Jens Grand, d. 29.5.1327, ærkebiskop af Lund, senere af Hamburg-Bremen. Død i Avignon. Ved sin mor der tilhørte en gren af Hvide-slægten var G. beslægtet med både Jakob Erlandsen og den kreds af stormænd der senere dømtes for drabet på Erik Klipping 1286, men dette siger næppe noget om hans oprindelige forhold til kongemagten og dens kirkepolitik. Da G. o. 1274/75 optoges i Roskilde domkapitel hvor han blev provst, var Jakob Erlandsenstriden under afvikling, og G.s morbror Peder Bang var i færd med at tiltræde sit embede igen efter femten års landflygtighed og efter fuldstændigt at have kapituleret over for den kongemagt der nu med pavens bistand havde sejret i kirkekampen. Valget af provsten lå hos domkapitlet, og G. må på dette tidspunkt have været en mand som kongemagten i det mindste kunne acceptere. I øvrigt var der i hans slægtskreds både tilhængere og modstandere af kongemagten. Som provst viste G. sig at være en nidkær og rethaverisk administrator; han bestred 1280 kongens ret til at præsentere sin kansler Niels Jyde til Skt. Mikkels kirke i Slagelse idet han i stedet gjorde krav på den på provstiets vegne. Kongen gav G. kirken efter kanslerens død 1282, men retsspørgsmålet afklaredes ikke.

Af sin store private formue skænkede G. ikke mindre end seks præbender til Roskilde domkirke. Gaven tillod en vældig forøgelse af gudstjenesten her, og den er en af de største ikke-kongelige gaver til kirkelige formål der kendes fra den danske middelalder. Fundatsen af 19.7.1288 med et tillæg af 7.5.1289 om de seks kannikers residenspligt vidner om at donator var en betydelig og internationalt velorienteret kirkelig administrator. Hans uddannelse er ikke kendt i enkeltheder, men den har – efter læreår i Roskilde -omfattet udenlandske studier i både teologi og jura (i Paris og Bologna). I kraft af sin slægt tilhørte han de mest indflydelsesrige kredse i riget, og det har været alt dette tilsammen der lå til grund da Lunde domkapitel efter Johannes Dros' død 1289 valgte G. til ærkebiskop. Han støttede i årene efter Erik Klippings drab de danske og norske kræfter der søgte at kvæle Erik Menveds unge kongemagt, bl.a. tillod han grev Jakob af Halland at bygge borgen Hunehals på Lundekirkens ejendom. Men ligesom det er ube, vist at de fredløse virkelig var skyldige i kongemordet 1286 kan der ikke føres noget bevis for G.s medskyld selv om de kongelige sagsindlæg under processen for pavestolen 1296-97 mere end antyder hans meddelagtighed.

At G. under krigen med Norge (som intensiveredes efter Erik Klippings drab) ikke støttede den regering der førtes i den umyndige Erik Menveds navn, men hældede til den norske konges parti og ønskede (i øvrigt sammen med mange andre danske) at denne skulle have udredet sin mødrene arv i Danmark – har givetvis gjort G. til Erik Menveds farligste indenrigske modstander. Desuden har kongemagten næppe kunnet undvære de ejendomme og indtægter af Lundekirken som den siden Jakob Erlandsens tid havde tiltvunget sig rådighed over. Det var ved G.s tiltræden at vente at han ville modarbejde kongemagten på dette punkt, i hvert fald ikke tillade at der skete yderligere-indskrænkninger i Lundekirkens rådighed over sine ejendomme hvilke mere eller mindre lovformelige skridt der end toges. At G. selv var sig lighederne med Jakob Erlandsens situation bevidst ses bl.a. af at han lod Vejlekonstitutionen af 1256 stadfæste (den der lagde gudstjenesteforbud, interdikt, over stiftet hvis en biskop fængsledes eller dræbtes og det kunne formodes at kongen stod bag, interdikt over riget hvis det var ærkebispen det gik ud over).

Men medens den almindelige danske gejstlighed i Jakob Erlandsens dage havde sluttet op omkring ærkebispens sag (og først i løbet af de tifemten års kamp trættedes, vel af mange årsager), så var der fra begyndelsen ikke nogen bred dækning bag G. i den almindelige danske kirke. Da han 9.4.1294 fængsledes under brutale og vanærende former overholdtes interdiktet ikke generelt, og hverken over for pavestolen eller (formentlig) over for andre lagde kongemagten skjul på at fængslingen var besluttet af flertallet af de råder der regerede i Erik Menveds navn, og at den var udført af kongens broder Christoffer. Ved processen for pavens domstol (der på grund af vakance og derpå et hastigt skifte på pavestolen først kom i gang 1296) repræsenteredes kongemagten af kansleren magister Morten Mogensen og lagde her til grund for sin procedure at fængslingen havde været nødvendig for bevarelsen af den danske kongemagt for den snigmyrdede Erik Klippings mindreårige søn (og hans bror Christoffer II). Ærkebispens procedure er bygget op omkring den helligbrøde som fængslingen og mishandlingen af G. udgjorde; over for det kongelige standpunkt går ærkebispens prokurator sjældent ud over blot at benægte dets sandhed (undtagelserne er især når kongemagten henviste til ærkebispens troskabsforpligtelse over for kongen eller til kongemagtens retmæssige rådighed over kirkelige indtægter, her argumenterer den ærkebiskoppelige part konkret). Ærkebispens lidelser i det halvandet år lange fængsel i tårnet på Søborg, og hvorledes han kom fri ved sin tjener Morten Madsvends hjælp er skildret i den middelalderlige "Jens Grands fængselskrønike" der er tabt men overleveret i Arild Huitfeldts oversættelse. Paven havde også taget skridt til at skaffe G. fri, men da nuntien Isarn kom til Danmark var ærkebispen allerede undveget og efter et ophold på Hammershus på vej til Rom.

I processen for pavestolen kunne parterne for så vidt begge vente at få deres hovedstandpunkter godkendt. G. kunne vente at få medhold i at han måtte have satisfaktion for det sacrilegium der var overgået ham; det interessante er at han ikke fik andet end medhold heri, og at kongen (i stadig stigende grad) havde pavens øre i sit standpunkt om nødvendigheden af indgriben over for G. Hvilken vej det bar ses muligvis af at paven ikke udelukkende ønskede at dømme i kraft af sin apostolske magtfuldkommenhed, men også i sin egenskab af voldgiftsdommer mellem parterne, altså på grundlag af en forhåndserklæring om at de ville respektere afgørelsen, en erklæring som uforbeholdent er fremsat fra kongemagtens side (men netop ikke fra ærkebispens). Bonifacius VII Is første kendelse 23.12.1297 foreskriver foruden restitution af det konfiskerede kirkelige gods at der fremtidig i det danske rige skal gælde ikke blot det interdikt som Vejlekonstitutionen (i pavelig stadfæstelse) indebar i tilfælde af drab på bisper eller ærkebiskop, men også tilsvarende dersom kongen bliver uretfærdigt dræbt af sit riges indbyggere. Til at gennemføre restitutionen af det konfiskerede gods udsendtes atter Isarn til Danmark, men medens dette ingenlunde problemløse foretagende foregik lykkedes det Erik Menved ved et berømt underkastelsesbrev til paven (Dipl. Dan. 2.r.V nr. 175) at skaffe sig en yderligere fordel i sagen. I vendinger der fint spiller på vigtige temaer i aktuel pavepolitik og statsret beder kongen om pavens barmhjertighed, og slutter med anmodningen om at Skt. Peters sværd må blive stukket i skeden og at Kristi stedfortræder eller rettere Kristus selv vil læge sin tjeners øre så han igen kan få kirkens sakramenter og høre Guds ord, "hvad kan jeg sige mere? Tal, Herre, og lad din tjener høre". Denne udaterede skrivelse (hvis forfatter vi ikke kender) var utvivlsomt anledning til at der kom en ny kendelse af pave Bonifacius VIII 23.2.1302 hvor værdien af det tabte gods der skal erstattes sættes til 10.000 mark sølv, væsentlig mindre end G. havde krævet, og hvor det accepteres at der ikke behøver at ske restitution af selve det konfiskerede, men blot af dets værdi. Et led i denne endelige ordning der besegler G.s nederlag er at paven forflytter ham til ærkesædet i Riga og i stedet udnævner Isarn til ærkebiskop af Lund. G. kom aldrig mere til Danmark og tilbragte sine næste år på rejse omkring til indflydelsesrige kirkelige kredse i Europa. 1310 udnævntes han af pave Clemens V til ærkebiskop af Hamburg-Bremen. I dette embede kom han snart i strid med sine to domkapitler i Hamburg og Bremen, og efter at også lydbisperne havde rejst sig mod ham afsattes han 1316.

Sine sidste år tilbragte G. i Avignon hvor han fortsat var i pavestolens gunst. Han efterlod sig en omfattende bogsamling og et kostbart løsøre som han testamenterede paven.

Familie

Forældre: Torbern, en i øvrigt ukendt ridder, og Cæcilia, d. af Skjalm Bang og søster til Roskildebispen Peder Bang.

Ikonografi

Skildret på tegn. og mal. af P. Raadsig.

Bibliografi

Kilder. Erik Klipping og hans sønner. Udvalg af kilder 1275-1340, udg. Ellen Jørgensen, 1927. Bullarium Danicum 1198-1316, udg. Alfr. Krarup, 1931-32. Acta processus litium, udg. Alfr. Krarup og W. Norvin, 1932. Lit. L. N. Helveg: Den danske kirkes hist. til reformationen I, 1862-70 65 k 670-709. P. A. Munch i Annaler for nord. oldkyndighed, 1860 62-189 (også i forf.s Saml. afhandl. IV, Kria, 1876 529-628). Allgemeine deutsche Biogr. XIV, Lpz. 1881 181-83. M. Mackeprang i Hist. t. 6.r.III, 1891-92 643-65. Kr. Erslev i Danm.s riges hist. II, 1898-1905. Jørgen Olrik i Det danske folks hist. II, 1927 275-82 291. Erik Arup: Danm.s hist. II, 1932 (fot. optr. 1961). Gottfr. Lintzer: Studien zur Gesch. Johann Grands, Hamb. 1933. Niels Knud Andersen: Ærkebiskop J. G. I–II. 1943-44. Niels Skyum-Nielsen: Kirkekampen i Danm., 1963. Kai Hørby: Status regni Dacie, 1977.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig