Jakob Paulli

Jakob Paulli, Jakob Peter Mynster Paulli, 24.3.1844-3.9.1915, præst. Født i Kbh. (Slotsk.), død sst., begravet sst. (Ass.). P. blev student (Metropolitanskolen) 1862 og cand.teol. 1868. Nogle år virkede han som lærer og blev 1871 residerende kapellan i Asminderød-Grønholt (Fredensborg). Her vandt han som prædikant hoffets gunst og det var medvirkende til at han 1876 blev 2. residerende kapellan ved Vor Frue kirke i Kbh. 1892 blev han stiftsprovst og sognepræst sst., og 1884 blev han kgl. konfessionarius og gennem en menneskealder kongehusets trofaste tjener og taktfulde ven, meget påskønnet af alle medlemmer af kongefamilien. Fra 1887 var han lærer i homiletik ved pastoralseminariet og fra 1892 medlem af direktionen for borger- og almueskolevæsenet; desuden sad han i en mængde bestyrelser. Hans død ved en brandulykke vakte uhyre opsigt. P. var sin tids mest typiske repræsentant for en "højkirkelighed" i den Mynster-Martensenske form, men hans stærke traditionsbundethed i en tid, præget af vækkelsens kirkelige opbrud og forsøg på at finde nye veje, hindrede ham i at øve den brede indflydelse hans ypperlige evner berettigede ham til. Ofte kom han ved sin "stivkirkelighed" (som kritikerne sagde) i strid med retninger og personer; det viste sig bl.a. i forhandlingerne om Kbh.s kirkesag hvor P. sammen med G. Schepelern kom i skarp konflikt med biskop Th. Skat Rørdam der var kirkefondets formand. P. mente at denne sag var udtryk for sværmeri, og han antog at dens demokratiske tendenser ville svække præsteskabets religiøse og sociale position. Dog var han ikke helt blind for at tiden krævede nye arbejdsformer; således sad han 1880-1911 i bestyrelsen for Indre mission i Kbh., og under den store lockout 1899 gjorde det indtryk at han – hoffets og det højere borgerskabs yndede præst – tog til orde for nødvendigheden af sociale reformer.

P. var en fortrinlig administrator, en kirkelig embedsmand af rang der med stor arbejdskraft og klart overblik forenede udpræget sans for orden og omhu i enkeltheder. I hele sin embedstid betragtedes han som hovedstadens ypperste prædikant og var især en meget søgt taler ved bryllupper og begravelser. P.s prædiken var teologisk bestemt af traditionen; han brød ikke nye veje, havde ingen originale tanker, men stor evne til at forarbejde det evangelisk-lutherske trosind-hold og det humane kulturgrundlag så det kunne finde lydhørhed, især inden for det højere borgerskab. Hans prædikener var altid klart gennemtænkt, og formen udmærkede sig ved et rent og smukt sprog. Hans tale var båret af en poetisk stemning; det faldt ham let at finde slående billeder, og ikke mindst følte mange som livet havde faret ilde med sig grebet af det resignationens vemod som tit var baggrunden for hans ord. Hertil kom de ydre fortrin: en velskolet, nuanceret og klangfuld stemme, en velberegnet gestikulation og en skikkelsens grandezza der stod i et harmonisk forhold til kirkerummet. Som religiøs digter nød han megen anseelse; i Den danske Salmebog er han repræsenteret ved nr. 324 og fremfor alt ved salmen (oprindelig skrevet til en privat fest) Jert Hus skal I bygge paa Ordels Klippegrund (nr. 739), som i årtier var den mest yndede bryllupssalme.