Jens Christensen, 17.5.1928, direktør for postgirokontoret. Født i Bjerndrup, Kliplev sg. C. blev elev i Post- og telegrafvæsenet 1944 og gennemløb derefter "karrieren" til han 1964 blev kontrollør. Allerede tidligt kom han ind i organisationsarbejde og blev formand for den kreds af Dansk post- og telegrafforening der varetager assistenternes interesser. 1954 blev han medlem af foreningens hovedbestyrelse, 1958 næstformand og 1961-74 formand. 1961 blev C. tillige næstformand for Statstjenestemændenes centralorganisation II; 1969 blev han formand for denne organisation og året efter desuden formand for Fællesrådet for danske tjenestemands- og funktionærorganisationer. De to sidste hverv bestred han til han 1977 blev konstitueret direktør for Postgirokontoret. C. blev postgirochef 1981 og blev 1986 informationsdirektør i post- og telegrafvæsenet indtil han gik på pension 1988. Som organisationsmand fik C. en særdeles solid position. Han var en dreven og smidig forhandler med hvad man kaldte et "passende" temperament, og han værnede med fasthed sin stand mod de angreb som det i 1970erne fra visse sider blev så moderne at rette mod den. - C. har været formand for A/S Ferie- og kursusejendommen Kobæk strand, medlem af landsskatteretten, det økonomiske råd, ATP-fondens repræsentantskab og Julemærkekomiteen.

Familie

Forældre: Alma Christensen (født 1909). Gift 10.9.1950 i Ørsted med Kirsten Sørensen, født 16.11.1928 i Ørsted, d. af købmand Søren Edvard Østrup S. (1892-1946) og Helga Nielsen (født 1894).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Struer dagbl. 24.11.1976. Jyllands-Posten 25.2.1977. Politiken 16.5.1978. Berl. tid. 17.5.1978.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig