Jens Christian Svabo, 1746-14.2.1824, forfatter, filolog. Født i Miðvågur på Vágar, død i Torshavn, begravet sst. Efter først at være undervist hjemme af faderen kom S. 1759 i Tórshavns latinskole hvorfra han dimitteredes 1765. Ex.philos. tog han 1767. I Kbh. boede han den første tid på Regensen hvor han foruden sin skolekammerat og nære ven Nicolai Mohr især omgikkes islandske studenter som Toroddi og Olavius der var besjælede af de samme interesser som de to færinger. Hans studium var især økonomi, men i sin fritid begyndte han tidligt at interesse sig for det færøske sprog. I halvandet år (fra 1771) var han "hovmester ved grev Gustav Holck Winterfeldts børn" hvorefter han for alvor begyndte at søge om levebrød uden at det nogensinde skulle lykkes ham at opnå et sådant. Fra året 1773, hans virksomste tid, træder hans planer og personlighed os tydeligt i møde. Han er opfyldt af reformiver med hensyn til Færøernes næringsliv, skriver en afhandling om landets økonomi, udgiver et oplysende skrift om kødsaltning, svin, kartofler og haver, beregnet for færøske landmænd og kommer med positive forslag til landbrugets forbedring – alt sammen noget der havde regeringens øre. S.å. foreligger hans forsøg til en ordbog over det færøske sprog, et arbejde som han selv vidste var yderst ufuldkomment, men som dog betegner grundlæggelsen af det videnskabelige studium af færøsk. Ved hjælp af det danske alfabet og enkelte diakritiske tegn lykkedes det ham at skabe et forbavsende konsekvent fonetisk skriftsprog. Af dette første "forsøg" der som de senere redaktioner har danske og latinske forklaringer solgte han fire eksemplarer til den kgl. familie og tre andre til P. F. Suhm, John Erichsen og Jacob Langebek. Ved denne tid optegnede han også til Suhm tre færøske folkeviser. Hans videnskabelige program kan formuleres sådan: han vil forfatte en moderne Færøbeskrivelse til afløsning af Lucas Debes' i øvrigt fortrinlige bog fra 1673 samt fortsætte sit ordbogsarbejde og nærmere studere modersmålets slægtskabsforhold til andre sprog. Han tror ikke på at færøsk har en fremtid for sig, han føler det som om det er resterne af et døende sprog han arbejder med, men dette ægger ham just til at give eftertiden et billede af hvordan det var i hans tid. Det er betegnende for S. såvel som for tiden at han næsten beder om undskyldning for at han beskæftiger sig med disse "unyttige" ting.

Det var vistnok ved denne tid at S. mente at have Ove (Høegh-)Guldbergs bevågenhed, men lige så lidt som et senere bekendtskab med J. G. Moltke hjalp det ham til at få noget embede eller nogen mission at udføre. Ganske vist fik han 1776 tilsagn om et fogedembede i Norge (for resten et andet end det han havde søgt om), men da det kom til stykket var han ikke i stand til at stille den forlangte kaution for oppebørslerne. Så var han lige vidt, og først 1781 fik han betroet en mission som han længe havde ønsket sig: på kgl. foranledning at rejse til Færøerne for at indsamle materiale til en fysisk-økonomisk beskrivelse. Denne rejse satte store frugter: nogle håndskrevne Indberetninger indhentet paa en Reise i Færøe i Aarene 1781 og 1782 (syv oktavhæfter, udg. 1959) som hører til det interessanteste og pålideligste der er skrevet om hans fødeland, et stort færøsk folkevisehåndskrift (udg. 1937–39) der er den pålideligste visesamling vi har og et ordbogsmateriale, dobbelt så stort som "forsøgets". Efter dette skulle man tro at rentekammeret ville belønne ham ved at give ham befordring; men det skete ikke, man forlangte først at han skulle omarbejde sine "Indberetninger" til trykken – så kunne man bagefter tale om befordring. Men S. fik aldrig omarbejdet sit manuskript; på grund af gæld og skuffelse, hvortil også kom sygdom, tabte han modet og det gik ned ad bakke med ham; hans venner ville have ham til at rejse hjem, men hans stolthed forbød ham det. Først 1800 blev han ved venners mellemkomst og rentekammerets hjælp sat i stand til at rejse med handelens skib til Færøerne hvor han tilbragte de sidste 24 år af sit liv. Herfra sendte han rentekammeret 1801–02 tre tillægshæfter til sine "Indberetninger" med bøn om understøttelse og fik uden en anerkendende udtalelse om det tilsendte 20–40 rdl. årlig af kammerets fattigbøsse. Han sendte ikke flere hæfter og de tre er senere gået tabt. Men ellers var det ordbogen der optog ham. Sit tidligere materiale havde han ikke ved hånden, han begyndte derfor forfra, men da han sendte en prøve på sin nye ordbog til Kbh. for at få den solgt der, erklærede Videnskabernes selskab at den ikke var så fuldstændig som de redaktioner der i forvejen fandtes i Det kgl. bibliotek. Derfor blev der ikke noget af salget. Men efter hans død kunne hans slægtninge skænke oldskriftselskabet manuskriptet der må anses for et af de værdifuldeste dokumenter til oplysning om færøsk sprog og kultur. Både som reformivrig patriot og som sprogmand og folklorist er S. et af de store navne i Færøernes historie. Hans ordbog (Dictionarium Færoense I-II, udg. Chr. Matras, 1966–70) og hans visesamlinger danner indledningen ikke alene til studiet af færøsk sprog og digtning men også til den færøske sprogrejsning og en dermed sammenhængende opblomstring af det færøske åndsliv i nutiden.

Familie

Forældre: sognepræst Hans Christophersen S. (1702–64) og Armgard Maria Weyhe (død 1765). Ugift.

Bibliografi

M. A. Jacobsen i J. C. S.: Föroyaferðin 1781–82. Úrval, Tórshavn 1924. Chr. Matras i S.s færøske visehåndskrifter, 1939. Reidar Djupedal i Varðin XXXII, Tórshavn 1957 49–134 og XXXIII, 1958–59 147–202. N. Djurhuus i J. C S.: Indberetninger fra en rejse i Færø 1781 og 1782, 1959 (genoptr. 1976 = Færoensia XI). Sv. Grundtvig: Dansken på Færøerne, 1978. Arni Dahl: Bókmentasøga I, Tórshavn 1980. – Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig