James Hepburn, 1536/1537-14.4.1578, 4. jarl af Bothwell. Født på Bothwell Castle, Skotland, død på Dragsholm, begravet i Fårevejle k. H. tilhørte af fødsel Skotlands fornemste adel og arvede ved faderens død embede og titel som rigets storadmiral. Han blev opdraget af sin slægtning biskoppen af Moray, og fik derfor en bedre uddannelse end sædvanligt for tidens skotske adel. Opvæksten prægedes af de stærke brydninger der fandt sted i forbindelse med religionsskiftet, og han deltog i de adelige slægtsfejder der forstærkedes heraf. Selv var han luthersk, men bistod af slægtspolitiske grunde den regerende franskstøttede katolske enkedronning Marie (af Guise) mod den lutherske del af højadelen, støttet af England. 1560 sendtes han til Frankrig for hos regentindens datter, dronning Marie (Mary Stuart) at få øget den militære bistand. For at undgå engelske krigsskibe søgte H. så langt mod øst at han nåede Danmark hvor han aflagde besøg hos Frederik II. Herunder traf han Anna Throndsen (Rustung), en datter af kongens admiral, og lovede hende "med mund, hånd og breve" ægteskab og fik jaord. Hun fulgte ham da han rejste videre, men blev ladt tilbage i Nederlandene efter at han havde opbrugt hendes medbragte formue. I mellemtiden var den skotske dronning død, og efter sit resultatløse ophold i Frankrig kom H. i begyndelsen af 1561 tilbage til Skotland, kort før Marie Stuart selv ankom som dronning. Under de følgende års turbulente tilstande af borgerkrig og private fejder, ofte med karakter af røvertogter, var H. en af forgrundsfigurerne, deltog som dronningens tilhænger i dristige overfald og sad en tid fængslet på Edinburgh Castle hvorfra han flygtede 1562, fangedes derpå af englænderne og sad fængslet i Tower til 1564 da han blev frigivet ved Marie Stuarts mellemkomst. I Frankrig, hvortil han nu begav sig, anrettede hans fjender et giftmordsforsøg mod ham som dog forpurredes. Efter dronningens ægteskab med lord Darnley hjemkaldtes H. 1565 og blev nu hendes loyaleste hjælper; og da Darnley forsøgte at overtage magten ved kup blev H. en af lederne i den sammensværgelse der planlagde og februar 1567 gennemførte mordet på ham. Men da H. selv kort tid efter, med eller mod dronningens vilje, bortførte hende og de derpå indgik ægteskab udløstes et nyt oprør der endte med at hun 16.6. lokkedes i baghold og blev taget til fange, mens H. flygtede. Snart efter forlod han landet og begav sig til sit eget hertugdømme Orknøerne, men da han ikke her fik den nødvendige støtte fortsatte han til Shetlandsøerne og derfra videre til Norge hvor hans to skibe med mandskab (omkring 140 mand) ved Karmsund blev opbragt af den danske skipper Christen Aalborg og bragt ind til Bergen. Her blev han mødt af en stævning for brudt ægteskabsløfte af Anna Rustung og måtte tilstå hende erstatning. I slutningen af sept. førtes han til Kbh. hvor han blev et diplomatisk problem for regeringen. Under pres fra den skotske regering der ønskede ham udleveret til straf, og fra den franske der modsatte sig dette vidste Frederik II og hans rådgivere ingen anden udvej, da man mente at vide at han var "meget listig og anslagisk", end at tage ham i solid forvaring, først på Kbh.s slot, derefter fra jan. 1568 på Malmøhus.

I sin kamp for at slippe fri tilbød H. at tilbagegive de gamle danske besiddelser Orkn- og Shetlandsøerne hvilket fik den engelske regering til at stille sig bag det skotske krav om udlevering. Da man fra dansk side ikke ville gå med til udlevering lod den skotske regering kaptajn John Clark, der under syvårskrigen var i dansk tjeneste som anfører for et antal skotske ryttere, udstyre med en fuldmagt til at lade jarlen henrette på dansk grund. Man ville så nøjes med at få udleveret hovedet. Clark måtte dog nøjes med to af H.s tjenere. – Selv om Fr. II gik så vidt som til at tilmure "hemmeligheden" i H.s kammer på Malmøhus sad han dog her i "adeligt fængsel", dvs. anstændigt logi og underhold. 1573 indtrådte imidlertid en ændring i behandlingen idet han 16.6. blev anbragt i "et meget slet og snævert fængsel" på Dragsholm i Odsherred. Her levede han endnu fem år, tilsidst sindssyg. Det var ham næppe til trøst at hans landsmand og uven Clark der 1571 var blevet uenig med Frederik II også sad her, ligeledes i fangenskab til sin død 1575. Var H. en omstridt person i levende live skulle det ikke blive meget anderledes efter hans død. I Odsherred overlevede traditionen om "den skotske greve", 1832 blev den omtalt i litteraturen og 31.5.1858 foretoges på anmodning af den engelske legationspræst R. S. Ellis en undersøgelse i Fårevejle kirke af den kiste der udpegedes som værende H.s. Undersøgelsen foretoges af J. J. A. Worsaae assisteret af anatomen Ib Ibsen, og fastslog – dog ikke uden modsigelse fra andre forskere – at det mumificerede lig virkelig var H.s, og kisten bevaredes derefter som en attraktion i en krypt under kirkegulvet, fra 1889 forsynet med glasdække, men ikke under betryggende forhold i bevaringsmæssig henseende. En fornyet undersøgelse 1915 ved anatomen Fr. C. C. Hansen bekræftede Worsaaes opfattelse. Det var derfor en sensation da en ny undersøgelse 1938, foranlediget af Berlingske Tidende, med benyttelse af bl.a. røntgenapparatur, fastslog at kisten i stedet rummede liget af en ridefoged på Dragsholm. Den store presseomtale medvirkede til at Nationalmuseet greb ind og 1939 kunne fastslå at denne konklusion hvilede på forkerte præmisser, og det var beviseligt at personen ikke kunne være den nævnte ridefoged. Sammen med anatomen H. Hou-Jensen, Fårevejle, foretog Poul Nørlund endnu en undersøgelse og tiltrådte derpå at man i kirken fortsat lod forevise den kiste som "i Følge Tradition fra 19. Aarhundrede rummer de jordiske Levninger af Jarlen af Bothwell", da det ikke kunne modbevises at den traditionelle antagelse var rigtig. Der blev samtidig stillet krav om at kisten skulle opbevares under værdigere forhold, og 1949 indviedes et sidekapel til dette formål. Da de mange år i delvis åben kiste siden 1858 havde fremmet mumiens opløsning blev trækisten 1956 nedsat i en stålkiste med glaslåg der igen 1976 ombyttedes med en tilloddet zinkkiste inden i en lukket egekiste. Siden 1939 har der fra skotsk side med mellemrum været rettet henvendelse om at "Jarlen af Bothwell" tilbagegives til Skotland. Dette er fra Nationalmuseet blevet afvist under henvisning til at identiteten ikke med sikkerhed kan fastslås. H.s våbenskjold er 1980 opsat i kapellet på foranledning af the Heraldic Society of Scotland.

Familie

Forældre: Patrick H. (død 1556) og Agnes Sinclair (død 1573). Gift 1. gang 24.2.1566 på Holyrood House med Jane Gordon, født 1546, død 14.5.1629. Ægteskabet opløst 7.5.1567 (hun gift 2. gang 1573 med Alexander Gordon, 12. jarl af Sutherland, 1552–94, gift 3. gang 1594 med Alexander Ogilwy, jarl af Boyne). Gift 2. gang 15.5.1567 på Holyrood med dronning Marie (Mary) Stuart, født 7. el. 8.12.1542 på Linlithgow, henrettet 8.2.1587 i på Fotheringay Castle, Northamptonshire, (gift 1. gang 1558 med Frans II af Frankrig, 1543–60, gift 2. gang 1565 med Henry Stuart, lord Darnley, 1545–67), d. af James V af Skotland (151 2–42) og Marie af Guise (1515–60).

Ikonografi

Min. af Boyle, 1566 (National Portrait Gallery, Edinburgh). Mal. af Otto Bache, 1861 (sst. samt Fr.borg). Buste efter dette af Carl Martin-Hansen udst. 1940.

Bibliografi

Kilder. Peder Hansen Resen: Fr. IIs krønicke, 1680. Saml. til Fyens hist. og top. VI, 1873 291–464 (Eiler Brockenhuus' kalenderoptegn.).

Lit. J. J. A. Worsaae i III. tid. 1860 145–48. Fr. Schiern: Nyere hist. studier I, 1875 93–498. Fr. C. C. Hansen: Identifikation og rekonstruktion af hist. personers udseende på grundlag af skelettet = Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1921 (ref. af undersøgelsen i Berl. aften 25.6.1916). Robert Gore-Browne: Lord Bothwell, London 1937 (da. udg.: Jarlen af Bothwell og Marie Stuart, 1938).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig