Jens Bloch

Jens Bloch, 24.6.1763-4.7.1830, biskop. Født i Hals, død i Viborg, begravet sst. Tre år gammel blev B. anbragt hos sin fars svoger, kommandør Henrik Jansson, og her undervist til faderen i hans 12. år sendte ham til Riga for at blive handelsuddannet; men dertil havde han ingen lyst, og efter et ophold hos præsten Johs. Clausen (Nørre Sundby) kom han i Ålborg lærde skole og blev student 1780. Han studerede flittigt, tog 1782 filologisk og 1784 teologisk eksamen, blev dekan på kommunitetet men rejste 1786 udenlands, studerede to år i Göttingen, især hos Heyne, og drog så videre til Holland og Frankrig. Han ville være universitetslærer, og da han havde en filologisk magistergrad fra Göttingen begyndte han 1790 at udnytte sin ret til at forelæse ved universitetet (over græske forfattere i udvalg). Fast ansættelse fik han dog ikke, heller ikke efter disputatsen (1790) om den byzantinske forfatter Theodorus Metochita. S.å. blev han sognepræst i Stigsbjergby, dyrkede fortsat sine klassikere (1792 kom hans oversættelse af Xenofons Sokratiske Mærkværdigheder), men de videnskabelige interesser drog ham atter til hovedstaden; 1795 blev han præst ved Holmens kirke, 1797 provst. 1795 fik han fra Kiel den teologiske doktorgrad på en (utrykt) afhandling de anthropologia Mosaica, og s.å. blev han medlem af Det kgl. norske videnskabers selskab i Trondheim. 1804 blev han biskop i Kristiansand, men allerede 1805 forflyttet til Viborg hvor han gennem 25 år virkede flittigt, især for almueskolens udvikling, for seminariet i Ranum, for et lokalt bibelselskab, stiftet ved reformationsfesten 1817, og gennem talrige cirkulærer ("hyrdebreve") gav han præsterne gode råd om alle slags praktiske anliggender. Også stiftsbiblioteket nød hans store interesse.

B. havde teologisk sin rod i den konservative oplysningstid; af samtiden blev han rost for sin humane tænkemåde og sin altid redebonne hjælpsomhed over for nødstedte; han nød også respekt på grund af sin lærdom – som ikke satte sig større litterære spor – men var ofte til latter for sin umådelige distraktion; over for de begyndende vækkelser var han kritisk – i Norge betragtede han således H. N. Hauge som en farlig folkeforfører.