Jens Ahlefeldt-Laurvig, Jens Juel Ahlefeldt-Laurvig, Ahlefeldt-Laurvigen, 10.6.1764-19.11.1794, greve, forfatter. Født på Bjørnemose, død i Slesvig, begravet i domk. sst. A.-L. studerede i Göttingen og fra 1784 i Kiel, skal desuden have været husarofficer i fremmed tjeneste men levede i øvrigt som privatmand i Altona og senere i Slesvig. Han var stærkt interesseret i stats- og samfundsforhold og viser sig i flere skrifter han udgav som tilhænger af den oplyste enevældes politiske idealer. I skriftet Hingeworfene Gedanken über Regierung, 1791, kræver han en tydelig og simpel lovgivning, reformer til gavn for den fortrykte bondestand og det store hovederhverv landbruget, privilegiers afskaffelse, pressefrihed og offentlig finansstyrelse. England kunne godt, mener han, have en monark med mindre indskrænket magt når det blot bevarede offentligheden i sine forhold. I tre anonyme småskrifter har han hyldet den danske kronprinsregent og talt for et nordisk forsvarsforbund og for almindelig værnepligt. Han skrev på tysk, men fik sine skrifter oversat til dansk og følte sig trods sprog og uddannelse som dansk: "ich bin stolz darauf ein Dåne zu sein".

Familie

Forældre: generalmajor, greve Christian A.-L. (1732–91) og Elisabeth Juel (1742–1803). Gift 12.9.1788 med Sophie Dorothea Hedemann, født 16.12.1760 på Himmelmark ved Eckernførde, død 7.2.1820 på Lundsgård, d. af landråd Johan Christoph Georg H. (1729–82, gift 1 . gang 1752 med Anna Sophie Marquardsdatter v. Brömbsen, død 1754) til Himmelmark og Davidia Margarethe v. Drieberg, (ca. 1735–95). – Bror til Frederik A.-L. (1760–1832).

Bibliografi

T. Kjærgaard og E. Kolding Nielsen: Den politiske litteratur i Danmark, Norge og Slesvig-Holsten 1789– 1799. En systematisk bibliografi, 1973. – Louis Bobé: Slægten A., VI, 1897 94–97. Danm.s adels årbog, 1929 II 186. F. Ahlefeldt-Laurvig: Generalen I-VI, 1927–31.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig