelser om en kirkestyrelse uafhængig af verdslig magt. Det betyder at Jakob Erlandsen ikke med roligt sind kunne sætte sin lid til paven i denne sag, og det betyder at en række pavelige indgreb nok efter deres ordlyd forekommer at støtte ærkebispen, men efter deres retsvirkning (eventuelt ved at være retsligt værdiløse) reelt var i kongemagtens favør. Under pave Urban 4. sendtes en magister Gerhard (vistnok 1262) som nuntius til Danmark, og i selve de instrukser det lykkedes at få paven til at medgive Gerhard lå der en stillingtagen til kongemagtens fordel; Jakob Erlandsen valgte at negligere alt dette, formentlig med den begrundelse at det ikke var nok at han var kommet fri af fængselet, men at det gods der var konfiskeret først måtte gives tilbage før der kunne føres en egentlig proces i sagen. At paven ikke magtede eller ønskede at sætte dette igennem, er givetvis et udtryk for hvor svagt Jakob Erlandsen stod i denne fase af striden. 1264 beordredes han til at nedlægge sit embede på grund af de anklager der verserede imod ham og ufortøvet begive sig til Rom.

Skiftet på pavestolen mellem Urban 4. og Clemens 4. (1265-68) synes at have haft stor betydning for Jakob Erlandsens fremtidsudsigter. Den nye pave sendte kardinal Guido som pavelig legat til Danmark for at virke for ærkebispens genindsættelse i embede og alle beføjelser som første skridt på vejen til en retslig løsning af konflikten. Guidos domme i Jakob Erlandsens sag (og tillige i Øm klosters strid med den kongetro biskop Tyge af Århus) forblev uden større virkning, og det virker som en desavouering af kardinalen at paven 1267 kaldte ham tilbage til Rom. Efter Clemens 4. fulgte en mere end tre år lang vakance på pavestolen og Jakob Erlandsen måtte stå en lang og besværlig ventetid igennem. I Gregor 10.s første år (1272) aftaltes der en voldgiftsprocedure som indebar meget væsentlige indrømmelser fra Jakob Erlandsens side, men ganske vist sikrede ham at kunne vende tilbage til sit embede. På vej dertil døde han på Rügen 18.2.1274, så den trufne løsning fik aldrig betydning. På det 2. Lyon-koncilium i sensommeren og efteråret 1274 mægledes endelig for pave Gregor 10. en afgørelse af striden der næsten var et fuldstændigt nederlag for Jakob Erlandsens parti som nu var uden sin leder og udmattet af den lange strid. Kongemagten synes at have imødekommet andre pavelige ønsker med hensyn til den danske kirkes indre forhold og dens relationer til pavestolen (især gennemførtes i de nærmest følgende år en korstogsbeskatning af danske gejstlige i et fremstød for det hellige lands generobring som havde pavens allervarmeste interesse). Men en væsentlig del af de anliggender der havde været til behandling i denne ærkebispestrid toges op igen ca. tyve år senere under Jens Grands konflikt med Erik Menved.

Jakob Erlandsens kamp var ikke en kamp for at indføre kirkeretten i Danmark selv om han synes at have været nært knyttet til de kirkelige frihedsanskuelser der verserede i tiden og i øvrigt havde været velorienteret i alle arter af den kirkelige jura (hvori kongemagtens repræsentanter i processen imidlertid også har været velbefarne). Kampen gjaldt dels en tilpasning af den skånske og danske kirke til den internationale med hensyn til administration og retsgrundlag, dels en befæstelse af de rettigheder i det danske samfund som ærkesædet havde at gøre krav på. Vi er uden indsigt i Jakob Erlandsens psyke, men selve forløbet af striden og den fasthed hvormed standpunkterne føres frem og gentages er udtryk for et stærkt og stridbart sind. Men der er ingen tvivl om at det for Jakob Erlandsen først og fremmest var kirkens og ikke hans egen sag det gjaldt. Det oprigtige forhold til tidens nye religiøse bevægelser der fandt udtryk i at han lod sig begrave i franciskanerkirken i Lund hører med til helhedsbilledet af hans person.