Artikelstart
Jens Holt, Jens Hansen Holt, 27.8.1843-17.7.1926, indremissionær. Født i Oddersted, Taulov sg, død i Ørum, Sønderlyng hrd., begravet i Taulov. H. overtog ved sit giftermål hustruens fødegård Bjerregård og drev den til han 1908 overdrog den til sin yngste søn. Han var en meget særpræget mand, i det ydre en lille tæt, sluttet skikkelse, en mand der stod fast på jorden og ved sit ord og ikke var let at rokke. Som ung levede han et verdsligt liv men 1868, da vækkelsen ved pastor Carl Davidsen gik hen over Taulov sogn, oplevede han en brat omvendelse og sluttede sig nøje til indre mission. 1876 var han en af de tretten lægmænd der forgæves androg om en fyldigere lægmandsrepræsentation i missionens bestyrelse. Efter at han i flere år havde arbejdet frit i missionens tjeneste, blev han 1880 missionær og forenede siden den stilling med driften af sin gård. Han var en af lederne ved den første missionsuge (Vejle 1886) og var med til at forberede den store vækkelse i Sønder Bjert 1889. Han var medlem af Dansk missionsselskabs bestyrelse 1895–1907. Til sin død var han en myndig og højt elsket leder af det store Indre missions samfund i Taulov. Han søgte altid at stå i et godt forhold til præsterne, selv om de hørte til en helt anden kirkelig retning. Hans tale var klar, afgjort, varmhjertet og sigtede altid mod menneskers omvendelse; han følte sig tillige som en ægte Luthers discipel. Ved sine mangfoldige rejser hele landet over fik han en anset stilling inden for Indre mission. Han ejede en højt udviklet humor og havde let ved at tale med alle slags folk, ens over for alle, fra kongen til den ringeste.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.