Jens Christian Rudolph Frimodt

Jens Christian Rudolph Frimodt, 24.12.1828-21.3.1879, præst. Født på Birkendegård ved Kalundborg, død i Kbh. (Johs.), begravet sst. (ved Johs. k.). F. blev 1848 student fra Borgerdydskolen på Chr.havn – i fire år boede han hos bestyreren, Martin Hammerich – og 1854 blev han cand. teol. Svære åndelige brydninger og et vist hang til sværmeri formede hans personlighed; men han deltog også med lyst i studenterlivet og var grebet af tidens nationale og politiske vækkelse; også i så henseende betød det nære forhold til H. N. Clausen og hans familie meget. Efter eksamen underviste han først på sin gamle skole, så fra 1857 i Sorø, og der er mange vidnesbyrd om at hans religionsundervisning øvede stor indflydelse på hans elever; han var ven med de midtsjællandske præster som snart blev kernen og kraften i Indre mission, bl. a. Vilh. Beck.

Trods Københavns rivende vækst ved midten af århundredet var der intet gjort for udvidelse af den kirkelige betjening, men 1852 nedsattes en komité for at rejse en kirke der skulle dække området udenfor volde og søer; 1861 stod Skt. Johanneskirke på Nørrebro færdig, og komitéen kaldte F. til sognepræst; det var virkelig et fund. En meget stor menighed fylkedes om hans forkyndelse der med brændende trosvidnesbyrd og personlig erfaring forenede friskhed og jævnhed i formen. I den socialistiske presse blev F. derimod udsat for voldsom kritik og altid fremstillet som borgerskabs og overklasses typiske gejstlige lakaj; det hang sammen med at han efter ca. 1872 så det som en hovedopgave at bekæmpe socialismen, både i prædiken, men også ved at tage initiativ til at bygge kirker der som "høfder" kunne bryde folkemassernes oprørte hav (Skt. Stefans kirke, 1874; Skt. Jakobs kirke, 1878). På lignende måde opfattede han sin formandsstilling i den 1865 stiftede Københavns Indre mission; også her fulgte han Beck og ville helst virke med "ordet" alene. Desuden var F. ikke noget organisationstalent, og følgelig stagnerede bymissionen i de kritiske år først i 1870erne, indtil Steins kurs slog an – i en kombination af forkyndelse og kristeligt-socialt arbejde, fx med søndagsskolerne (1875) eller Magdalenehjemmet (1877). F. var en ypperlig prædikant og sjælesørger, af stor betydning for mange enkelte, og sorgen var stor ved han tidlige død, men "han fik ikke givet Indre Mission i København en bestemt Form, var ikke den Mand, der var egnet til at fastholde en klar Linie, hvilket var medvirkende til at fremkalde store Vanskeligheder siden hen i Forholdet til Landmissionen" (P. Holt).

Af trykte arbejder foreligger der fra F.s hånd, foruden en pjece mod mormonerne og nogle spredte småting, 20 Prædikener, 1866 og Nogle Prædikener fra Trinitatistiden, 1871; efter hans død udkom 24 Prædikener, 1879.